Matematiklærere kan være nogle tåbelige optimister

Hvad er det, eleverne ikke forstår?

Hvor tit har man som matematiklærer ikke prøvet at stå i den situation, hvor man har forklaret en elev igen og igen, hvordan f.eks. en regneregel skal forstås, men lige lidt virker det til at sive ind. Til sidst mister man tålmodigheden og viser, hvordan det skal gøres, men timen efter er det forfra igen. Det er som om, at vi i vores iver efter at lære eleverne det næste fra pensum helt glemmer, at man ikke kan bygge et solidt hus uden et stabilt fundament.

Alle bygningssagkyndige ved, at du aldrig må gå på kompromis med dit fundament, når du skal bygge et hus. Hvis ikke du har et velfungerende fundament, så vil det få fatale konsekvenser for boligen. Der vil hurtigt komme revner i murene, ustabile gulve og du kan risikere, at hele boligen ender med at styrte sammen.

Hvis vi finder problemet, så finder vi også løsningen

Jeg er heldig gennem mit arbejde, ofte at have mulighed for at sidde én til én med elever, som er i matematikvanskeligheder i forskellig grad. Gang på gang er det bare så tydeligt, at de her elever i deres opgaveløsning forvirret og næsten panisk forsøger at huske et eller andet, som aldrig har givet mening for dem. De bliver meget tvivlende og usikre, blander forskellige ting sammen og forsøger febrilsk at finde hoved og hale i noget, som de slet ikke forstår. Løsningen findes ved at gå tilbage og finde ud af, hvor det er at grundlaget svigter. Vi må opspore revnerne i det fundament, som den pågældende forståelse skal bygge på og så starte der. Det er så fantastisk, når man ser overraskelsen i deres ansigtsudtryk over, at de pludselig forstår, hvordan det hele hænger sammen. At matematik ikke er volapyk, men faktisk noget der giver mening - også for dem.

Jeg ved godt, at det er en kæmpe udfordring som lærer, at skulle være opsøgende på alle elevers forskellige forforståelse, når man står med en hel klasse og et presset pensum. Men jeg vil alligevel ønske, at vi blev langt bedre til at se bagom de elever, som ikke forstår det, vi forsøger at lære dem. Sat på spidsen kunne man spørge sig selv, om det er eleverne, der skal kunne forstå os - eller os, der skal kunne forstå dem?

Men kan det virkelig passe, at man for eksempel i slutningen af grundskolen, skal bruge tid på noget af det helt fundamentale? Så når man da aldrig pensum! Tja - det er i hvert falde helt sikkert, at man spilder både sin egen og elevens tid ved at forklare det samme gang på gang, hvis eleven ikke har fundamentet til at forstå det. Så kunne man ønske nok så meget, at fundamentet var lagt mere solidt tidligere - men er det ikke tilfældet, så har man vel ikke rigtig noget valg..?