En læringsreform eller en trivselsreform?

Et af målene for Folkeskolereformen er, at trivslen i skolen skal styrkes. Dette er isoleret set en god og fin målsætning for den samlede skole. Men hvordan er sammenhængen mellem trivsel og læring?

De fleste vil sige, at læring og trivsel er hinandens forudsætninger. At ingen kan lære, hvis ikke man trives i skolen eller i læringssituationen. De fleste vil også fremhæve, at trivsel kommer før læring af ovenstående argumentation. Der er ingen tvivl om, at børn og unge som trives, har langt bedre forudsætninger for at komme i positivt læringsmode.

Det kan være en af grundene til, at der tilbagevendende bliver fokuseret på trivsel i skolen. 

En anden grund er, at det børnesyn, som er fremherskende i Danmark, er, at børn er en vigtig ressource, som vi skal behandle godt og passe godt på. I Danmark tager vi i udstrakt grad hensyn til børns ønsker og vilkår. Dette sker i familier og i den pædagogiske verden. Der sker tidligt en demokratisering af forholdet børn imellem og mellem børn og voksne. Man ønsker tidligt, at børn bliver demokratisk bevidste og anlagte. Derfor ligestilles forholdet. Man tænker langt væk fra magt og langt væk fra asymmetri i forholdet. 

Jeg er bekendt med familier, som har som princip, at man ikke må sige “nej” til børn. Og forældrene efterlever det. 

Hensyntagen til børn og unge har også fået den pædagogiske udløber, som vi ser i hele reformpædagogikken: skolen skal indrette sig efter de børn, som kommer. 

Det giver sig også pædagogisk udslag i læringsfilosofier som læringsstile, læringskompetencer og den nye eksponerede fokus på de oversentitive børn. Tænkninger er tilbagevendende, at vi skal indrette os efter børn særegenheder. 

Men hvis vi i første omgang sætter fokus på læring og trivsel som hinandens forudsætninger, er det interessant også at spørge, om læring kan skabe trivsel i det enkelte barn. Dette syn handler om, at når et barn lærer udvikler det sig, vokser mentalt og får selvtillid. Så hvis vi fortsætter denne hypotese, vil et godt læringsmiljø automatisk medvirke til god trivsel hos børn og unge. 

Det kan også være interessant at opstille den hypotese, at læring og trivsel ikke er hinandens forudsætninger. Det medfører en tænkning, at man faktisk godt kan lære, selv om man ikke trives. 

Der kan være rigtig mange grunde til, at man ikke trives: Ens hjem kan være i opløsning på grund af skilsmisse, sygdom eller opbrud. Barnet og den unge kan være fejlplaceret skolemæssig, og der kan være diagnostiserede årsager. Barnet kan være dårligt opdraget og ureguleret eller være umoden i de sociale relationer. Barnet kan være i ubalance med klassekammerater eller lærere. Årsagerne kan være legio. 

Hvis vi bruger læring og trivsel som hinandens forudsætninger, og hvis vi forudsætter, at man først skal trives, inden man kan lære, risikerer vi, at vi kun stiller krav til meget få børn om læring. Masser af børn vil kunne fremlægge dysfunktionalitet, som vanskeliggør læring.  

Vi kunne også vælge det standpunkt, at børn godt kan lære, selv om de ikke trives. Det vil betyde, at børn med læringsvanskeligheder og med diagnoser godt kan lære alligevel. Det vil betyde, at selvom børn har rod i familielivet, kan de godt tage læringsmæssig fra. Nogle gange ser vi faktisk at skolen og læringssituationen kan være et helle for barnet. Vi kunne stille krav til børn, selv om de var af anden  etnisk herkomst. Og selv om de ikke trives med kammeraterne. 

I Canada vælger de oftere den sidste udlægning, som jeg trækker frem: at børn godt kan lære, selvom om de ikke trives. Og tilsyneladende har de succes med det.

I Canada kan man støde på det statement, som hedder: “no more poor dear”. Med begrebet menes, at de i Canada finder, at man tidligere tog for meget hensyn til børns vanskeligheder, hvilket medførte, at de lærte mindre. 

Det har de gjort op med.