I 9. klasse er det for sent - en problematik i vertikant eller horisontalt perspektiv

Da temaet om uddannelsesparathed dukkede op, sad jeg i en tænketank, som straks gik i gang med at analysere på de fordringer, det måtte give, og tænketanken afholdt en konference med deltagere fra Folkeskolen og ungdomsuddannelserne. 

Det kom der flere arbejdsgrupper ud af. Jeg sad i en arbejdsgruppe, som angreb temaet på en del områder. 

Undervisere fra ungdomsuddannelserne fortalte i arbejdsgrupperne om deres udfordringer, specifikt med de elever, som kom direkte fra Folkeskolen. Mange af eleverne var netop ikke uddannelsesparate, når de kom videre til ungdomsuddannelserne.. Det gav sig bl.a. udslag i stort frafald, stor usikkerhed om fremmødet, manglernede koncentration og usikkerhed blandt de studerende om meningen med uddannelsen. Mange elever havde svært ved at se sig selv som studerende i ungdomsuddannelse. 

Nogle elever havde svært ved at få det logistiske til at passe ind: hvilken dør skulle de gå ind af, når de kom første gang, hvad hvis bussen ikke passede, hvad ville der ske, hvis de ikke kendte nogen, når de kom m.v.

Undervisere på ungdomsuddannelserne fortalte, at der var mange unge, som droppede ud af uddannelserne, og at de elever, som blev, var meget ustabile med meget fravær, udisciplinært fremmøde og uengageret indsats. På én ungsdomsuddannelse, havde man indført “klassens time” for at imødegå disse udfordringer, ligesom man indførte klasselærerordning og udbyggede mentorordninger. 

Det karakteristiske var, at de ikke var robuste nok til at studere i en nyere og mere fremmed verden. Mange af dem havde ikke habitus til denne uddannelsesverden og flere af dem manglede ambitioner til overhovedet at uddanne sig. 

Underviserne fra ungdomsuddannelserne kom med de antydninger, at alle unoderne skyldtes dårlig kultur indlært i Folkeskolen. 

I den tidligere tilgang har det været udtalt, at det aldermæssige ovenliggende uddannelsesniveau har skældt ud på det underliggende for ikke af levere kvalitative elever/studerende. Universiteterne har skældt ud på ungdomsuddannelserne, som har skældt ud på Folkeskolen, som igen har skældt ud på daginstitutionerne. 

Udover dét har man fokuseret på det horisontalte perspektiv for at lave sammenligningen mellem aldersvarende børn og unge. Denne komparative sammenligning ses ved nationale test rangordninger ved afgangsprøver, og det ses i forskellige psykologiske test, hvor der i sammenligningsgrundlaget bruges alder. 

Jeg udfordrede tidligt hele denne kompleksitet ved at udtrykke: “ i 9. klasse er det for sent”. Med synspunktet menes, at hvis ungdomsuddannelserne oplevede  relevante udfordringer, som beskrevet ovenfor, er det ikke nok at sætte fokus på det direkte underliggende niveau, men på hele den vertikale indsats. Med den optik er det ikke nok at pege på, at. “ i 9. klasse er det for sent”. Det er også for sent på mellemtrinnet, i indskolingen og endda i daginstitutionen. Problemet skal løses i vertikalt perspektiv, og vi skal udveksle informationer om problematikker gemmen alle lag på de vertikale niveauer.  

Opmærksomheden, som skal bedre læringsbetingelserne på ungdomsuddannelserne skal ikke alene være løst ved tidlig fokus, - men også ved koordineret fokus. 

Derfor må spørgsmålene lyde, at hvis vi skal have robuste, disciplinerede og motiverede elever på ungdomsuddannelserne (og de videregående uddannelser), hvad skal der så fokuseres på i 8. klasse, 3. klasse, daginstitutionen og i barnets første år? 

Det entydige svar er svært at finde, men et bud kan være at sætte fokus på de individuelle kompetencer som personlig robusthed, selvledelse og selvregulering og selvmotivation og på den sociale kompetencer som samarbejdsevne, kommunikative evner, tilpasningsevne og mentaliserings evne 

Netop fordi der i ordene “- i 9. klasse er det for sent” ligger implicit, at denne optik tager rigtig mange år, er det på høje tid, at vi tager fat og får diskuteret indsatsen i vertikalt perspektiv.