Sådan gør vi de unge mere robuste

Ægteskaber, forhold, arbejdspladser, orkestre, sportshold ødelægges, når der ikke er et forlig om udvikling i samme retning. Når vi er for optaget af os selv, vores indflydelse og status, vores eget spejlbillede, vores kunnen på de sociale medier, vores egen karriere, så leder det til ensomhed og stagnation.

På Stjernevejskolen i Hedensted angriber vi offerbevidstheden, krænkelseskulturen og forsøger samtidigt at opbygge robusthed, selvdisciplin, moral og gode sociale samværsformer gennem projektet "De Få Rå".

Mange tror desværre, projektet, "De Få Rå" handler om individuelle præstationer, fordi det udefra ligner et 24 timers udskillelsesløb, hvor de stærkeste klarer sig igennem. Det er ikke sandt. Ingen klarer sig gennem uden fællesskabets hjælp. I virkeligheden handler det om individuel udvikling gennem fællesskab og dermed også udvikling indenfor den sociale kompetencer. Verden er fuld af ensomme mennesker, der ikke tør række ud efter hjælp.

Fra starten af projektet påtager vi lærere os en rolle med mentalt fravær for at distancere os mentalt og følelsesmæssigt fra eleverne ved at skulle kaldes ved efternavn. Vi går ikke forrest i øvelserne og gør os i det hele taget umage for at gøre tingene besværlige for deltagerne. På denne måde vil eleverne opleve at stå mere på helt egne ben. Det vil udvikle deres selvstændighed og naturligvis presse dem mentalt, hvis de er vant til at have voksne til at være tæt på og gøre tingene sammen med dem, eller hvis de slet ikke er vant til at udføre pligt uden lyst. Vi vil gerne, at deres egen succes undervejs er afhængig af dybden af deres egne beslutninger frem for vilkår, held eller tilfældigheder. Men der er ingen, der kommer langt uden fællesskabets nåde, og det er for mig, den vigtigste læring i projektet. Alle kan føle sig ensomme, og vi tvinger dem, ved de voksnes manglende nærvær, at række ud efter hinanden, og de opdager, at der altid er en hånd, der griber.

Jeg lover altid forældrene inden start, at deres unge mennesker vil føle sult, ubehag, kulde, pinefuld træthed i hele kroppen og vil modtage en, i deres øjne, uretfærdig behandling. Det er her, de kæmper med offerrollen og deres følelse af krænkelse. Den vil vi rigtig gerne udrydde. Det er det totale fravær af nærvær, der er svær at deale med. Vi er opdraget til at synes, at det er finere at føle end at tænke, og når 13.7 milliarder års udvikling af bevidsthed kredser om os selv, så gør det rigtigt ondt. De indser undervejs, at det er muligt at handle på trods af, hvordan de har det, og hvor vigtigt fællesskabet er for vores livsmod, vores livskvalitet og tro på os selv.

Pointen er at opdrage de unge til at droppe selvoptagetheden. Når vi erkender selvoptagetheden, kan vi også fjerne det filter, der forhindrer os i at opnå en personlig, en relationel og en kulturel udvikling, vi elles ville have været foruden.

Det er afgørende, at vi forsøger så ofte som muligt skifter fokus fra det, vi ved i forvejen til det højere. Til dét vi ønsker at få ind under huden, til det vi i virkeligheden ønsker at blive klogere på og bedre til.

Det nye er risikabelt. Men det er nødvendigt for udvikling. Alternativet er tilsanding og erosion af kultur og adfærd. Det betyder ikke, at vi skal pendle fra projekt til projekt uden refleksion og uden integration af det allerede eksisterende. Men vil du udvikle dig, må du flytte dig. Det kræver robusthed, for du vil møde ydre og indre modstand, og når du gør dét, ved du, at du er på rette vej. 

Men vi er voldsomt optaget af stemninger og velbehag. Desværre har vi som før nævnt gennem de sidste 50 år udviklet den filosofi, at det er finere at føle end at tænke, og vi kan nærmest blive anklaget for at være uautentiske, hvis vi ikke hele tiden fortæller, hvordan vi har det. Dét vil jeg gerne anholde.

Hvis vi er interesserede i tilværelsen med vores medmennesker på tilværelsens præmisser, må vi blive den særligt sensitive offerbevidsthed til livs. Når vi beslutter os for at flytte fra dette, udsætter vi os for en lammende følelse af risiko. Angsten for at fejle. Sådan er det at lade det mentale landingsstel ramme planeten. Det kan give ridser og buler. Pointen er, om du for stedse vil gemme dig i et mentalt garderobeskab omsvøbt i følelsesmæssig indignation uden at være i stand til at bære vægten af dit indre følelsesliv? Pointen er at være nærværende og deltage i tilværelsen uden undskyldninger og bortforklaringer.

Vi har ikke brug for mentorer eller coaches. Vi har brug for fællesskaber med fælles mål om udvikling – det forsøger vi på Stjernevejskolen med De Få Rå.

Se mere om projektet her:

https://www.facebook.com/De-F%C3%A5-R%C3%A5-p%C3%A5-Stjernevejskolen-354885608041639/