Der er brug for ny skolepolitisk alliance

Søndag d.19. november var der politisk debat på DR1 mellem fremtrædende kommunalpolitikere fra de 9 partier, der er også er repræsenteret i Folketinget. Et af temaerne var folkeskolen, og det viste sig bemærkelsesværdigt nok, at alle partier var enige om at lægge luft til folkeskolereformens lange skoledage. Retorikken var lidt forskellig og Venstre ville i modsætning til de øvrige partier ikke slippe de enkelte skoler fri, men ingen ville forsvare, at alle elever fra 0-10. klasse skulle have så lange skoledage.

Det vil være urimeligt at kritisere andre partier for at nærme sig et synspunkt, som Enhedslisten har forfægtet siden forslaget om de lange skoledage blev rejst af den daværende S-SF-R regering tilbage i 2011. Det er bestemt godt med politisk lydhørhed. Det er betryggende, at den massive kritik fra elever, forældre, lærere og forskere ikke er blevet overhørt, men det havde været rart om erkendelsens time havde indfundet sig tidligere end to dage før kommunalvalget.

Når ret skal være ret, har kritikken af reformen dog også spiret frem over længere tid i nogle af reformpartierne. Det er fra flere forligspartier blevet signaleret, at det er politisk legitimt for partiernes lokale politikere at arbejde aktivt for anvendelsen af folkeskolelovens § 16 b, og det er efterhånden det helt overvejende flertal af kommunerne, der i større eller mindre omfang har bragt den i anvendelse. Tilsvarende er kritikken vokset af de mere end 3.000 bindende mål, der blev fastlagt gennem forligskredsens aftale om de Forenklede Fælles Mål, og et enigt folketing har for nylig stillet sig bag en lovændring, der gør et par tusind af målene vejledende.

Der er alt i alt en vis bevægelse, men det er samtidig åbenlyst, at ingen partier ønsker at bryde den nuværende forligskreds op. Gode forslag om at sænke klasselofterne og begrænse omfanget af de nationale test gøres betinget af, at der kan skabes enighed mellem de Konservative, Venstre, DF, Liberal Alliance, Socialdemokratiet, SF og de Radikale. Dermed kommer udmeldinger om, at den røde blok skal ændre folkeskolereformen og forbedre folkeskolens vilkår desværre til at fremstå som relativ tom retorik.

Det politiske ønske om, at al forandring i folkeskolen skal bygge på en konsensus spændende fra de Konservative til de Radikale, begrundes i reglen med et ønske om at skabe ro om skolen. Synspunktet er forståeligt i den forstand, at det selvfølgelig er besværligt at drive skole, hvis skiftende regeringer ustandselig ændrer kursen for skolen, men det fører ikke desto mindre til en skolepolitisk praksis, der på trods af alle besværgelser ender med at blive uhyre konserverende.

Det seneste års tid har budt på en stribe diskussioner og afstemninger om folkeskolen i Folketinget. Enhedslistens forslag om at afkorte skoledagen, om folkeafstemninger om skolelukninger, om klasseloft på 24 og om afskaffelse af de nationale test er alle blevet afvist, også af de tre tidligere regeringspartier. Begrundelserne for at sige nej har varieret, men det har været helt åbenlyst, at forslag, der ikke kan tiltrædes af den samlede folkeskoleforligskreds, mødes af en klar afvisning.

Presset på folkeskolen er i dag uhyre massivt, og det står ikke til at bortforklare, at stadig flere forældre vælger folkeskolen fra. Næsten hver femte elev går i dag i en privat skole. I enkelte kommuner er det hver tredje. Vi er dermed i en situation, hvor det er helt afgørende, at der snart sker et brud i den traditionelle forligstænkning på folkeskoleområdet. Hvis der ikke skabes væsentlige forandringer til det bedre i folkeskolens vilkår, vil skolen ikke bare stå stille. Der vil ikke blive tale om et status quo, men om et yderligere skred væk fra folkeskolen som den fælles skole, der er det store flertal af forældrenes naturlige førstevalg.

Der er brug for en bred folkelig bevægelse for at vende udviklingen på skoleområdet. En bevægelse der insisterer på, at der skal investeres i folkeskolen, så vi får en stærkere fælles skole til vores børn og unge. Vi skal have langt bedre rammer for skolerne. Vi skal have mindre klasser. Vi skal have flere lærere med mere forberedelsestid, så der bliver rum til at udvikle skolen i et kreativt samarbejde med det pædagogiske personale. Vi skal have flere tolærer- og tovoksenordninger og bedre efteruddannelsesmuligheder, der kan bidrage til at styrke inklusionsindsatsen, og de obligatoriske test skal fuldstændig ud af folkeskolen.

Det nye samarbejde mellem Danmarks Lærerforening, 3F og FOA er et eksempel på, at mulighederne for at skabe alliancer for en bedre folkeskole er til stede. Forhåbentlig vil ringene brede sig og kravet om forandring vokse sig så stort, at det baner vej for en opgør med den magtpolitiske konsensustænkning, der i dag blokerer vejen for en udvikling af folkeskolen. Der er brug for en ny politisk alliance om folkeskolen. Enhedslisten deltager gerne.