Vilje er vejen til udvikling

Men gennem fastholdelse af kravet på trods af deres usikkerhed og på trods af, hvordan de har det, lykkes det dem gennem gentagne erfaringer at opbygge tillid til sig selv. Og de er ikke længere ude af sig selv. De er helt inde i sig selv, er trygge ved sig selv, og de kan regne med sig selv. Gennem dannelse skal vi skabe mennesker, der favner, hvad de består af. De ryster ikke på hånden, og når de udfordres på deres komfortzone,  lader de ikke deres indre uro og usikkerhed styre deres handlinger og deres moral. De gennemfører, fordi de har sat sig for at gennemføre. Når det indre moralske kompas ikke påvirkes af hverken ydre omstændigheder eller flagrende, forbigående nervøsitet, opbygger man over tid en cementeret moral. Det genkendes af omverdenen som integritet. Vi kan regne med dem, og de regner med sig selv - uanset hvordan de har det og på trods af deres humør. Hvordan støtter læreren eleven derhen? Det gør man ved at få undervisningen til at føles vigtig, fordi den ér vigtig. Spørgsmålet er også, hvor meget læreren selv vil.

Humør

Vi er for tiden voldsomt optaget af, hvordan vi har det, fordi vi har opbygget en kultur, hvor det er finere at føle end at tænke. De fleste mennesker kender eksempler på sportsstjerner, kolleger, kærester eller elever, der funkler, når de er i godt humør, men de rammes i samme grad med omvendt fortegn af deres humør, når livet går dem i mod, og på den måde kommer deres omverden også til at lide under det.  Hvordan er et menneske, der helt åbenlyst flagrer med følelserne? De er upålidelige, fordi deres handlinger ofte afspejler deres humør, deres dømmekraft og deres moralske kompas. Den ene dag er der høj arbejdsmoral, fordi humøret er højt, og den næste dag kan man ikke trækkes ud af sengen, fordi dagsformen er elendig.

Der findes sportsudøvere, kollegaer eller elever, der alligevel formår at levere præstationer på deres bundniveau. Og hvordan kan man træne sit bundniveau og dermed løfte det? Det kan man, når man befinder sig på det. Når lysten, motivationen og gejsten er allerlængst nede, formår man gennem moral, integritet og et langsigtet bevidst valg at fastholde sig selv i den opgave, der er nødvendig for at rykke sig – uanset hvilket fagligt niveau man ellers måtte befinde sig på. Her er det lærerens pligt at fastholde kravet og ikke give efter i en omsorgsdøs, der nok sikrer freden, men hæmmer udviklingen.

”Nåh, du har været lidt sløj på det sidste. Så er det ok, du ikke har forberedt dig”.

Med sådan en holdning skaber læreren en kultur, hvor kravene undermineres af misforstået omsorg, og lærer/elevrelationen risikerer at forpestes af tvivlen om, hvorvidt minimal indsats er fuld gyldig.

Bundniveauet hæves ligeledes ved en respektfuld, men ikke jævnbyrdig lærer/elevrelation, hvor eleven har respekt for din person, din indsats, din faglighed og din vilje til at ville noget med eleverne. Det gør det virkelig svært for den enkelte elev at svigte jeres relation ved et ikke imødekommet krav, når der er respekt omkring dig, og når eleven er bevidst om vigtigheden af undervisningen. Det betyder slet ikke, at relationen er kold og uden følelser.  Jeg giver mine elever hånden hver dag, når de har fri, de får krammere, når vi går på ferie, og tonen er mere jovial i frikvarteret. Men når det ringer, er vi alle sammen tilbage på arbejdet, og vi har alle en oplevelse af, at det er vigtigt at følge med.

Den undskyldningsfrie zone

Bevæger man sig rundt i samfundet, vil man opdage forskellige stemninger og atmosfærer.  På den anden side af kirkedøren, føler man en særlig ydmyghed over den storslåethed, selv den mindste landsbykirke rummer. Forvilder man sig ind på landsbybodegaen få meter derfra, falder man pladask ned på gulvet i en atmosfære af det stik modsatte.

Går man ind i forskellige klasselokaler, er der meget stor forskel på stemningen. Det bør selvfølgelig ikke være andægtigt pompøst, som skulle man skride til hellig handling, men det bør under ingen omstændigheder bære præg af underlødig krokultur, hvor horisontal hygge og venskab med eleverne er idealet.

Undervisningen skal føles vigtig, fordi den ér vigtig. Er der en vis respekt omkring læringsrummet og en ydmyghed overfor fagligheden, vil der opstå et vertikalt spændingsfelt og en undskyldningsfri zone, fordi man, som hverken lærer eller elev, virkelig ikke ønsker at svigte lærer/elevforholdet og forpligtelsen på at være en del af fællesskabet.

Tvivl og valg

Tvivlen vil opstå inde i eleven, udfordringer vil rejse sig som uoverstigelige bjerge, men vil du gemme dig i dit mentale klædeskab, eller vil du gøre, hvad der skal til for at komme med over? For mange mennesker i tiden har en for horisontal tilgang, hvor tvivl får alt for stor magt. Tvivl hænger fast på livet som rurer på en kaskelothval, men sidstnævnte fortsætter altså sin kurs gennem verdenshavene på trods af nogle få krebsdyr. Spørgsmålet er, hvor meget eleven vil, hvor meget læreren vil, og i hvor høj grad vi som lærere udtrykker forventninger til viljen.

Tvivlen på os selv kommer og går ligesom tvivlen på vores relationer til tider vil kaste skygge over vores glæde og motivation. Tvivlen er et livsvilkår. Men vi kan give tvivlen modstand ved at prioritere i vores tilværelse. Det handler om, at der er noget i vores liv, der er vigtigere end andet. Eleverne skal ikke bare bevidstgøres om, at der er noget i deres liv, der er vigtigere end andet. At lave sine lektier, at skrive sine afleveringer er vigtigere end at spille playstation og være på musical.ly eller snapchat. Men det skal også føles vigtigere. I hvor høj grad afspejler du som lærer, at undervisningen og generel dygtiggørelse er vigtigst, hvis du ikke markerer det i din retorik, dit undervisningsindhold og i din egen planlægning?

Hvor høje faglige forventninger kan man have, hvis idealet er hygge?

Opdrager vi udelukkende børn og unge til at gøre, hvad de har lyst og er motiveret til, vil de stoppe deres aktiviteter, når disse bliver kedelige eller føles langtrukne. Sportspsykolog Erik Østenkjær fortæller, at viljen må tage over, hvor lysten hører op. Rigtig mange opgaver og pligter gennem den helt almindelige hverdag kan slet ikke udføres, hvis lysten skal bære gerningen. Opvasken, rengøringen, madlavningen, tøjvasken og borddækningen udføres sjældent under jublende festivitas, og spørger vi de unge mennesker, om de har lyst til at gøre rent, skyder vi helt åbenlyst os selv i foden. Derfor er det essentielt, at vi lærer de opvoksende generationer, at viljen til at udføre opgaverne er mere anvendelig end lyst og umiddelbar motivation. Vilje omtales ofte som en medfødt egenskab. Enten har man den, ellers også har man den ikke. Men jeg forholder mig mere positivt end det.

Viljen kan opbygges ved at træne den, og hvornår træner man den? Det gør man ved at ligge i den zone, der adskiller lyst og vilje. Viljen må tage over, når lysten ikke er der. Hvorfor er der i nogle kulturer held med at opbygge vilje, flid, ihærdighed? Det er, når undervisningen er relevant, nærværende og opleves som vigtig – så er faglig og alsidig udvikling ikke længere afhængig af lyst.

Hvordan trænes viljen? Ved at øve sig på at udføre ting, man vitterligt ikke har lyst til. Jeg ved godt, at den sætning skurer i ørerne på et senmodernes menneske, der bærer en omsorgskultur med patologisk fokus på lyst.

En nu tidligere elev sidder i privaten og deltager i morens fødselsdagsfest med familie og venner. Det er sjovt og afslappende. Der er kage på bordet og kakao i koppen. Pludselig er han væk. Omkring spisetid finder moren ham på værelset, hvor han øver sig på en fremlæggelse til om mandagen.

Øver han sig, fordi han har mere lyst til det end at være sammen med gæsterne?

Spørgsmålet er irrelevant. Lyst er ikke en del af argumentationen for dette eller hint. Han øver sig, fordi han har truffet et bevidst valg om at prioritere det – på trods af, hvad han ellers måtte have lyst til. Herudover mærker han det forpligtende fællesskab omkring arbejdsgruppen, og han nægter at være den, der svigter.

”Har du lyst til at tage med hjem, Johan?” spørger forælderen, der er kommet for at hente sin dreng i børnehaven. Samme forælder kan ikke forstå, hvorfor det er så stort et bøvl at få Johan med hjem. Ansvaret for at komme hjem er lagt over på Johan, og drengens beslutning er afhængig af lyst. Dette ansvarsforhold mellem børn og voksne er vidt udbredt i den danske befolkning og er én af de bærende årsager til, at socialiseringen og undervisningen bliver en sværere og sværere opgave for pædagoger og lærere.

Det er ikke bare børnenes og de unges skyld, at de indimellem fejler. Der skal ikke bare være plads til fejl. Fejler man ikke, forsøger man ikke hårdt nok, og de skal roses for at anstrenge sig. Lærerne skaber læringskulturen i hver enkelt klasse. Vi skal turde at vise vilje, kræve vilje og skabe en vertikalitet, der danner et spændingsfelt med tydelig prioritering. Nogen gange har vi ikke lyst, men vi gør det alligevel. Det er et spørgsmål om, hvor dyb din beslutning er.