Lev med irettesættelser i skolen

En skældudfri skole får efter sigende papir på at være skældudfri, når man målbart skælder mindre ud end 3 år tidligere. Det er i mine øjne en uambitiøs og middelmådig målsætning, hvilket flugter fuldstændig med det noget varmluftige begreb, “Den skældudfri skole”, hvor definitionerne er lige så konfuse som målsætningen. 

Det er svært at argumentere for hånende, ydmygende og hidsigt frådende høj-decibels skældsord i klasserummet. Personligt er jeg af den pædagogiske overbevisning, at de dannelsesmæssige intentioner med eleven er tabt på gulvet, hvis jeg hæver stemmen. Denne blog er derfor ikke et forsvar af skældud, men snarere en problematisering af det eksponentielt større gab mellem den feministiske omsorgskultur, som den skældudfri skole repræsenterer og de stadigt højere faglige krav, der stilles fra samfundets side. Høje faglige krav, der kun kan indfries gennem hårdt arbejde i en vertikal kontekst, der også er præget af pligt og ikke blot lyst.

Indskolingslærere italesætter i stigende grad individualiseringens tyranni i form af børn, der ikke formår at indgå i fællesskabets normer som fx at vente på tur, lytte til andre, spise sammen og rette sig efter en voksens henvisning eller irettesættelse. En irettesættelse der kan opleves som “skældud”, hvis eleven ikke er opdraget i et vertikalt spændingsfelt. Men det handler ikke om, at læreren skal gå elevens ærinde her og undgå irettesættelsen. Vi har et dannelsesmæssigt formål med vores praksis, der tager udgangspunkt i demokrati og fællesskab, og vores pligt er at gøre eleverne klar til at kunne indgå i samarbejde og kunne tage imod en arbejdsopgave fra chefen. Også en opgave man ikke har lyst til, men udfører uden at himle op i følelsesmæssig indignation.

Livet består for det meste af pligter, som skal udføres for at få fællesskabet til at lykkes. Det er limen, der holder et familieliv og et arbejdsliv sammen. At gøre lyst til en forudsætning for sine handlinger er en hån mod fællesskabet og vil for den enkelte i bedste fald medføre stagnation i livet. At undgå irettesættelser og i konfliktskyhed krybe udenom dannelsesmæssig vejledning foretaget med rettidigt omhu er en misforstået hensyntagen, der kortsigtet stiller eleven og enkelte forældre tilfredse, men i det lange løb blot forstærker individualiseringens tyranni og reducerer vores udviklende fællesskab til et rettighedssamfund beboet af selvcentrerede individer.

Den omsorgsdrukne forhandlingskultur vi længe har været i gang med at skabe tager udgangspunkt i tanken om, at passagerne er ligeså kyndige, vidende og fagligt kvalificerede som piloten, der skal styre flyet sikkert ned på landingsbanen. Det handler ikke om ligeværd. Det handler om faglig og dannelsesmæssig vertikalitet og ikke det horisontale fladland, hvor alting er lige godt uden struktur i prioriteterne.

Hvis vores børn kommer hjem og fortæller, at de har fået en irettesættelse, skældud eller mærket en lærers strenge blik tænker jeg, de er en erfaring rigere i livet, som de kan bruge senere til at rette ind.

Lev med det!