Vær nu ikke dumstædig, Pernille

Det ser samtidig ikke ud til, at vi har fundet hverken olie, gas eller guld, så det er begrænset, hvor mange flere penge skoleområdet vil blive tilført. Derfor skal vi bruge pengene klogest. (Jeg ved godt, at man i finansloven har sat penge af til flere lærere, men med det kæmpe efterslæb der er i folkeskolen, er det ikke nok til at løse alle de udfordringer, folkeskolen har).

Nogle af reformens elementer kan være ganske fornuftige. At skoledagen skal være afvekslende, er bestemt en god idé, at bevægelse skal være en del af skoledagen, er bestemt også en god idé, at skolen også skal bestå af ’den åbne skole’, er også en god idé. Men hvordan det skal gøres, bør være op til de fagprofessionelle!

Alle disse elementer tager tid at inddrage på en fornuftig måde. Og den tid har manglet, siden regeringen i 2013 vedtog et lovindgreb, der ændrede lærernes arbejdstid mærkbart.

Hvis man gerne vil have elevernes trivsel (og læring) til at stige, så bør man sørge for, at den undervisning, de udsættes for, er af god kvalitet, og god kvalitet kræver tid til forberedelse.

Samtidig vil det være nemmere at nå alle eleverne, hvis der var en lavere klassekvotient. Det ville også gøre det nemmere at inkludere alle eleverne, - også fordi det at inkludere alle elever kræver, at klasseværelset indrettes, så eleverne fx kan sidde forskelligt, når de skal arbejde med stoffet. Inklusionen kræver også samarbejde mellem forskellige fagligheder, hvilket igen tager tid.

I mange tilfælde er co-teaching en god idé, men hvis det skal lykkes, kræver det igen, at man har mulighed for sammen at forberede den undervisning, der skal foregå. Man må have tid til, at begge undervisere kan bruge sin egen faglighed i forberedelsen, hvilket kræver en stor del tillid til hinanden, og denne tillid skabes ikke under pres.

Åben skole-projekter kræver også ekstra tid til forberedelse, dels så formålet med projektet er klart for alle, og dels så forudsætningerne for at lykkes med det er drøftet.

En sidste ting, jeg vil nævne, er læremidlerne. Der skal også være råd til at bruge de bedste læremidler til netop den pågældende elevgruppe, hvilket gælder både analoge og digitale læremidler. Udgifterne til de digitale læremidler har været drøftet en del de senere år, idet man for at spare i kommunerne ofte har benyttet et fælleskommunalt indkøb, men det har så betydet, at beslutningen om, hvilket læremiddel der blev købt, ofte er taget langt væk fra praksis, hvilket så har betydet, at man enten har tilkøbt ekstra læremidler ude på den enkelte skole (og altså ikke har sparet), eller at man ikke har benyttet læremidlerne.

Der er altså flere måder at få en bedre folkeskole på, men de koster alle sammen penge. Et gammelt ordsprog siger: Tid er penge. Og da de penge ikke vokser på træerne, må vi finde andre måder at skaffe dem på - fx ved at skaffe tid. Én af måderne kunne være at sætte timetallet ned, fordi indholdet i timerne er vigtigere end antallet. Derfor er det super ærgerligt, hvis ministeren allerede inden drøftelserne har lagt sig fast på, at hun ikke vil røre ved timetallet. Det vigtigste må da være resultatet – og ikke dumstædigheden.