Fra videns- til rettighedssamfund

Universet udvider sig. Det har det gjort siden The Big Bang for 13,7 milliarder år siden, og det sker med stadig stigende hastighed. Hvis ikke universet udvidede sig, ville det kollapse på grund af tyngdekraften. Vi eksisterer kun i en relativ stabil tilværelse på planeten Jorden, fordi vi lever i spændingsfeltet mellem udvidelse og tyngdekraft. 

Princippet om en ydre påvirkning som forudsætning for eksistens gør sig gældende overalt. Ikke blot i astrofysisk forstand, men også i et biologisk, menneskelig, kulturel og faglig henseende. Planter, dyr og mennesker dør uden sollys udefra, isolerede mister langsomt forstanden, og hvis eleven kun er interesseret i det, han allerede ved i forvejen, kollapser på samme måde hans faglige og menneskelige udvikling.

Udvikling kræver altså en vertikal, udefrakommende påvirkning, og det er i undervisningssituationen læreren, der med personlighed, humor og naturlig autoritet påtager sig ansvaret for både at udvide elevernes faglige bevidsthed samt skabe rammerne for den menneskelige og personlige udvikling. Men da eleverne i stadig stigende grad er vokset op i horisontale familiemønstre, hvor vækst er erstattet med forhandling, er forudsætningen for ydre, vertikal påvirkning beskadiget. Det er ikke nyt, at eleverne i stigende grad føler sig krænkede, får mavepine og snarere kalder på deres ret til frihed end deres egen vilje og arbejdsmoral, når underviserne i landets folkeskoler har menneskelige, dannelsesmæssige og faglige forventninger til dem. Og elevernes angst for forventninger, og dermed frøet til kollapset, plantes i hjem, hvor forhandlingsaftaler mellem forældre og barn er normalen. 

Med internettets opfindelse accelererede videnssamfundet i stjernefart, da hele verden med ét var tilgængelig fra skrivebordet, og både national indsigt og det globale udsyn var med til at fremme evnen til at indgå i vores demokrati. Men lige nu er der en fare for, at den kulturelle og økonomiske mæthed, narcissismen og opportunismen har reduceret vores videnssamfund til et rettighedssamfund, hvor vi pr individ er optaget af vore egne dagsordener med fokus på ret og frivillighed i stedet for pligt og moral, der potentielt, storslået og solidarisk ellers kunne binde samfundet sammen.  

Vi har som samfund tilsyneladende ingen større fælles kamp, intet fælles mål, og da der kun er en svækket på forhånd givet konsensus om faglig eller menneskelig udvikling, fordi vi alle er “gode nok, som vi er”. I en diskussion på klassen om trivsel og selvværd sagde en elev: ”Man skal bare altid tænke om sig selv, at man er god nok, som man er”, hvortil jeg nok lidt provokerende stillede spørgsmålet: “Hvad så hvis alle synes, man er træls at være sammen med”? 

Får man først øje på, hvor mange der opfører sig som ofre, når nogen banker på deres mentale garderobeskab og beder dem deltage på hverdagens præmisser, bevidstgøres man om omfanget. Og bevidstgørelsen er vejen op til lyset. 

Eleven skal bevidstgøres om den ydre mening med den faglige udvikling. Uddannelse er fundamentalt for et bedre liv. Det må man gerne italesætte uden at være bange for at krænke eller skabe angst. Skolen eksisterer populært sagt ikke kun, fordi man skal have et sted at spise sin madpakke, men fordi vi vil og skal flytte individer. Skolen, og i særdeleshed lærerne, ér den ydre påvirkning, der er forudsætningen for elevernes og samfundets udvikling. Udfordringen kan være, at forældre og ledelser skygger for indstrålingen, fordi de agerer efter andre dagsordener end lærerens.