Maria Grove Christensen

Blog

Når matematik er noget, som vi glæder os til

“Maria - mig og min mor kommer til familiematematik på tirsdag” - den slags kommentar, serveret med et stort smil og forventningsfulde øjne, fik jeg flere af i ugerne op til vores første eftermiddag med “familiematematik” på Sofiendalskolen. Det var en fantastisk opløftende eftermiddag i sig selv, at se de mange børn hygge sig omkring matematik med deres forældre og bedsteforældre, men samtidig var det virkelig fedt at mærke, at matematik var noget, som vi glæder os til og nyder i fællesskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det handler om forældreengagement

Jeg så engang et citat fra en engelsk professor, Charles Desforges, som lød:

“Forældre har større indflydelse på, hvad deres børn lærer, end skolen har, indtil barnet bliver 12-14 år. Det er ikke forældrenes sociale baggrund, der er væsentlig, men deres engagement i deres børns læring”

Maria Grove Christensen

Jeg er folkeskolelærer og passioneret matematikvejleder med et hjerte, der brænder for at give eleverne spændende undervisning af høj kvalitet. Herudover er jeg læremiddelforfatter og selvstændig konsulent, med et ønske om at gøre en forskel, der rækker langt ud over min egen undervisning. Jeg ønsker at bidrage til fagets udvikling i skolen gennem vidensdeling, debat, fagliglig refleksion og udvikling af nye materialer. Jeg er særligt optaget af, at få omsat teori og viden til praksis - primært indenfor matematik. Herudover er jeg en person med meninger og holdninger til den verden jeg færdes i og min blog vil derfor altid være et udtryk for mine personlige erfaringer, oplevelser og holdninger til det at være menneske og lærer i den danske skoleverden. Se mere på www.grovechristensen.dk

Dette citat har jeg siden brugt til at gøre det tydeligt for mine elevers forældre, at alene det, at de åbent og nysgerrigt interessere sig positivt for deres barns læring, gør en kæmpe forskel. Min erfaring fra mange år som indskolingslærer er da også, at rigtig mange forældre gerne vil støtte bedst muligt op om deres barns læring, men det er bare sjældent, at de ved hvordan. Derfor var det også fedt, at kunne fortælle forældrene som intro til vores eftermiddag med familiematematik, at bare det i sig selv, at de havde tilmeldt sig arrangementet og var mødt op til at hygge sig omkring matematik med deres barn, så havde de allerede gjort en positiv forskel. De havde vist deres barn, at deres læring er vigtig, at matematik er spændende og noget vi har lyst til at være fælles om - hvilken gave!

Et hæfte fyldt med hygge

Vores eftermiddag med familiematematik tog udgangspunkt i et hæfte udarbejdet særligt til lejligheden. Konceptet var simpelt - de forskellige aktiviteter og spil måtte ikke kræve andet end et almindeligt sæt spillekort, et sæt æsel-kort og/eller noget tilfældigt legetøj - altså materialer som mange familier har til rådighed hjemme, hvor aktiviteterne derfor nemt kan fortsætte efterfølgende. Det blev forklaret, at da en del af aktiviteterne omhandler talnavne, så er det vigtigt, at alle tal undervejs siges højt, så tallenes navne sammenkobles med tallenes symboler. Mange af spillene er beskrevet i forskellige variationer, så det er muligt at fortsætte med et spil, som man holder af samtidig med, at man med tiden øger læringsmulighederne. Men ellers var det bare at slå sig løs med at hygge sig omkring matematik.

Jeg havde inviteret alle skolens elever på 0.-2. årgang og deres forældre/bedsteforældre. Hele skolen summede af matematik, hygge og fællesskab - det er helt sikkert ikke sidste gang vi arrangerer sådan en eftermiddag.

Lav din egen familiematematik

Hvis du har lyst til at arrangere en tilsvarende eftermiddag med familiematematik på din skole, så er hæftet vedhæftet her. Print det på A3 som et foldet hæfte i A4 størrelse.

Rigtig god fornøjelse med at gøre matematik til noget, som vi glæder os til og hygger os med i fællesskab!