Blog

Allan Jørgensen

Blog

9C, 1992, London
9C, 1992, London

Vi skal have fred og ro tilbage

Mange flere formaliserede lærerprocesser, formalisering af elevernes pauser, et øget antal læringsmål, fremdriftsreform, øget forældreinvolvering og digitalisering har i årtier stjålet mere og mere af børn og unges fritid, og presset ér blevet for stort. Vi bør i stedet skabe rammerne for, at vores unge kan lære at administrere at kede sig røven ud af bukserne.

Publiceret Senest opdateret

Det er let at komme til at romantisere fortiden, og særligt barndommen risikerer at blive udsat for bundløs melankoli og sirupsød nostalgi, når man sammenligner den med nutidens topgearede børne- og ungekultur. 

Måske med undtagelse af de fortællinger jeg til overflod har videregivet til mine egne børn. 

Fx fortællingen om dengang, jeg på den 10 kilometer lange skolevej tværs gennem den sneklædte skov slog en brunbjørn ihjel med et sammenrullet kladdehæfte, dengang insekterne var så store som en Simca og havde pigge på vingerne og sylespidse spyd som brod.

Allan Jørgensen

Uddannet folkeskolelærer med bachelor i idræt. Tidligere efterskolelærer og træner. Presseansvarlig hos Team Saxo Bank (2010-2014), Team CULT Energy (2015) og VIRTU Cycling (2018-). Bloggen kommer til at handle om kulturel og social dannelse, læringskultur og en generel afstandtagen til nænsomhedstendenserne i folkeskolen og i samfundet.

“Just do it”, “carpe diem”, “intet er umuligt”, “ vi skal ses fra månen” og “sigt efter stjernerne” er blot få af de mange udtryk, der billedliggør nutidens kulturelle forventningspres på vores børn og unge. 

“Du skal blive den bedste udgave af dig selv”, gerne løbe et par marathons, foretage en jordomrejse, sørge for dine forældre kan poste dine 12-taller på Facebook, have en stor venneflok, ikke sidde for meget alene, deltage i de rigtige fester, samtidig være ambitiøs, omstillingsparat, udadvendt, shine på SoMe og blive en god, solid borger, der sætter et positivt aftryk på landets BNP, alt imens du 24/7 tæppebombes med angstprægede nyheder om klimaproblemer, krigen der rykker tættere på, hungersnød og katastrofen over dem alle; stilstand i den økonomiske vækst. 

Der er ALT for meget fart på for de fleste (for nogle er der stadig for lidt..).

I et desperat forsøg på fortrængning og eskapisme søger du meget naturligt telefonens altid gavmilde og uendelige strøm af underholdning bestående af kaskader af korte reels, der kommer med så høj hastighed, at hjernen ikke når at absorbere indtrykket og forankre nogen form for erfaring eller viden, før et nyt afledende, vildledende og ofte fordummende indslag skyller ind over dig. 

Med fare for at lyde som en gammel reaktionær mediterende hippie, mener jeg, vi har glemt noget helt essentielt. 

Fordybelse. Selvstændig tankevirksomhed. Håndtering af egne følelser. Analogt socialt samvær, bevægelse i naturen, musik, kunst, selvbeherskelse og personlig handlekompetence der primært katalyseres ved at få lov til at kede sig røven ud af bukserne. 

Jeg er glad for, jeg var barn og ung i halvfjerdserne, firserne og starten af halvfemserne, hvor de færreste hørte om stress, angst og depression, fordi vi som børn og unge ikke konstant skulle forholde os til det massive pres fra digitaliseringen og de voksne omkring os. 

Vi fik på mange måder lov at gå i fred i en verden, der var længere fra den voksne verden, end vi ser i dag. Ingen legegrupper. Ingen forældrefester. Ingen Aula. Færre var venner eller veninder med deres forældre. Vi var børn, og forældrene var forældre. Vi var ikke projekter, men børn med retten og friheden til at være i fred og netop være børn og være skolelev. 

Det var Fluernes Herre i skolegården såvel som i fritidslivet, hvor der var en fast hakkeorden med til tider grov mobning og slåskampe mellem grupperingerne. Mobning og slåskampe har heldigvis længe været på retur. 

Men til gengæld er freden forbi. Lad os få sidstnævnte tilbage.

Powered by Labrador CMS