Hvem ordner invitationen til forældremødet?

Kender du det, at man sidder til et teammøde, og pludselig ytres ordene: “Vi skal også have lavet invitationen til forældremøde. Hvem gør det?” Og så opstår der tavshed omkring bordet. Folk sidder og skuler lidt, kigger i kalenderen, eller noget helt tredje. Men der er stille. Ingen påtager sig opgaven.

Gennem mange år som lærer har jeg ofte siddet til teammøder og oplevet denne tavshed. Den der pinlige tavshed, fordi ingen siger noget, og man ofte ender med lidt resigneret at tænke for sig selv, at opgaven nok ender hos en selv. Igen. Jeg ved ikke, om det er en kvindeting. Om det primært er kvindelige lærere, som har det sådan. Men jeg kan i hvert fald sige, at mange af de kvindelige lærere jeg har talt med, har prøvet at sidde med fuldstændig samme oplevelse. Og en erkendelse af at man ofte selv ender med at påtage sig opgaven.

Vi har også ofte til teammøder talt om, at vi skal blive bedre til, at alle byder ind. At alle påtager sig opgaver, så det ikke altid ender med at være den samme som ordner de praktiske ting. Men selv om vi har talt om det og har gode intentioner, sidder vi der igen næste gang. Den pinlige tavshed og folk der kigger alle mulige andre steder hen.

Forleden havde jeg så endnu en samtale om emnet. Om et møde hvor ingen havde meldt sig. En lærer der havde sagt, “jamen så gør jeg det”, hvorefter en anden siger “nej, du har rigeligt lige nu, så gør jeg det”. Efter der havde været tavshed længe og ingen havde meldt sig. Min samtalepartner reflekterede over mødet efterfølgende og tænkte for sig selv, at det dur ikke. At det bliver nødt til at være en fælles opgave. Og så kom de meget kloge ord i samtalen, som jeg tror vi er rigtig mange, der skal øve os på. “Bare fordi ingen tager ansvar, er det ikke mit ansvar.” Og det ræsonnerede i mig. At ingen melder sig til at klare en opgave, gør det ikke til min opgave. Hvor er det rigtigt. Og vigtigt. Vi bliver nødt til at italesætte det i teamet og synliggøre, hvem der har gjort hvad. Et team er noget der skal løses i fællesskab. Det er ikke de samme 1-2 personer, som skal løfte opgaverne, hver gang noget praktisk skal ordnes. Og det er ikke nødvendigvis dansklæreren, som skal skrive alle invitationer.

Så måske skal vi nogle gange øve os på at sætte os på hænderne til møderne og sige til os selv, at det ikke kun er vores ansvar. Og måske er det slet ikke så tosset en ide at skrive ned, at x har skrevet invitationen til forældremødet og y har sørget for at indkøbe materialer til fastelavn, osv. Så man kan se hvem der har budt sig til, og hvem der måske efterhånden har lavet rigeligt med opgaver, så andre skal på banen.

Måske nogle kan bruge ideen - og tippet - her til det kommende skoleår.