Hvorfor skal eleverne have dansk?

I går mødte jeg et spørgsmål, som jeg møder forholdsvis ofte. Et spørgsmål som oftest bliver stillet næsten uden frustration, men med en undren. Det store spørgsmål er: Hvorfor skal vi egentlig have dansk?

Denne gang var det en elev i 50erne, som baksede med en analyse af en artikel, som havde svært ved at lave koblingen mellem det fag, hun brænder for, og det danskfag hun møder på skolen. 

Jeg har som oftest et fornuftigt svar, men denne gang blev det lidt en vævende forklaring om kommunikation, genrekendskab, metoder osv. som jeg havde lidt svært ved lige at hænge op på den pågældende artikel, selvom den omhandlende pindsvin på plejehjem. 

Sandheden er, at det er ret komplekst. Danskfaget er en "sjov" størrelse, for det rummer en hel masse mål, som man har en relativ begrænset mængde tid til at nå, og så er det en balancegang mellem færdigheder og dannelse herunder også erhvervsmæssig dannelse. Eleven skal bestå dansk på D-niveau som standpunkt, eller hvis faget udtrækkes til eksamen. Om det udtrækkes til eksamen, ved vi først et par uger før eksamen, så allerede i de første timer stiger presset særligt for de som af forskellige årsager ikke har haft dansk før (eller siden 1975).   

Jeg snakkede engang med en præst om mit fag. Denne præst var tilknyttet min skole som gæsteunderviser, men jeg mødte ham i en tid, hvor jeg havde lidt et stort tab. Han var meget begejstret for danskfaget og mente næsten, at det var et af de allervigtigste fag på hele uddannelsen. Hans begejstring slettede al rest af min egen undren omkring danskfagets berettigelse på erhvervsskolerne. Han talte om et vindue mod verden, refleksionsrum, fordybelse, menneskekendskab og jeg åd det hele råt, for jeg er helt enig. 

Danskfaget kan give eleverne et rum, hvori de kan reflektere og beskue komplekse situationer udefra. Menneskelige tilstande som sorg, konflikter, jalousi, tab, kærlighed, aldring osv. kan belyses på forskellige måder i dansk og tilbyde eleven at blive en flue på væggen. Gennem analyse kan eleven i bedste fald opnå forståelse og respekt for at mennesker agerer som de gør. Ja vel, det kan man også nogle af de andre fag, men i dansk er det som om vi starter en samtale i starten af et forløb som vi holder varmt og udvikler. Jo flere perspektiver de forskellige fag giver os, jo dybere bliver vores analyse og tolkning.  

Kirsten Thorup skrev i bogen "Ingenmandsland" et afsnit, som kan læses som en novelle. Afsnittet hedder "Vrede" og det omhandler en ældre mand, der mødes af en verden som ser et demensramt menneske.  Han har ikke har meget sprog tilbage, og hans krop gør ikke det han vil have at den skal. I stedet fremstår han aggressiv og udadreagerende, som demensramte ofte gør. SOSUen i historien læser hans signaler og agerer derefter, men manden vil noget anden end hende og som læserne føler vi med manden, som er i en magtesløs situation. Kirsten Thorup tager os med ind i manden og giver ham en stemme. Han opfatter hvordan ting går i opløsning omkring ham, men han er ude af stand til at agere. Den stemme havde vi aldrig fået, hvis det ikke var for danskfaget. Eleverne lærer en masse om demens, pårørende, behov osv., men hvordan det føles indeni en tilbyder de andre fag ikke og det er da helt fantastisk. 

Jeg er klar over, at ovenstående kan opfattes lidt happy-go-lucky agtigt, og at mange elever slider med faget, men jeg oplever også, at de opnår succes og blive glade for faget, når de lurer, hvad det egentlig er, det handler om.