Forskningen missionerer i Folkeskolen

Forskning lyder i ørene som et positivt ord og begreb. Forskningen lægger sig op ad udvikling og viden, den kan bruges som støtte til beslutninger, herunder politiske beslutninger. Den kan være medvirkende til gode diskussioner og brede oplysninger ud til flere interessenter. Forskning kan medvirke til opfølgning og evaluering af trufne tiltag og gøre revision af gældende love mere sikre.

Forskning kan være en lygtefører for aktører, og forskning kan med nye begreber åbne nye syn. Forskning kan også pege på opløftede erfaringer og kvalificere alles arbejde.

Der efterspørges mere forskning, og vi bliver bekymrede, når regeringen skærer i forskningsbudgetterne. For er det ikke sådan, at vi lever i et videnssamfund, og at det er udvikling og forskning, et lille og åbent land som Danmark, skal leve af og bygge på?

Forskning kan være elitært på den gode måde, og dens brug af metoder kan være en øjenåbner. I forskningmetoder kan der ligge en ordentlighed og en empirisk tilgang.

Velunderbyggede argumenter.

Forskning kan være målet for dygtige og ambitiøse unge, som har blikket rettet mod stillinger, som giver mening. Det kan være meningsfuldt. Forskning er blevet dét fyrtårn, som de dygtigste studerende på professionshøjskolerne vil fortsætte på straks efter endt uddannelse.

Forskning kan være kommunikationsmidlet i det intrapersonelle samarbejde, med udveksling af resultater og erfaringer.

Forskning kan indgå i den gyldne kæde: forskning - ny viden - efteruddannelse af personale - bedre praksis.

Forskning er blevet “in”. Skoleforskning er “in”. Det er dét, vi sætter fokus på, for som udgangspunkt bør skoleforskning være et gode.

Og så er det, at billedet begynder at krakelere. For er forskning også dét gode for Folkeskolen, og er brugen af forskning eller omsætningen af forskning ind i Folkeskolen det gode, vi ellers forestiller os?

God forskning har skarp adskillelse mellem iagttagelse, tolkning og analyse.

God forskning har ofte et smalt fokus, og man kan kun udtale sig om det, man faktisk måler - men derved glemmer man nemt alle de andre forhold, som man også kunne have målt på.

Der forskes specifikt, men nu ses der også en tendens til, at konklusionerne generaliseres ud fra det smalle fokusgrundlag. Man når frem til en bydemåde, så forskningens “er” bliver til “bør”. Så forskningen sætter retning.

Det nye i pædagogisk forskning er, at den forsøger at sætte retning. Nogle vil sige, at forskning er blevet en magtfaktor i pædagogisk udvikling. Hvis det er sådan, sætter det nye og særlige krav til skoleforskningens etiske tilgang.

Den fremherskende pædagogiske tilgang i det danske pædagogiske forskermiljø er overvejende reformpædagogisk, så meget at vi kalder det et monosyn. Monosynet sætter retning.

Forskningen er blevet den nye religion, som man blindt tror på. Dermed forholder man sig også ukritisk til forskningen. Forskningen bliver brugt som en ophøjet sandhed. Pædagogisk forskning bliver dermed gejstliggjort.

Der opstår pludselig tendenser og populære forskningsmæssige tilgange, som bliver til pædagogiske koncepter. Nogle gange bliver de også kommercialiserede, bliver til en industri. Så kan man blive centificeret som konceptambassadør - for penge altså - eller man kan få særlige test eller tekster - for penge altså. Man kan få særlige konceptuddannelser med et fint diplom efterfølgende. Det så vi ved LP-metoden, ved Dunn and Dunns “Læringsstilkoncept” eller ved Ross Greens “Fælles proaktiv problemløsning”. Ikke at der behøver være noget galt med konceptet, men det påvirker forskningens jomfruelighed.

Den nye trend er også metaforskning. På det pædagogisk plan lagde alle sig ned, da John Hattie fremlagde sin forskning byggende på 800 internationale metastudier. Altså metaforskning af metaforskning.

Det fik stor gennemslagkraft i Danmark, også selvom der undervejs rejste sig kritik. Vi forholder os ikke til indholdet i denne diskussion, men sætter fokus på den benovelse, som metaforskning, metaforskning af metaforskning og den evidensbaserede forskning har fået for den Danske skoleudvikling.

Forskningsbaseret uddannelse er det nye buzzword.

Brugere af nye forskningtrends kan være konsulenter, skolechefer eller forvaltningschefer. Det er sket mere end en gang, at en leder af en efter-videreuddannelse på en professionsuddannelse er blevet ringet op af en kommunal chef. Vedkommende vil gerne have et uddannelsesforløb til alle pædagogiske medarbejdere i kommunen om - ja, inklusion, anerkendelse, LP-metoden eller Classrooms Management. Gerne forskningsbaseret. Og så rykker professionshøjskolen ud.

Ikke at medarbejderne i kommunen er blevet spurgt, eller der er lavet undersøgelser om behovet først. Den kommunale chef handler, og så bliver alt godt.

Men det er noget nyt, hvis det er sådan, at forskning dominerer så meget i skoleverdenen. Der eksisterede tidligere den fine tilgang, at pædagogik, som ikke er en videnskab, ikke har nogen sandhed. Det gjorde pædagogik sublimt interessant. Nu står kampen, om vi virkelig ved, hvad der virker, om der er en sandhed, eller om alt er til diskussion.

“Vi strides stort set om alt i den pædagogiske verden”, siger Alexander von Oettingen (selv forsker). Nu kan vi så strides, om vi må strides.

Micki Sunesen (selv forsker) har sagt:

“Accepterer du en bestemt udlægning ( f.eks. om hvad der virker) - så er der sandsynligvis stemmer, som du mangler at lytte til. Andre ville måske sige noget andet. Forskning er systematiseret og begrebsliggjort erfaringer, som gøres af helt almindelige mennesker, som også indimellem støvsuger og gør rent i klorin. Når forskning får status af sandhed, så er det tid til en svømmetur i feltets egne indre modsætninger, gerne længere ud end til navlen”.

For da forskning laves af subjekter, må den nødvendigvis være subjektiv.

I dag er forskningsresultaterne legio.

Det forlyder, at de eneste budgetter, der bugner på professionshøjskolerne, er forskningbudgetterne.

Alt tyder på, at pædagogisk forskning og dens resultater er så mangfoldige og forskelligartede, at ingen reelt har overblikket. Det betyder, at de normative valg af forskningstilgange bliver de væsentlige.

Inden Folkeskoleloven af 1993 blev vedtaget, havde Folketinget vedtaget et udviklingsprogram med fire gange 100 millioner. Udgangspunktet var udvikling fra neden. Bottom up. Der skulle på grundplan eksperimenteres, lokalt analyseres og konkluderes. Folkeskolen blomstrede bare ved denne proces. Ikke alt blev brugt i den nye Folkeskolelov, ikke mindst da Bertel Haarder var imod udviklingsprogrammet.

Godt og vel 20 år senere blev Folkeskoleloven af 2014 udarbejdet på det langt mere forskningsbaserede grundlag end tidligere Folkeskolelove. Skoleloven lagde sig tæt op ad skoleloven fra Ontario.

Vi har selv besøgt Ontario, som den danske reform blev en pendant til, og vi har med respekt fulgt Jens Rasmussens (selv forsker) sobre forskning om Ontario. Ontarios skolelov er med en metodesikkerhed, en skolastisk kontekst og med en politisk konsensuskultur succesfuldt gennemført. Men der skete noget andet, da man forsøgte at gendigte Ontarios tænkning ind i den bløde danske reformpædagogiske muld og pluralistiske politiske miljø.

I forbindelse med revisionen af Folkeskoleloven af 2014 er det også et fremherskende udsagn, at man skal vente på færdiggørelsen af de 57 evalueringsrapport inden ændringer af skoleloven. Det kan give god mening, men det kan også udlægges som forskningens altafgørende indvirkning på skoleloven.

Man kan godt sige, at forskningen er gået fra at være spørgende, undersøgende og støttende til at være dagsordenssættende.

Forskning er blevet dét, som nogle kalder en styringsteknologi.

Gjorde det Folkeskolen godt at bruge forskning som grundlag til ny skolelov?

Det mener forhenværende undevisningsminister Ellen Trane Nørby bestemt, da hun udtalte på mere end Undervisningsministeriets vegne, at nu vidste man, hvad der virkede.

Underforstået: forskningen havde givet svarene.

Men ved vi dét?

Noget tyder på, at forskningens samspil mellem medarbejdere og beslutningstagere har udfordringer i kommunikationen og i omsætningen af forskningsresultaterne.

For politikerne har svært ved at overskue al den forskning. Måske vil politkere også bruge den del af forskningen, som passer dem bedst.

(De er bekymrede for,) at politikerne enten ikke lytter til indholdet i de mange rapporter, kun bruger de dele af rapporterne, der i forvejen passer til deres politiske syn på folkeskolen, eller undervejs ændrer på forholdene ude i skolerne, så følgeforskningen ikke længere giver mening. (Peter Dahler.Larsen, (selv forsker).

Overfor medarbejdere, aktører, politikere og andre beslutningstagere er omsætningen af forskning en vanskelig størrelse.

Der findes en front med to parter, som går hver sin vej. Den ene vil gerne “tale Folkeskolen op”. Den vil gerne fortælle de gode historier og gå udenom de negative omtaler. Den læner sig op ad den socialkonstruktivistisk udlægning, at tingene bliver, som man omtaler dem. Så hvis man taler godt om Folkeskolen, så bliver den også god. Det er den fremherskende tilgang. Ledelser og politikere bryder sig ikke om de dårlige historier og ønsker eller kræver de gode historier om Folkeskolen.

Den anden part ser kritisk på den nuværende Folkeskole, fokuserer på den manglende succes, det dårlige niveau og giver eksempler på, hvor det ikke fungerer.

Hvilken front er forskere hoppet på?

Ofte ses forskning som et generaliserende overbegreb, og ofte ses forskning ikke som et uddifferentieret område, hvor der er god forskning, relevant forskning - men også det modsatte, der er forskning som bruges forkert, ukvalificeret forskning og irrelevant forskning. Alt bliver slået samme i en pærevælling, og brugt tilforladeligt eller tilfældigt.

Forskning er ikke så meget værd, hvis den ikke bruges, eller hvis den ikke omsættes. Derfor omskrives de bedste forskningresultater til gode bøger eller videnskabelige artikler. Noget forskning finder vej til de mere almene debatfora, som i omskreven form omsætter forskningen.

Og så opstår problemerne.

På dagspressens debatsider ses ofte sætningen “Forskningen viser..” eller “Forskningen siger, at…. “. Nogle gange bruges “Erfaringen viser..”.

Nogle gange er ordet forskning gentaget. Hensigten er tydelig. Det betyder, at forfatteren med sin henvisning til overbegrebet forskning vil vise, at her har jeg ret. Der betyder, at videre dialog stopper, for hvem kan argumentere mod en sandhed. Udsagnene bruges for at validere argumenterne. Der gøres ikke forsøg på at fremføre alternativ forskning eller diskuterende indlæg, for når man bruger forskning på den måde, er man i virkeligheden ikke interesseret i dialog eller debat. Formålet er at sætte sine synspunkter ind og at gøre en indsats for at overbevise andre. Forskning på den måde bliver brugt både af lægmand og af forskere.

Vi er begyndt at skrive direkte til forskerne, som bruger begrebet på den måde: hov, du har vist glemt noget, du har glemt at fortælle, hvilken forskning du henviser til, hvilket syn du i dette forskningsvalg lægger til grund. Du har glemt at fortælle hvilken geografisk, historisk, ideologisk eller sociologisk kontekst, der ligger til grund for netop dit forskningsvalg.

Forskerne skriver venligt tilbage, beklager den manglende henvisning, men beklager samtidig, at dagspressen ikke ønsker henvisninger, da det så bliver for tungt. For forskerne ved godt, at det er dårlig stil ikke at lave disse henvisninger.

Interesant nok stopper vores dialog med forskerne her. De er typisk ikke interesseret i at gå ind i en nærmere debat om indholdet. Også selv om de har brugt et debatforum.

Nogle forskere ved det dog godt. “Og vi forstår til fulde, at debatten kan blive hård og af og til forekomme polariseret. Det er ikke let at trænge igennem med nuancerede budskaber i et samfund, der er gennemsyret af hurtige medier, og hvor alle har en dagsorden, de selv opfatter som den vigtigste. Som forskere kender vi selv til den logik, og vi ved, at hvis vi vil blande os i diskussionen om de emner, vi forsker i, må vi tale i korte fyndige sætninger og ikke hænge os i alt for mange detaljer og nuancer. Fint nok.” Skriver Stine Liv Johansen og Rikke Toft Nørgaard (begge forskere).

Fornemmer vi en lille arrogance her?

Forskningsdebatterne foregår på forskellige fora. Ofte ses det, at den kritiske part, bortvises til de sociale medier. Manglen på et fælles forum til skoledebatten er uheldig, og betyder, at der ikke kommunikeres mellem felterne.

Camilla Sløk (selv forsker) skriver i sin gode kronik om skyld og ansvar: Hvis det er rigtigt, betyder det, at lederne er i deres egen virkelighedsboble, og medarbejderne i en anden virkelighedsboble. Så er det måske derfor, der sker katastrofer, fordi der ikke er nogen kontakt imellem de to felter.

Hertil kan vi tilføje der tredie dimension, forskningen. Hvis vi lægger os op ad Camillas tese, kan vi nu se ledere, medarbejdere og forskere i hver sin virkelighedboble - og katastroferne bobler op.

Det kan også ses på anden vis.

Ligesom forskning kan ses som den nye religion, kan forskerne ses som tidens nye præster. Som i det katolske verdensbillede, hvor præster er forbindelsesledet mellem folk og gud, så bliver forskere bindeledet mellem folk og beslutningstagere.

Der er bare det ved det, at vi i Danmark ikke er katolikker, men protestanter.

Os selv?

Vi forsøger at have en tilgang med distinktioner og kontinuum og med diskurser og dialektik. Vores optik er fra teorier og praksis. Vi mener at have ben i alle lejre. Vores pædagogiske grundlag har et streif af skolastik. Og så har vi blinde pletter og er normative som alle andre.

Vi er ikke selv forskere - men dog protestanter, også i overført betydning.

Derfor skriver vi dette.

Indlægget er skrevet sammen med psykolog Eva Ager Hansen.