Folkeskolereformen kan ikke bare ”tales op”

Hvis der er en vending, jeg ikke bryder mig meget om i folkeskoledebatten, så er det, at ”vi skal tale folkeskolereformen op”. Ikke fordi der ikke er behov for at italesætte folkeskolens fundamentale betydning for vores samfund, men fordi vendingen ustandseligt anvendes af politikere og meningsdannere, der gennem deres støtte til reformen og indgrebet i lærernes fri forhandlings- og aftaleret har været med til at skabe store vanskeligheder for folkeskolen.

Da jeg for et par uger siden fik tilbud om at blive blogskribent på folkeskolen.dk, var jeg derfor ikke i tvivl om, at mit ærinde ikke skulle være at tale folkeskolen og reformen op. I en tid, hvor folkeskolen rammes af massive besparelser, og utilfredsheden med de lange skoledage vokser blandt forældre og børn, nytter det ikke at lade som om folkeskolen er på rette vej. Problemerne får man ikke til at forsvinde gennem hul retorik eller ved at kigge væk. Er der noget, der forsvinder, ved at lade som om folkeskolereformen kører på skinner, ja så er det desværre snarere lærere, eller forældre, der med deres børn i hånden, siver ud af skoleporten og over mod de private skoler.

Det er også en tvivlsom strategi, hvis man forventer at kunne revse sig til en bedre skole. Præcise analyser af problemerne og klar kritik er nødvendig for at komme videre, men der er i den grad også behov for at pege på konkrete muligheder for forandringer her og nu og diskutere visioner og mål for udviklingen af folkeskolen i et længere perspektiv. Der er brug for at bidrage til både håb og tro på, at det kan lade sig gøre at vende udviklingen. Ikke ved at lade som om det nok skal gå, hvis bare vi giver folkeskolen ro, men først og fremmest gennem konkret politisk handling både på den nationale skolepolitiske scene og i de mange lokale kampe om skolen, der for tiden føres ude i kommunerne.

Omprioriteringstyveriet skal stoppes

Helt aktuelt er der brug for at samle kræfterne for at forhindre, at omprioriteringsbidraget omsættes til nye store besparelser på folkeskolen. Screener man jævnligt landets lokale aviser for debat om folkeskolen, vil man erfare, at der ikke går en uge, hvor der ikke skrives om nye besparelser i form af omstruktureringer, nedlæggelse af lærerstillinger m.v.. Det sker i et budgetår, hvor kommunerne er blevet skåret med 0,5 milliarder kroner som følge af omprioriteringsbidraget. I hvert af de næste tre budgetår har regeringen lagt op til, at der skal skæres 2,4 milliarder kroner. Sammenlagte besparelser på 7-8 milliarder kroner vil være en katastrofe for den kommunale velfærd – og ikke mindst for folkeskolen. Derfor er der brug for et massivt kommunalt oprør mod omprioriteringstyveriet, der heldigvis også er kommet til at stå allerøverst på den politiske dagsorden på KL’s kommunalpolitiske topmøde d.10-11. marts.

Lærernes kollektive indflydelse på egne vilkår skal genetableres

Det burde efterhånden også være gået op for de fleste, at vejen til at løfte folkeskolen ikke findes ved at holde lærerne nede. Den voksende erkendelse af, at det var en kæmpe fejl at fratage lærerne den aftalesikrede indflydelse på arbejdstiden gennem vedtagelsen af Lov 409, må omsættes til en fuldstændig genetablering af lærernes adgang til at indgå kollektive aftaler om arbejdstiden. Det er sammen med forøgede ressourcer til folkeskolen afgørende for at sikre, at lærerne får den forberedelsestid, der skal til for at sikre kvaliteten i undervisningen og ordentlige arbejdsvilkår for lærerne.

Giv skolerne frihed – og penge - til at korte skoledagen ned

Der er kø ved håndvasken, når det gælder de lange skoledage. Kommunalbestyrelserne kappes om at sætte skoledagens længde på dagsordenen, og lur mig om ikke det store flertal af kommunerne inden udgangen af i år vil have truffet en principbeslutning om, at skolerne kan korte skoledagen ned. Det er et skridt i den rigtige retning, men også kun ét. Den økonomiske virkelighed sætter nemlig begrænsninger for skolernes frihed. Det gælder ikke mindst i forhold til de mindre børn. En af folkeskolereformens økonomiske forudsætninger var besparelser på 1,2 milliarder kroner på skolefritidsordninger og klubber. De penge mangler nu, når åbningstiderne dér skal genetableres ved en afkortning af skoledagen. Der skal følge penge med, hvis skolerne fuldt ud skal kunne udnytte friheden til at afkorte skoledagene.

Dialog om problemer og muligheder

Flere aktuelle problemfelter skal der ikke oplistes i dette første blogindlæg, men en række andre vil snart blive føjet til. Jeg vil bestræbe mig på at lade en kritisk politisk tilgang ledsage af aktuelle politiske forslag og bud på mål og visioner for folkeskolen. Først og fremmest ser jeg frem til dialogen med praktikere, der kender skolens hverdag til bunds. Havde ophavskvinderne og –mændene til folkeskolereformen lyttet mere til lærerne, kunne meget have set anderledes ud. Jeg glæder mig til dialogen.