Politisk: Enhedslisten

Politisk: Enhedslisten

Blog

Bryd den konsensustænkning, der er ved at kvæle folkeskolen

Skal der føres en progressiv folkeskolepolitik, er der brug for et opgør med tænkningen om, at der kun kan gennemføres ændringer af folkeskolen gennem brede forlig. Højrefløjen skal ikke have en permanent vetoret.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folketingsåret er slut og i løbet af den seneste uge har vi færdigbehandlet omkring 75 lov- og beslutningsforslag. To af dem var forslag om at ændre folkeskoleloven. Enhedslisten havde stillet dem begge. B 57 om lokale folkeafstemninger om skolelukninger og B 60 om afkortning af de lange skoledage. Forslagene led desværre en krank skæbne.

Politisk: Enhedslisten

Forslaget om at indføre en mulighed for at kræve folkeafstemning om lukning af den lokale folkeskole, var et forsøg på at genindføre en bestemmelse, der eksisterede i folkeskoleloven indtil 1980’erne. Gennem indsamling af underskrifter skulle det være muligt at få prøvet en kommunalbestyrelses beslutning om at lukke en folkeskole ved en folkeafstemning blandt samtlige vælgere i det pågældende skoledistrikt.

Artiklen fortsætter under banneret

Et nej til lukning skulle betyde, at skolen ikke kunne lukkes, før der var afholdt kommunalvalg og kun ved en ny beslutning i den nyvalgte kommunalbestyrelse. Forslaget var ikke stillet med det udgangspunkt, at enhver folkeskolelukning pr. definition vil være fejlagtig, men for at give en platform til en lokal bevægelses arbejde for at fastholde den lokale folkeskole, hvis et flertal af lokalbefolkningen vurderer, at det giver mening. Typisk i tyndt befolkede områder af landet. Det er jo åbenlyst, at alternativet til fastholdelse af den lokale folkeskole i stort omfang er, at den lokale skole drives videre i privat regi. Sikkert et fuldt forståeligt forældrevalg i den konkrete situation, men i sit perspektiv ødelæggende med en systematisk konvertering af folkeskoler til privatskoler i vores landdistrikter.

Til dette forslag hentede Enhedslisten støtte fra Alternativet og Dansk Folkeparti. Det er som bekendt ikke nok.

Det andet forslag om at give kommunerne fuld frihed til at afkorte skoledagen, var et forsøg på at rokke ved den musketeréd, som folkeskoleforligskredsen har svoret med hinanden, om at fastholde folkeskolereformen fra 2013. En musketeréd, der i øvrigt hænger dårligt sammen med de politiske udmeldinger, som mange af forligspartierne fra tid til anden kommer med. Det er f.eks. forbløffende, at en af Venstres tre mærkesager ved forårets Skolevalg kunne være kortere skoledage i folkeskolen. Ganske vist var det VU, der førte skolevalgkampen, men de skrev udtrykkelig på Skolevalgs hjemmeside, at der er tale om mærkesager, ”som Venstre støtter”. Også andre forligspartier har ført sig offensivt frem med samme synspunkt.

Vi havde i Enhedslisten udformet vores forslag således, at de midler, der ville blive sparet ved skoledagens afkortning, skulle føres tilbage til de to steder, hvor pengene blev taget fra ved folkeskolereformens indførelse. Hovedparten af midlerne skulle således tilbageføres til forberedelsestid til lærerne, og en mindre del – 1,2 milliarder kroner beregnet på landsplan – til at udvide åbningstiden i fritidsordninger og klubber med den nødvendige tilførsel af ekstra personale. Det er klart, at forslaget ikke var så godt som en national tilbagerulning af folkeskolereformen og lov 409, som Enhedslisten ellers er ubetinget tilhænger af, men altså et forsøg på at håndtere spørgsmålet på en anden måde for at finde nye veje til at udfordre folkeskolereformen og overenskomstindgrebet.

Forslaget blev pure afvist af forligspartierne. Af nogle uden de store forklaringer, af andre med henvisning til, at man jo ikke som forligsparti kan stemme for et sådant forslag. Egentlig overraskende var det ikke, men både afstemningen og debatten om forslaget bør give anledning til overvejelse om, hvorvidt det virkelig er ønskværdigt, at folkeskolens lovgivning kun kan ændres, hvis der er bred politisk konsensus. Skal højrefløjen i dansk politik virkelig altid have vetoret overfor enhver ændring af folkeskolen?  Er det et betryggende perspektiv, hvis man ønsker en bedre folkeskole?

Konsensustænkningen på folkeskoleområdet udspringer af flere forhold. For det første af den almindelige forligspraksis på Christiansborg, hvor partier ikke kan indgå aftaler med andre partier, der bryder indgåede forlig, med mindre man først har opsagt forliget og dernæst er kommet på den anden side af et folketingsvalg. For det andet af tænkningen om, at der skal være en rimelig kontinuitet i folkeskolen, så forholdene ikke ustandselig ændres af skiftende flertal.

Begge tilgange er sådan set forståelige nok, men der er ikke desto mindre behov for at diskutere, om den måde at styre folkeskolen på holder. Jeg vil ikke stille spørgsmålstegn ved den generelle forligspraksis i folketinget, men jeg vil til gengæld gerne udfordre konsensus- og kontinuitetstænkningen på skoleområdet. Selv om hyppige skift i lovgivningen ikke er ønskværdigt, så er det da helt uholdbart med en tænkning, der indebærer, at en én gang aftalt folkeskolereform ikke kan ændres med mindre, der er bred politisk konsensus om at gøre det. Det er da at påføre sig selv en politisk handlingslammelse og afmontere mulighederne for at skabe progressive forandringer i folkeskolen.

Når Enhedslisten har stillet et beslutningsforslag, der skulle give kommunerne fuld mulighed for at afkorte skoledagen og genoprette lærernes arbejdstidsregler gennem lokalaftaler, skal det altså ikke ses, som et simpelt Christiansborg-drilleri, som jeg har set nogle få beskrive det i den debat, der har været efterfølgende. Vi har gjort det for at skubbe på for et politisk opbrud. Et opbrud i folkeskoleforligskredsen og en ændring af den konsensustænkning, der ønsker at fastholde folkeskolereformen fra 2013 og lov 409 som grundlaget for folkeskolens udvikling de næste mange år.

I Enhedslisten ønsker vi et politisk opbrud, der gør det muligt at skabe et nyt flertal om en folkeskolepolitik, der bryder med folkeskolereformen, lov 409 og hele testtænkningen og åbne for en bred vifte af forbedringer og tilførsel af flere midler til folkeskolen. Derfor opfordrer vi de forligspartier, der løbende kritiserer lovgivningen, til at tage konsekvensen.

Det er klart, at man derved vil blive nødt til at give afkald på en plads om forligskredsens bord for en tid, men tænk om Enhedslisten, Alternativet, SF og måske de Radikale kunne pege i en nogenlunde fælles retning. Så ville der blive lagt et massivt pres på det folkeskolereform- og lov 409- begejstrede socialdemokrati. Om det ville skabe det nødvendige pres, kan vi ikke vide, og det vil ikke være nogen enkel vej at gå, men den fortsatte konsensusforbrødring i forligskredsen forekommer indlysende værre. Så sig dog folkeskoleforliget op, så vi kan få brudt den konsensustænkning, der er ved at kvæle folkeskolen.

Powered by Labrador CMS