De usynlige syge

DR-dokumentaren “”Fodboldens usynlige syge” går tæt på en række tidligere og nuværende kvindelige landsholdsspilleres kamp med mentale lidelser i forbindelse med landsholdssamlinger, hvor vægtdata har været synlig for alle og dermed genstand for sammenligninger spillerne imellem.

I dokumentaren fortæller journalisten, at redaktionen har været i forbindelse med 35 tidligere og nuværende landsholdsspillere, der alle har symptomer på en eller flere mentale lidelser. Et nyt evalueringsapparat med flere tests og mere data sættes i system op til fodbold-EM i 2013, hvor visse rammer omkring spillerne optimeres for at målrette træningen.

Spillerne fortæller, at det er de “offentlige vejninger”, der kickstarter en lavine af spiseforstyrrelser, angstanfald, overtræning og symptomer på depression. Ifølge DBU’s direktør, Peter Møller, er vejningerne sket for at forebygge dehydrering og altså for at præstationsoptimere. Noget som har været almindelig praksis inden for cykling og håndbold.

Statistikken omkring den mentale sundhed inden for kvindefodbold er skræmmende. En rapport udfærdiget af idrætsforskere viser, at 28,1% af Danmarks kvindelige elitespillere har symptomer på angst, og 40,3% har symptomer på depression. Tallene er fire gange højere hos kvinderne end hos mændene.

Dokumentaren er relevant og understreger,

• at DBU’s testapparat har slået fejl

• at DBU ikke har forståelse for forskellen mellem kvindelige og mandlige eliteudøvere, og at det kunne hænge sammen med en overrepræsentation af mandlige trænere, som ikke forstår, at kvinder i højere grad bliver følelsesmæssigt belastet af at være i konkurrenceprægede miljøer end mænd.

• at der i høj grad mangler fokus på den mentale sundhed hos både DBU og ikke mindst i klubregi, hvor spillerne har deres daglige træning.

Manglen i dokumentaren er dog det ensidige fokus på DBU’s kluntede indsamling af vægtdata som tungestvejende årsag til spillernes dårlige mentale helbred. Jeg savner en kritisk stillingtagen til de kvindelige eliteklubber, hvor man i dagligdagen har mulighed for at sætte fokus på problemet. Får en spiller en fysisk skade, kan vedkommende få lægehjælp, fysioterapi og genoptræning, men det opdages tilsyneladende sjældent, hvis en spiller lider mentalt, eller også bliver det negligeret.

Sammenligner man de kvindelige elitespilleres mentale helbred med resten af den kvindelige befolkning i ungdomssegmentet, er der stor lighed, men dog med overvægt af mentale lidelser hos de kvindelige eliteudøvere, som kan tilskrives det naturligt højere præstationspres.

Sammenhængen mellem de to samfundssegmenter er, at de begge er en del af en generation, der er vokset op i en overophedet ungdom, der føler sig kaldet til at skulle præstere på alle parametre uanset, om vi taler sport, skole, venner og sociale medier i en perfekthedskultur uden ro, uden tid til eftertænksomhed og under parolen, at “alt er muligt, men det afhænger af din egen indsats”. Mange unge er under den fejlagtige opfattelse, at de konstant skal være motiveret, ambitiøse, udstråle overskud, sidde på førersædet i eget liv, og de har fået at vide, at de kan, hvad de vil, og at de er perfekte, som de er. Men når man af sine forældre får at vide, at man er perfekt, bliver det blot endnu sværere at åbne op for sine helt naturlige begrænsninger og uperfektheder. Men ubetinget kærlighed handler om at kunne rumme det uperfekte, og vi kan aftabuisere mange indre lidelser, hvis vi i højere grad tilskynder det uperfekte. Friheden til at vælge sin vej og blive det man ønsker, opleves i højere grad som en byrde end som et privilegium, og særligt mange unge kvinder føler sig derfor ensomme i et emotionelt frit fald.

Samtidigt er mange af de samfundsstrukturer og -aktører, tidligere generationer havde, enten usynlige eller forsvundet. Strukturer og autoriteter som systematisk er blevet nedbrudt gennem de sidste 50 år. For at undgå det ensomme frie fald, savnes voksne til at udløse faldskærmen, nogen at se op til, nogen at gøre oprør mod, for vi har en tendens i nutidens voksengeneration, der ikke ønsker at være voksne, men snarere konkurrerer om at være unge med de unge, være i øjenhøjde og føle det samme som de gør.

Derfor mangler de unge nogen at gøre oprør mod, og når der ikke er nogen, de kan skændes med og verbalt og følelsesmæssigt slå på, vendes det ellers instinktivt, naturligt udadvendte oprør følelsesmæssigt indad og forvandles til selvhad og selvdestruktiv adfærd.