Er der en voksen til stede?

De uregerlige drenge, diagnoser og stressede piger fylder historisk meget i ét af verdens lykkeligste lande, og vi har som nærmeste voksne det største ansvar for denne udvikling. Men vi er som lærere og forældre for bange for konflikter og har generelt for travlt med selvrealisering i vores sociale medieliv, mens vi nøler med at være troværdige voksne forbilleder. Faren for at lyde som en mavesur gammel mand er klart tilstede, men det tør jeg. Det er netop min pointe, at der er brug for en voksen i dette senmoderne fladland, hvor værdier og moden overvejelse hurtigt bliver forvekslet med mavesurhed.

God undervisning og dannelse tager udgangspunkt i forståelsen af, at der er noget, børn og unge bør og skal vide om verden og ansvaret for fællesskaber, uagtet om de har lyst til det eller interesse for det. At tage ansvar, stille krav, at være tydelig og at have forventninger til børn og unge er i grunden kærlighed for udvikling og omsorg. Den rousseauske paradisforestilling om at børnene, naturligt og af sig selv, finder deres plads i livet over tid er misforstået. Der bliver simpelthen i skolen og derhjemme brugt for megen tid på det, man har lyst til, og for lidt på det, man bør og skal. Der bliver brugt for megen tid på trivsel og for lidt på udvikling og læring. Min pointe er, at vi skal gøre børn og unge så robuste, at de gør deres pligt, uanset om det er lektier, afleveringer, huspligter eller løbeture – også når livet går dem imod, når de ikke har lyst, og når de ikke er motiverede. Som voksne er vi for hurtige til at give efter.

Lad os starte et andet sted. Man kan ikke have noget mod kvindefrigørelsen, omvæltningen og paradigmeskiftet i folkeskolen og i samfundet - væk fra de på forhånd givne hierarkier og større opblomstring af omsorgsværdier med nyt fokus på trivsel, medbestemmelse og indflydelse. Problemet er blot, at succesen fra tresserne og halvfjerdserne nu truer med at drukne en generation i angst, stress og følelsen af meningsløshed og modløshed. Manglen på den naturlige autoritet og vertikalitet – ikke blot i undervisningen - men også i opdragelsen af vores børn har aldrig været større. Voksne vover alt for sjældent at føle sig uelsket for en stund. De tøver for længe med at vise og fortælle, hvad der er rigtigt og forkert. Den digitale selviscenesættelse, selvrealisering samt fraværet af moralsk pondus gør vores børn forvirrede og skrøbelige, fordi de er overladt med for mange beslutninger og selv skal finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert.

Det moderne væsens selvdyrkelse, Instagram-kulturen, den lystbetonede opdragelse, hvor faglige, dannelsesmæssige og menneskelige forventninger opfattes som et overgreb på børnene er i mine øjne årsager til den øgede ensomhed, isolation og forvirring blandt mange unge. Børn og unge har en radar, der konstant søger en nærværende og tydelig voksen, der fastsætter rammerne, så de ved, hvilken retning der skal følges, og hvilke regler der gælder. Når de får de rette rammer af en tydelig voksen, og når de erfarer, at reglerne ikke kan diskuteres, falder de til ro i sig selv, fordi de ved, at der er en person med autoritet, der tager ansvaret, og dermed kan de begynde at koncentrere sig om faglighed, dannelse og fællesskabet i stedet for at lede efter smuthullerne.

Angsten for at tage ansvaret som voksen og manglen på vilje til at sætte kursen skaber emotionel turbulens, forvirring, stress og mangel på mening hos børnene. De skal ikke altid spørges, hvad de har lyst til, om de har lyst til at tage med på museum, om de har lyst til at  støvsuge, om de har lyst til at vente på tur, række sovsen videre, gå i bad eller hjælpe til i al almindelighed. Den ansvarlige voksne fortæller, at der er noget, man skal, noget man bør, og noget man har pligt til – uanset, om man har lyst til det eller ej.