Kortere skoledage – bedre forberedelsestid

Der er en voksende erkendelse af, at de lange skoledage, der blev indført med folkeskolereformen, ikke har været til gavn for eleverne. Oplevelsen af trætte elever, der har et alt for ringe udbytte af undervisningen sidst på dagen, kan mange lærere utvivlsomt nikke genkendende til, og mange elever og deres forældre beklager, at det er svært at finde tid og energi til fritidsaktiviteter, fordi skoledagen slutter for sent. Med reformen blev der fejlagtigt satses på kvantitet i form af flere timer frem for kvalitet ved velforberedt undervisning. Reformen lagde dermed et hårdt pres på lærernes arbejdsvilkår. En del lærere har taget konsekvensen og sagt farvel til folkeskolen, der samtidig har måttet tage afsked med mange elever, fordi deres forældre har valgt den fra til fordel for de private skoler.

Den negative effekt af de lange skoledage blev forstærket af den måde de ekstra undervisningstimer blev finansieret på, fordi hovedparten af midlerne til udvidelsen som bekendt blev tilvejebragt ved indgrebet i lærernes overenskomst. Det faktum forsøger både de stadig færre reformbegejstrede og de mange nybagte kritikere af reformen at skubbe til side, som om folkeskolereformen og Lov 409 intet havde med hinanden at gøre. Den seneste debat om Thornings udtalelse om lockouten til Politiken har understreget, hvor betændt en sag det er, at forringelsen af lærernes arbejdstid var en økonomisk forudsætning for gennemførelsen af reformen.

Det er ikke underligt, at debatten om sammenhængen mellem folkeskolereformen og Lov 409 forsøges kulet langt ned i de fjerneste arkiver af de politikere, der bar ansvaret for sammenkædningen. Omvendt er det både i forhold til respekten for vores overenskomstsystem og i forhold til at sikre åbenhed og demokrati i måden, der lovgives på, vigtigt at fastholde et offentligt fokus på forløbet. Det vil forhåbentlig også kunne virke forbyggende i forhold til at gentage lignende politiske manøvrer over for andre faggrupper, og det er vigtigt i forhold til, hvordan nye initiativer på folkeskoleområdet skal finansieres. Når hovedparten af pengene til de lange skoledage blev fundet ved at fjerne forberedelsestimer fra lærerne, så bør hovedparten af de midler, der måtte blive sparet ved at afkorte skoledagen, også føres tilbage til lærerne.

Hvad angår den politiske vilje til overhovedet at røre ved de lange skoledage, kan det konstateres, at der i hvert tilfælde er bevægelse. Det kan skabe interessante nye muligheder, at vi har fået en undervisningsminister, der gennem de senere år har markeret sig som en skarp modstander af folkeskolereformen og de lange skoledage. Blandt de gamle regeringspartier, der stod bag reformen og Lov 409, er der også bevægelse, bl.a. med SF’s udmelding om at korte skoledagen ned med en halv time. Spørgsmålet er om der er røre nok til at rokke ved forligskredsens hidtidige beslutninger, eller om der er nogen partier, der har det politiske mod til at tage konsekvensen og bryde med forligskredsen, hvis der ikke kan skabes enighed om at åbne for en kortere skoledag.

En vej til kortere skoledage behøver ikke ske gennem en landsdækkende ensartet sænkning af det lovfastsatte timetal. Det kan endda diskuteres, om det ville være en hensigtsmæssig vej at gå. En anden mulighed kan være at give skolerne større frihed, sådan som den nye undervisningsminister jo i øvrigt italesætter sin politiske tilgang til forandringer af folkeskolen. For at afprøve den mulighed fremsætter Enhedslisten nu et beslutningsforslag i folketinget, der vil give kommunerne og meget gerne de enkelte skoler frihed til at afkorte skoledagen, men vel at mærke på en sådan måde, at de forpligtes til anvende de sparede midler til at udvide lærernes forberedelsestid – og til at genoprette åbningstiderne i fritidsordninger og klubber, der var den anden hovedkilde til finansiering af de lange skoledage. Forslaget kan realiseres ved i lovgivningen at binde midlerne til disse formål. Det vil lovteknisk være muligt, så det handler om politisk vilje.

Der er brug for et grundlæggende opgør med Lov 409, der sikrer lærerne samme indflydelse på deres arbejdstidsregler som andre faggrupper, hvis der skal skabes et godt fælles udgangspunkt for at komme videre med en udvikling af folkeskolen. Hvordan det skal håndteres overenskomstmæssigt, vil vi i Enhedslisten naturligvis ikke blande os i. Til gengæld håber jeg, at vi med vores beslutningsforslag kan skubbe på en proces, der både bringer os tættere på en kortere skoledag for eleverne og bidrager til at understøtte lærernes berettigede krav om bedre tid til forberedelse og indflydelse på egen arbejdstid.