Lars Drud

Blog

Så tonen an

Al pædagogiske start er vigtig - vi kan gøre det bedre.

Offentliggjort

Lars Drud

Min hensigt er ikke finde sandheder, men netop at pege på spørgsmål og problematikker, samtidig med at jeg vil forsøge at forklare, udlægge og reducere den kompleksitet, som omgiver Folkeskolen. Det sker ud fra mit afsæt, min praksiserfaring fra 12 år som lærer, 26 år som skoleleder på tre skoler, og den teoretiske videreuddannelse som cand. pæd. i almen pædagogik, master i ledelse med særlig fokus på specialpædagogik og tilgange til undervisning og forskning fra bl.a. opgaven som beskikket censor på læreruddannelsen, pædagoguddannelsen og PD-uddannelser i specialpædagogik. Kan kontaktes på lars.drud@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ét af de begreber, som er meget oppe i tiden er relationskompetence, delvis afstedkommet af Louise Klinges PD-afhandling og bog om temaet. Mange steder bliver der med rette sat fokus på potentialet for udvikling af bedre relationer mellem de professionelle voksne og børn og unge.

Så var det, at jeg iagttog nogle små episoder: Når vi som ret populære bedsteforældre kom på besøg hos børnebørn, opdagede vi, at relationen mellem os og børnene bedst blev etableret på en bestemt måde. Når mormoren bevidst og drillende bad om et knus som velkomst, var svaret enten nej eller nølende, eftergivende. Det virkede, som den direkte relation stødte på en intimidering, som virkede kejtet på børnene. Hvorimod virkede det mere konkrete spørgsmål langt mere inviterende og sikker: “Har du fået en ny bil, som jeg skal se?”

Altså en relation etableret gennem et fælles tredie, som samtidig var med konkret afsæt.

Tænk hvis denne iagttagelse har opsættende og generaliserende virkning. Så vil det betyde, at relationen mellem professionelle voksne og børn/unge i skolen og i institutioner bedst etableres og udfoldes med det fælles tredie - måske det fælles faglige - som indledningspunkt.

Oversat til skolens virke kunne dette fælles tredie være læringsindhold. Det betyder, at når vi taler om relationskompetence i skolen, starter vi med læringsindhold og derigennem etablerer relationen.

Det kunne måske også overføre til dén debat der har været på alle ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og uddannelsesstart, som har været problematiseret i forbindelse med studiestarten. Mange uddannelser har startet med rystsammenarrangementer, rusture eller “hils-på-møder”. Nogle trives med dem, på andre virker de bremsende.

Jeg husker de samtaler, jeg har haft med nye lærere, som for første gang skulle starte en 1. klasse. Mit råd har altid været: start første time med at lære et bogstav og giv dem lektier for første dag. Vel - jeg ved godt at skolen i dag kun delvis giver lektier for hjemme, men med rådet møder man de fleste børn i deres forventninger - og slår tonen an.

Når man på på de videregående uddannelser arrangerer rusture, er der kun øl, som det fælles tredie. Og det bliver derefter. Måske skulle man netop starte med det mest karakteristiske stof på studiet. Direkte og tydeligt. Så kommer vi i gang - og så bliver tonen slået an, for at bruge det musiske udtryk fra den symfoniske verden.

Og måske kan det overføres til al start i den pædagogiske verden.