Fra ensomhed til sammenhold

Der står 52 elever klar på græsplænen foran skolen fredag klokken 15:55 i starten af maj.. Iført bagage med sovepose, liggeunderlag, ekstra tøj, toiletpapir, strandskovl, pandelampe og et solidt adrenalinindhold i blodbanen går snakken højlydt blandt visse grupper, mens andre står tavse med blikket i jorden. Sidstnævnte ér gået i bås. Soldaterknappen er aktiveret, og de er klar til kamp. Kampen med egne grænser mellem behov og behovsudsættelse og mellem vilje og eftergivenhed.

“Ryk bare tættere på”, råber jeg, og stemmerne dæmpes, mens eleverne nu står i en bue om mig, og forældregruppen står bagved med store smil og korslagte arme.  Der er et par hoveders forskel på den laveste og højeste elev og et par tommers forskel mellem den bredeste og smalleste. De har dog alle gnisten til fælles. Og det er min pligt at puste til den.  Grænsen mellem at puste den til en knitrende flamme og at puste den ud er marginal.  

“Vi har sammensat et fantastisk program til jer med de bedste elementer fra tidligere år, og jeg lover jer, og jeres forældre, at I nok skal blive trætte, sultne, kolde, og I skal nok komme til at føle jer urimeligt behandlet”. Enkelte smiler skævt. De har prøvet det før. Andre vender blikket mod deres forældre. De er nye. “Når I mærker sulten, smerten i fødderne, ømheden i skuldrene og stoltheden, der hvisker, at I bliver uretfærdigt behandlet, skal I overveje, hvorvidt ubehaget rækker til at give op. Overvej jeres personlige mål, og lad viljen tage over. Lad viljen tage over, hvor lysten holder op”. Mine egne elever smiler. Dén sætning har de hørt en del gange. Men jeg holder fast på den. Deres succes afhænger generelt af, hvor dybe deres beslutninger er. 

“I kommer nu på hold og skal vælge en holdleder. Fremover taler vi kun med holdlederne, og vedkommende skal kalde os ved hr. eller fru efterfulgt af efternavn. Vælg derfor en leder, som I har tillid til forstår opgaven og kan formidle den til jer. Giv noget til fællesskabet, brug hinandens styrker, forhold jer positive til hinanden, til opgaven og mærk, hvor stærke I er sammen, og udnyt den styrke”. 

Dette er min sidste peptalk. Fremover hepper vi ikke, kommer ej med gode råd, dessiner eller en hjælpende hånd. De er overladt til gruppens styrke i med- og modgang. At vi som lærere trækker os, skaber stærkere grupper. Der er kun hjælp at hente i gruppens fællesskab. De lærer at spørge efter hjælp, og de lærer at rette opmærksomheden mod én, der har langt mere brug den, end de selv har.

Projektet hedder “De få rå”, og det er ikke uden grund. Foran dem venter 41 kilometers vandring med oppakning, et hop fra femmetervippen med bind for øjnene, terrænløb, forhindringsbane, håndtering af slange, fire timers søvn, et morgenbad i åen, aftensmad bestående af svinehjerner og snegle, mens instruktørerne får McDonalds, cirka 20 minutter efterladt alene i en skov om natten samt indtag af utallige stykker stærk chili og levende melorme plus en masse små gruppekonkurrencer - alt sammen fordelt over 24 timer, og de må ikke sætte sig undervejs. INGEN kommer igennem uden fællesskabets hjælp. Det er min vigtigste pointe.

Forinden har eleverne meldt sig frivilligt til arrangementet. Det er gratis, i skoleregi, og det koster kun tiden mellem fredag eftermiddag til lørdag eftermiddag samt al deres viljestyrke og eventyrlyst.  De fleste tager nu hjem inden. Alt bygger på frivillighed og fællesskab. Vælger de en aktivitet fra undervejs, udgår de, og vi ringer og beder deres forældre komme og hente dem. Klarer de alle prøvelserne, bliver de en del af “De få rå”, og der er som regel mellem fem og ti tilbage, når tiden ebber ud.

I en tid hvor isolation og ensomhed har fyldt verden, er fællesskabsprojektet mere relevant end nogensinde, og jeg håber, at flere lærere GIDER  arrangere den slags, og jeg håber, at flere ledere TØR lade lærerne arrangere det. Projektet skaber et særligt bånd mellem eleverne, og lærerne får et dybt indblik i deres elevers psyke, deres ressourcer, evne til samarbejde, kommunikation og viljestyrke. En indsigt der kan bruges konstruktivt efterfølgende. For eleven er det et minde for livet.

Kontakt mig for yderligere oplysninger om opstart, indhold eller samarbejde.

Instagram: @defaaraa

Facebook: De få rå på Stjernevejskolen