Susanne Christensen

Blog

Hvornår har du sidst været på kursus?

Får du lov til at tage på kursus.? Fik du lov til det engang, men det sker ikke så meget mere?

Offentliggjort Sidst opdateret

Jeg er lige kommet hjem fra et CFU-kursus. Jeg føler mig enormt privilegeret for samtidig med, at jeg arbejder som lærer på en folkeskole, er jeg også pædagogisk konsulent på CFU. Her er jeg med til at planlægge kurser, men det giver mig også mulighed for at deltage i kurser, da jeg kan gøre det som en del af mit CFU-arbejde.

Susanne Christensen

Jeg er lærer på 15. år, IT-vejleder på egen skole, kombinationsansat som konsulent på CFU i Aalborg og er i det hele taget blot rigtig nysgerrig på hvad der sker i folkeskolen uanset om vi taler dansk i indskolingen (som er mit primære område) eller Aula.

Men hvad med dig? Hvornår har du sidst været på kursus? For mit eget vedkommende er det en hel del år siden, at jeg sidst fik lov til at komme på kursus gennem mit arbejde i folkeskolen. Vi snakker også en hel del år før jeg begyndte på CFU. Og det har jeg gået og funderet over længe. For hvorfor er det, at en del skoler ikke giver deres medarbejdere lov til at komme på kursus?

Er det et pengespørgsmål? Altså at skolens økonomi er så dårlig, at alt hvad der er sjovt eller udviklende skæres fra. Handler det om “vi skal have mest for pengene”, så skolen i stedet satser på fælleskurser internt på skolen som opkvalificering eller om det der lige står øverst på dagsordenen i kommunen (jeg forestiller mig rigtig mange skoler eksempelvis står foran co-teaching-kurser på skolerne). Og så sender man ikke enkeltpersoner på kursus, fordi det “ikke gavner det brede fællesskab”. Eller fordi man som leder tænker, at der ikke er grund til yderligere faglig input, da medarbejderen jo i forvejen er dygtig til sit arbejde.

Hvis man har været lærer i 5, 10, 15 eller 20 år og er dygtig til sit arbejde, har man så ikke længere brug for at udvikle sig, blive dygtigere og få ny inspiration? Hvem har bestemt det? Måske er det netop sådanne medarbejdere der skal sendes på kursus. Medarbejdere som gerne vil forny sig, blive inspireret til at gøre deres undervisning endnu bedre og give videre til kolleger. Der kan ske meget på 5-15 år efter man er blevet uddannet. For ikke at tale om, at man efter nogle år hviler mere i sin lærerperson og det man gerne vil med undervisningen, og netop så kan have brug for at blive inspireret på et kursus eller få mere viden om et emne, man er interesseret i. Eller måske er man et helt nyt team der skal arbejde sammen, som gerne vil have et fælles ståsted og har interesse i at komme på et kursus, hvor et emne eller metode præsenteres, som de kan se sig selv i. Burde det ikke netop være en god ting, at det pædagogiske personale gerne vil forny sig?

For ca. 12 år siden var jeg på et kursus på CFU. Jeg havde været lærer i en 3-4 år og et kursus var slået op om et nyt materiale, som jeg syntes lød spændende. Det kursus har på mange måder haft indvirkning på mine kommende år som lærer og på mine kolleger, som jeg præsenterede det for. Havde jeg ikke været på det kursus dengang, ville min lærergerning have set helt anderledes ud. Hvad nu, hvis et kursus kan gøre sådan for dig som lærer eller for dine medarbejdere, hvis du er leder? Hvorfor skal alle kurser foregå som fælleskurser på skolen for alt pædagogiske personale?