Susanne Christensen
Blog
Lad eleverne arbejde kreativt med IT
Ideer til at arbejde kreativt med værktøjer fra skoletube og Google (hvis I er Google Suite for Education-skole).
På min skole skal 6. årgang i gang med et månedsprojekt. Det er ret omfattende. Eleverne vælger et emne og skal læse både skøn- og faglitteratur om emnet. Så skal der laves diverse skrivelser, som til sidst samles i en rapport. Jeg tænker, at der er mange skoler, som laver lignende projekter. Men måske er det tid til lidt fornyelse? Så i stedet for det meget teksttunge projekt, kan eleverne arbejde kreativt med forskellige programmer og samle det i f.eks. Book Creator (eller Google Slides).
Rigtig mange skoler har adgang til Skoletube.dk, og har derfor gode forudsætninger for at lade eleverne være kreative. Jeg selv er kæmpe fan af skoletube, og bruger på næsten ugentligt basis både WeVideo og Book Creator, som klart er mine favorit programmer. Men jeg er også ret begejstret for H5P, ThingLink og CoSpaces.
På min skole er vi også Google skole, så vi anvender Google Suite for Education. Her kan jeg virkelig anbefale Google Slides. Der er SÅ mange muligheder for at lave kreative præsentationer eller opgaver. Vidste du f.eks., at du selv kan indstille størrelsen på dit slide, så du kan arbejde på et A4 ark, og dermed lave ark/opgaver, der kan printes uden problemer? (Personligt arbejder jeg nu stort set kun i Google Slides, når jeg laver materialer til min blog.)
Så, for at inspirere mine kollegaer, har jeg nørklet lidt med en bog i Book Creator. Jeg vil gerne vise mine kollegaer, hvilke muligheder de har for at lade eleverne arbejde kreativt i undervisningen. Jeg har valgt enkelte ting ud - mange andre ting kunne vælges. Måske kommer der mere på bogen fremadrettet, men lige nu er der i hvert fald et indhold, som forhåbentlig kan inspirere. Mulighederne kan bruges på mellemtrin og overbygning, men flere af programmerne kan også anvendes i indskolingen, så egentlig kan alle være med. I bogen finder du inspiration til:
- anderledes boganmeldelser
- lav fagtekster i Easelly eller Book Creatoer
- lav collager i Google Slides (som kan downloades som billeder-filer)
- lav projekter i Google Slides
- andre gode ideer som f.eks. H5P, Tiki-toki, Pixton og Google Tegning
(Ideerne til Google Slides kan fint overføres til Powerpoint - her kan man det samme.)