Tidens kvælende omsorgskultur

Med kulturudviklingen fra landsbykultur til global bevidsthed har vi banet vejen for det særligt sensitive senmoderne menneske med fokus på rettigheder i stedet for pligter og med et individuelt fokus på følelsernes indre verden i stedet for fornuft og handlinger, der først og fremmest har med vores medmennesker at gøre. Det er et resultat af en kulturudvikling, hvor et patriarkalsk udviklingsfokus er skiftet ud med en matriarkalsk omsorgsfokus. Det gælder både i skolen og i hjemmene. De kvindelige omsorgsværdier med ofret øverst i hierarkiet er nu styrende i skolens dagsorden, hvor det tidligere har været de mandlige udviklingsværdier med fokus på at flytte sig fra et niveau til et andet – på trods af, hvordan man har det. Mit eget motto er, at den svage er alles ansvar, og den stærke er alles stolthed.

Men hvordan får vi flyttet kulturen, og hvordan får vi flyttet eleverne?

Jeg vil i det følgende beskrive omsorgsværdierne som feminine og udviklingsværdierne som maskuline, fordi det i årtusinder har været kendetegnende for den traditionelle opdragelse. Med kulturudviklingen er det blevet mere mudret, og langt flere mænd, både lærere og forældre, tager udgangspunkt i de feminine omsorgsværdier end tidligere.

Når vores børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil eksempelvis lukker planerne om en national enhed, der skal sikre udfordringer og udvikling af de stærkeste elever i folkeskolen er det med begrundelsen med, at også de middeldygtige og svageste elever skal støttes. Når forfatter, Jeppe Søe, holder sine børn hjemme, når der er national test, er det med begrundelsen med, at de ikke skal udsættes for overgreb.

Rosenkrantz-Theil er så bange for at hjælpe de bedste, at hun forbliver middelmådig, mens Søe bilder sig ind, at han kan curle sine børns vej gennem tilværelsen med omsorgsværdier, der har mere fokus på, hvordan de har det, end hvem de bliver.

Trøst eller udvikling?

Et banalt eksempel på to forskelige tilgange til en begivenhed er nedenstående taget ud af hverdagen for en tilfældig forælder.

Lille Ida falder på cyklen og kigger undersøgende på sin mor, der i samme øjeblik tager sig til ansigtet med opspærrede øjne, hvilket gør Ida forskrækket og får hende til at græde. I virkeligheden er der sket det, at Ida lærer, at verden er farlig og bør mødes med mistillid og frygt. Men hvem i situationen har mest brug for opmærksomheden? Er det moren eller Ida? I virkeligheden har moren større behov for at mærke sin datters opmærksomhed end Ida har brug for sin mors. For der skete ingenting med Ida. Det er først, når vi undersøger vores egne motiver, vi kan erkende vores fejl. Når vores eget behov for at udvise omsorg står i vejen for børnenes udvikling, må vi erkende, at opdragelsen slår revner.

Lille Ida falder på cyklen og kigger undersøgende på sin far, der i samme øjeblik smiler og motiverer hende til at komme op på cyklen igen. Og hvad gør Ida? Hun kommer op på cyklen igen og indtager verden på trods af lidt asfalteksem. Faren afskriver sig selv og sit eget behov for at trøste ved at motivere Ida til at fortsætte sin tur på trods af uheldet. Perspektivet er naturligvis, at Ida lærer, at verden ikke er farlig, og at man skal fortsætte udfordringerne på trods af lidt ubehag. Behovet for udvikling fylder mere end behovet for at udvise omsorg.

Maskulin vertikal og feminin horisontal dannelse

Som lærer handler det om at flytte eleverne fra ét niveau til et andet. Når man skal flytte sig kræver det, at man befinder sig i grænseområder af sig selv, hvor man er utryg. Hvis man som lærer er optaget af, hvordan eleven har det, formår man ikke at flytte eleven betydeligt. Omsorgsværdierne er altså begrænsende i forhold til den enkeltes udvikling. Men vores nuværende kulturværdier har dæmoniseret de maskuline udviklingsværdier, fordi man gør sig al for umage med at fokusere på de feminine omsorgsværdier. At kræve og forvente noget af vores børn og unge mennesker anses i visse kredse som et umenneskeligt overgreb mod dem. Manglen på krav og forventninger har resulteret i en skrøbelig, tyndhudet og sårbar generation med en krænkelseskultur, der vanskeliggør faglig og menneskelig udvikling.

Som lærer er du kulturskaber og interesseret i udvikling som det primære. Relationen til eleverne skal være præget af tydelighed og tillid. De skal kunne regne med dig. Det betyder, at du skal være tydelig, klar i mæglet og klar til at vise dem en større verden.

Det handler som lærer om at fastholde deadlines, at fastholde fremlæggelser på klassen, at spørge elever der ikke selv markerer, at overhøre lektierne og i det hele taget tvinge dem ud af det mentale garderobeskab, de gemmer sig i, fordi de er vant til at lade sig styre af følelser som frygt, ubehag og selvmedlidenhed. Gør man sit job som lærer ved at gøre dette, risikerer man at fremstå kynisk og hård, og derfor skal man lærer turde risikere at føle sig uelsket. Når man er interesseret i at udvikle eleverne, er der mindre positivt feedback fra eleverne til os selv. Men det er en lærers pligt og følger med jobbet, for mange forældre og til dels kolleger og ledere er mere interesseret i omsorg og stabilitet end udvikling og fremgang, fordi deres behov for elevernes kærlighed fylder mest. Det er kortsigtet og egoistisk.

Det handler slet ikke om at genoplive lektor Blomme, for relationen til eleven skal være præget af gensidig respekt og ligeværd. Men der skal være et hierarki mellem lærer og elev, som vi gør klogt i fastholde, og det indebærer, at vi gennem faglig og social dannelse, viser, hvad der er bedst for eleven på trods af, hvad den enkelte elev synes eller føler.

Det rette perspektiv er en vekselvirkning mellem de feminine omsorgsværdier og de maskuline udviklingsværdier, hvor vi som lærere formår at leve med angsten for at føle os uelskede af elever og forældre i øjeblikket velvidende, at vi udvikler eleven til et højere niveau. Som lærer får man oftest først takken senere. Det kan jeg leve med. Mit behov for at udvikle eleverne er større end behovet for deres umiddelbare kærlighed.