Køn i skolen

Under CPH:DOX så jeg Mette Korsgaards film ’Min uimodståelige mand’, som blandt andet undersøger vores blinde vinkler, når det kommer til køn og ligestilling. Mette Korsgaard kigger også indad, og vi ser filmklip fra hendes børns barndom, hvor Mette spørger ind til datterens påklædning og udseende, mens hun, når det handler om sønnen, spørger ind til hans aktiviteter og handlen. Disse blinde vinkler kender jeg alt for godt fra mig selv, og jeg kom til at tænke på, hvordan jeg hver dag tager dem med på arbejde, når jeg møder børnene i skolen, selvom jeg tror, jeg er helt med på ligestillingsvognen.

I filmens start er Mettes mand Niels Krause-Kjær lidt skeptisk overfor hendes projekt, for han mener egentlig, at vi i Danmark er meget godt med i forhold til ligestilling, og at han ikke rigtig kan gøre mere, end han allerede gør. I slutningen af filmen er han blevet klogere, og det er jeg også. Der er masser af steder, hvor vi bygger vores handlinger på myter eller forestillinger, der ikke har hold i virkeligheden, når det kommer til køn og ligestilling. Der er mange steder, hvor vi kan gøre en forskel, så vi igen får flyttet os mod mere ligestilling. Vi har i Danmark praktisk talt ikke rykket en tomme siden 1980’erne, - modsat vore nordiske naboer Sverige og Norge. Vi bliver nødt til at tale om køn igen, og vi bliver nødt til at ændre på, hvad vi gør.

I 2014 fik de pædagogstuderende et obligatorisk fag, Køn, seksualitet og mangfoldighed, mens der intet er sket på læreruddannelsen. Også her burde det være obligatorisk at arbejde med temaet i løbet af uddannelsen, så det kommer forhåbentlig med i overvejelserne om en ny læreruddannelse, det nyligt nedsatte udvalg skal arbejde med den kommende tid.

Men indtil det sker, må vi selv starte på skolerne.

Vi kan både tage drøftelserne i vores årgangsteam, for ofte deler vi i vores samtale børnene op i stereotype køn, fordi det er nemmere at have med at gøre. Når vi skal lave nye pladser, når vi skal lave grupper eller lignende, taler vi ofte om ’drengene’ og ’pigerne’, som om det er en ensartet gruppe, selvom vi alt for godt ved, hvor store forskelle der er indenfor grupperne. Bruger vi pigerne til at få drengene til at være roligere? Laver vi aktiviteter, der passer til vores forestillinger om drenge og piger? Så vil det være oplagt at få fokus på problematikken.

Også i fagteamene kan det være relevant at drøfte køn og ligestilling. Hvordan ser fx vores læremidler ud? Hvilken kønsforestilling optræder i illustrationerne? Hvad kendetegner vores fag traditionelt? Er idræt et pige- eller drengefag? Er matematik et pige- eller drengefag? Eller kan vi se ud over vores egen opvækst?

Hvis vi vil et samfund med ligestilling, så må vi allerede i daginstitutioner og skoler være bevidste om, hvilke kønsstereotyper vi kommer til at præsentere børnene for ind imellem, så vi alle - både børn og voksne - kan sætte spørgsmålstegn ved normerne og derigennem sørge for større rummelighed og i sidste ende mod til at bryde normerne.

Første skridt er at få temaet på dagsordenen. GO! :-)