Ensomhed - symptomet på en syg kultur

Vi er en generation af pendlere mellem en historisk set uovertruffen global bevidsthed og en narcissistisk selvoptagethed, der gør os utroværdige. Når det handler om klimaforandringer, menneskerettigheder i Kina eller det amerikanske præsidentembedes konsekvenser for resten af verden, formår vi både at udtrykke os og føle en moralsk forpligtelse. Men når det gælder det helt almindelige hverdagsliv med omsorg for vores nærmeste , diskvalificerer vi os selv som handlekompetente og erklærer os hjælpeløse og uden moralsk ansvar for hinanden.

”Jeg må gøre, hvad der passer mig, så længe det ikke afholder andre for at gøre det samme” er et gældende moralsk kodeks fra Christiania til Børsen.

Men hvor mange gange om dagen går vi mon ikke forbi et menneske, vi kender, der har langt større behov for den  opmærksomhed, som vi i alt for højt omfang tildeler os selv? Vores verden er fyldt med ensomme unge og ældre, der ikke tør række hånden ud i frygten for at blive afvist, og samtidigt har vi gennem kulturudviklingen oparbejdet et moralsystem, hvor vi først og fremmest har tankerne rettet mod selv.

Mit ærinde handler om at stille sig til rådighed for verden, og når vi retter 14 milliarder års højt udviklet bevidsthed mod os selv og vores egen skærm afslører vi både en egoistisk kynisme, og vi signalerer til vores omgivelser, at de ikke er umagen og tiden værd. Dét skaber ensomhed for begge parter, og begge er ofre. Den ene er offer for sin egen selvoptagethed, og den anden offer for manglende emotionel tilknytning og relationel opmærksomhed. Havde vi blot samme fokus og gennemslagskraft på vækst i vores relationelle forhold, som vi har på vores karrierer, ville skilsmisseraten og tallet for ensomhedsramte dale betydeligt.

Vi er den senmoderne generation med hver vores regnbue af identiteter, og vi er medieeksperter i at sætte os selv i scene som forældre, som venner, som ægtefolk, som karrieremennesker, som sportsudøvere og indretningseksperter, men i det senmoderne fællesskabs orkester vil alle spille solo hele tiden. Og enhver med bare lidt praktisk erfaring med musik ved, hvordan lydbilledet kollapser, når alle improviserer og dyrker sit eget instrument samtidigt uden øre for samspillet. Det er naivt at tro, at det samme ikke gør sig gældende i vores familier og vores indbyrdes forhold. Når vi i uhørt grad retter vores opmærksomhed mod os selv og egen udvikling, kollapser båndene imellem os.

At vi selv insisterer på at tage rampelyset på scenen kommer til udtryk  alle. Lige fra forældrefester på skolen til tv-værter, youtubere og andre influensere, der stiller sig pinligt i vejen mellem linsen og sagen.

Denne form for selviscenesættelse og præstationspres i en globaliseret, men samtidig navlepillende verden uden faste rammer og tydelige og troværdige voksne skaber ensomme og skrøbelige børn og unge, der mere end nogensinde i verdenshistorien hungrer efter tydelighed, opmærksomhed og emotionel tilknytning til relationerne omkring dem.

Ensomhed er forbundet med tabu, fordi vi er bange for at blive stigmatiseret i en verden, hvor det udadvendte er normen, og hvor vi konstant mindes om, at det er den agile, omstillingsparate og mennesket med multiple personligheder, der er forbundet med succes. Men der er nuancer af ensomhed og et utal af årsager til, at følelsen på et tidspunkt kan overmande os. Skilsmisse, død, social angst, lavt selvværd, præstationsangst og introverthed. Tabuet kan slås i stykker med handling og samtale. Handling i forhold til det relationelle arbejde i klassen mellem eleverne og mellem lærer og elever. Der skal skabes relationer, og de unge skal sættes i situationer, hvor de ikke har anden mulighed end at tale sammen. Går eleverne morgentur 2 og 2 sammen i tyve minutter, er de i dette tidsrum gensidigt afhængige af hinanden. De får input til samtalens indhold, men bestemmer i øvrigt selv. På en 20 minutters gåtur tvinges en samtale i gang, og det knytter et bånd. Følelsen af ensomhed smuldrer.

Samtalen på klassen skal synliggøre mangfoldigheden i årsagerne til ensomhed og bryde tabuet. Læreren skal gå forrest med sine egne erfaringer med ensomhed og bane vejen for elevernes mod til at ytre sig.

På samme måde som livet på jorden er afhængig af ydre påvirkning fra solen, er vi som mennesker afhængige af følelsen af fællesskab og tilknytning til en gruppe eller en anden person. Har vi ikke en integrerende, vertikal dimension i vores liv i form af ydre mening eller et fælles formål, vil personligheden disintegrere, smuldre og vil vise sig som følelsen af ensomhed. En gruppe med et fælles formål er et fællesskab med ydre mening, der limer os sammen. Det giver én forpligtelsen til at tage ansvar for projektet og for hinanden. Pligterne er et udtryk for sammenhængskraft. Det gælder både i klassen, på arbejdet og i vores private forhold. Uden det fælles mål og den ydre mening reducerer vi os til løsrevne bestanddele, hvor vi er os selv nærmest med fokus på rettigheder fremfor pligter.