Bliver inklusion Folkeskolens svanesang?

Lad mig begynde på en almindelig dag.

Jeg havde almindelig travlt. Mit skolelederskrivebord flød af sager. Der poppede en mail op. 

Den omhandlede en ny elev, som flyttede ind i vores skoledistrikt fra en anden kommune. Der var bilag med.

Det tog mig 15 minutter at læse bilagene, og jeg kunne med det samme konstatere, at eleven ikke skulle gå hos os, men segregeres i særligt tilbud. 

På grund af kommunens økonomiske tildelingsordning, ville det koste skolen en halv million.Det var 15 dyre minutter. 

Et par uger efter fik jeg en opringning af skolens skolepsykolog. Hun var også psykolog på den nærliggende privatskole. Opringningen handlede om en elev, som havde gået på privatskolen i en del år, men nu var skolen, forældre og psykologen enige om, at eleven skulle segregeret til et særtilbud.

Da eleven boede i vores skoledistrikt, kostede det vores skole en halv million. 

Nå ja - vores skole havde i forvejen et underskud på en halv million, men pludselig stod der 1 1/2 million i røde tal. 

Jeg blev indkaldt til samtale på forvaltningen.

Jeps - jeg have pludselig et stort underskud. 

Nogle kommuner har ordninger, hvor “alt” er lagt ud. Nogle har ikke. I nogle kommer har man ændret ordningerne for tilskud til inklusion undervejs. Nogle den ene vej med fælles kommunale puljer, andre den anden vej med alt udlagt. 

Men det er sådan set underordnet, for der kommer ikke flere penge, om man har den ene ordning eller den anden. 

Et par måneder efter blev jeg indkaldt til et møde på den lille fødeskole. Eleverne flyttede traditionelt efter 6. klasse. Jeg mødte nogle forældre, lærere fra skolen og skolens psykolog. En sårbar pige havde gået syv år på fødeskolen og skulle efter sommerferien starte på vores skole. Alle syntes, at det var en for stor mundfuld for pigen, og at hun ikke ville kunne klare det nye store sted. De ønske, at hun kom i specialtilbud i stedet for - underforstået efter sommerferien, således at vores skole skulle betale. 

Da jeg fik den fulde beskrivelse, var jeg i for for sig enig. 

Men jeg så for mig underskuddet stige, og at jeg blev indkaldt til ny samtale.

Men det var ikke dét jeg sagde. 

Jeg sagde heller ikke, at vores skole ikke havde råd til et segregeret tilbud. Det må jeg ikke sige.

Jeg trak i stedet det pædagogiske kort og sagde, at når pigen i 7 år havde været rummet - det var mit udtryk - kunne hun også være rummet på vores skole i tre år. Det skulle i hvert fald forsøges. Og sådan blev det. 

Vel - det gik efterfølgende ikke så godt. 

Samme år havde jeg en samtale med skolechefen. Hun fortalte stolt, at hun på det samlede skolevæsens budget havde akkumuleret et overskud på 14 millioner. Jeg spurgte, hvad der blev af pengene og fik at vide, at de gik tilbage til kommunekassen. 

Jeg tænker, at skolechefen fik ros af kommuneledelsen. 

Altså - det er OK, når skoleledere bliver indkaldt til samtale, hvis de bruger for mange penge, men forvaltningscheferne burde også indkaldes til samtale, hvis de ikke brugte de penge politikerne havde bevilget. Hvor mange forvaltninger sender egentlig penge tilbage til kommunekasserne? 

En kommune havde en praksis ved kommunens specialskole. Hvis der blev visiteret flere elever ind til skolen, end den var normeret til, skulle lederen finde de bedste af eleverne på skolen og sende tilbage til et inkluderende tilbud i en normalskole. Også selv om de ikke var parate. 

Mit gæt er, at det er genkendelige og ganske almindelige paradokser og dilemmaer for skolelederne rundt omkring. 

Det gør det ikke mindre alvorligt. For ser vi på inklusion, er den økonomiske kode en vigtig medspiller, som der skal gøres noget ved, hvis inklusionen skal lykkedes.  

Med hensyn til inklusions succesrate kan jeg samle op efter tre indlæg. Inklusionen lykkedes, hvis der sættes fokus på gråzonefeltet med de utilpassede elever, hvis skolens code of conduct er tydelig, hvis elever inkluderes ind i en velfungerende klasse og skole, og hvis processen understødtes af et solidt økonomisk grundlag.