Angsten ved det ulideligt frie valg

Modernismen brød med de gamle og rustne samfundsstrukturer og banede vejen for et decideret ungdomsliv, begrebet fritid og en frihed til at bryde den sociale arv. Det var en fabelagtig periode i danmarkshistorien, hvor kvinderne fik deres økonomiske frihed og en reel uafhængighed af manden, der indtil da havde båret den finansielle råderet i familierne. Det økonomiske opsving i 50’erne og 60’erne gav tilmed ungdommen langt større mulighed for at læse og studere sig til en større livsindkomst end deres forældre og til et rigere liv med langt større frihed end tidligere generationer.

Men de mange muligheder og den påståede korte afstand til lykke i rigdom og prestigefyldte karrierer og livsveje øger presset på de unge, der ovenikøbet skal finde sig i konstante evalueringer i skolen og i medierne - blandt andet med vor tids måske mest sofistikerede form for børnemishandling - den nationale test. Den blev godt nok officielt sløjfet af den nuværende regering, men er reelt stadig på menuen og vi venter i spænding på, hvordan den gamle vin kommer til at smage på den nye flaske. Formentlig ganske ligesom før.

Tallene FØR Corona skræmmer

Følelsen af ensomhed, angst har været stærkt stigende blandt de 10-24-årige gennem en længere årrække - også FØR corona, og der har været en 10-dobling i ADHD-diagnoser mellem 1996 og 2016. Der kan være flere årsager til eksplosionen af følelsen af mistrivsel blandt unge. For det første øger friheden til selv at vælge i et overvældende udvalg presset på den enkelte. For hvis præmissen er, at du stort set selv kan vælge din karrierevej, er det jo din egen dovenskabs skyld, hvis du ikke har succes i livet. For det andet er mangel på robusthed også kendetegnende for samme generation. De er ikke i så høj grad vant til, at livet kan gøre ondt, fordi de har haft forældre, der i stort omfang og bedste mening har gjort, hvad de kunne for at underholde og fjerne ubehageligheder for dem, hvilket resulterer i endnu større fortvivlelse, når livet rammer dem. Og det gǿr det uvilkårligt før eller siden.

For det tredje er børn og unge involveret i alt for mange af dagligdagens små og store spørgsmål. “Vil du med hjem?”, spørger forældrene deres barn i vuggestuen og senere samme dag; “hvad vil du gerne spise til aftensmad, “vil du gerne i seng nu”, “hvilket tøj vil du have på i morgen”, “hvor vil du gerne på ferie”? 

I mange familier bruger for små børn for stor tankevirksomhed på ting, de voksne egentlig skulle tage ansvaret for. Vi stiller for store krav om ansvar til vores mindste børn, der møder voksenspørgsmål alt for tidligt og for små krav til vores ældste børn, fordi friheden til at vælge alt i tilværelsen er blevet normen - også i opdragelsen. Skal vi tage bekymringerne og ansvaret fra vores yngste og dermed også fjerne kimen til angst, skal vi som voksne blive væsentlig bedre til at påtage os ansvaret for beslutningerne og risikere at føle os uelskede for en stund, mens vi gengælder den eventuelle modstand med ubetinget kærlighed. 

Moderér mavefornemmelsen

Vi bør moderere vores brug af mavefornemmelsen. Både fordi den ofte er forbundet med irrationelle følelser, men den misbruges også af voksne, der ikke ønsker at tage den ubehagelige beslutning, som mange unge ellers gerne vil have. Ved at fratage dem vor tids største rettesnor i livet, “hvad siger din mave”?, påtager vi vores ansvar som voksne.  Hvis vi herhjemme brugte børnenes mavefornemmelse som rettesnor, kom den 8-årige i skole med makeup og tyl hver dag og levede af McD, og den fantasiverden skal vi skåne vores børn og unge for. Mavefornemmelsen er god at træne, men den skal ikke overtage de voksnes ansvar, fordi det er det letteste, og trænes den for ihærdigt, risikerer man at få ondt.

For at lette presset på vores børn bør vi sørge for mere faste rammer i deres hverdag. Alt for mange er i for høj grad overladt til sig selv med for store beslutninger i deres tilværelse. De har brug for at mærke de voksnes holdninger, værdier og normer. Det gør dem trygge og langt mindre angst at have retningslinjer i tilværelsen med værdier og regler. Prisen er ikke at miste deres kærlighed, som mange forældre og lærere frygter. Prisen for at stille krav og give ubetinget kærlighed er at føle sig midlertidigt uelsket. Det bør være til at leve med, og det er et vilkår for opdrageren. Lønnen kommer først senere, men i form af roligere unge, der er i langt større balance i livet.

Links:

http://www.vidensraad.dk/nyhed/ny-rapport-stigende-mental-mistrivsel-hos-de-10-24-%C3%A5rige

https://www.dst.dk/da/informationsservice/blog/2021/05/Mentalt-helbred