"Skæld ud" - eller opdragelse

Af og til kommer begrebet skæld ud frem, som en betydelig dagsorde, men meget tyder på, at der blive talt i øst og i vest, at man blander æbler og pærer, eller hvad man nu siger.

Der bliver fremført at skæld ud skader barnet og den unge.

Modstanden mod skæld ud bunder ofte i en socialkonstruktivistisk tilgang, hvor verden bliver god, hvis vi taler godt til børn og unge. En udløber heraf ser vi anerkendelsesteorierne.

Man må ikke sige nej til børn, man skal respektere børnenes integritet og forstå den. Nogle taler om, at når børn opfører sig dårligt, er det kun børnenes invitation til forståelse og samtale.

Resultatet af denne dominerende paradigme betyder, at det ikke er comme il faut at tale i negativt tonefald til børn og unge.

Tilbage står det statement, at man ikke skal skælde ud, og at børn tager skade af skæld ud.

På den anden side står mange professionelle med en anden oplevelse.

Mange, som virker i den pædagogiske verden, har taget sig til hovedet over denne statement. Det virker, som at få frataget vigtige virkemidler i en i forvejen pædagogisk kompleks verden.

For vi kender godt situationen i skolen eller i daginstitutionen. En elev opfører sig, reagerer uhensigtsmæssigt, forkert, ikke efter forskrifterne, moralen eller reglerne. Den voksne irettesætter eleven, påtaler den forkert ageren, retter på eleven, henviser til rette opførsel eller motiverer til en god opførsel.

Det kan handle om farlige situationer, det kan handle om situationer, hvor det går ud over andre børn - for skal vi ikke stoppe gentagne mobning - det kan handle om situationer, hvor det går ud over fællesskabets oplevelser.

Men hvad så, hvis eleven ikke retter sig efter henstillingen, men fortsætter - måske provokativt - sin forkerte opførsel. Ja, så taler man tydeligt, bruger sin autoritet og ikke mindst skolens eller institutionens autoritet: sådan gør man ikke her. Og så skulle den være på plads.

Men vi ved godt, at det ikke altid bliver sådan.

Og hvis vi følger tilgangen, at hvis man tager en konflikt, så vinder vi den, for ellers mister børn og unge tilliden til den voksne. De ser, at den voksne tager kontrollen og hjælper med at få den ordentlige harmoniske situation reetableret.

Det sker hver dag i den pædagogiske kontekst, og det er hensigtsmæssigt og nødvendigt.

På den måde opbygger man også en ontologisk sikkerhed i børn og unge.

Der er nogle, som opfatter dét som skæld ud. Men det er det ikke.

Det er den almindelige justeren, den voksne er forpligtet på at hjælpe eleven med i udviklingsperspektivet. Det er en justeren, som vi unge og voksne hjælper hinanden med gennem resten af livet, for det er i det sociale samspil, vi modererer os og holder hinanden på dydens gode vej.

For at undersøge hvor denne divergens i opfattelsen af skæld ud kommer fra, kan vi gå til den amerikansk forskning om samme emne.

Når forskere, ikke mindst amerikanske forskere, beskæftiger sig med skæld ud, taler de om det som: “harsh parenting”, hvilket kan oversættes ved tvangshandling, negativt emertionelt udtryk, som at råbe, kritisere og slå (shouting, criticizing, hitten the child) og dermed psykisk og fysisk aggression. Harsh kan oversættes som barsk.

Her henvises til, at den voksne taber besindelsen, bliver hidsig eller råber op (screaming).

Det er denne forældrereaktion, som amerikanske forskere mener kan give traumatiske spor hos børn, og som de på sigt kan tage skade af.

Det er en anden og smallere definition af skæld ud.

Der er nogle skæld-ud-modstandere, som har tolket forskernes advarsel mod at skælde ud, som at man ikke må regulere, opdrage, sige nej, for det er skadende for børn.

Som når forældre, amatørpædagoger, influencere, og andre meningsdannere blander begreberne sammen.

De tror, at modstanden mod skæld ud også gælder almindelig regulering og socialisering.. Og at man ikke må sige nej eller rette på børn og unge, ikke opdrage dem. For de tror, det skader dem.

Der er således meget, meget langt i definitionerne af skælde ud, om det er det overgrebne råben og miste besindelsen - og så til at regulere og opdrage.

For nej - når man ikke må skælde ud, betyder det, at man ikke skal råbe og skrige over børn, man skal ikke blive hidsig, miste besindelsen eller være barsk

Man må derimod gerne være skrap, socialiserende og opdragende.

Skæld ud er et mærkeligt uprofessionelt og ureflekteret begreb. Drop det, og lad os tale om socialisering, opdragelse, etisk opførsel, moral og fælles regler.