Blog
Ny film: Digital læsedidaktik
Eleverne skal have de kritiske briller på og skimme inden de nærlæser. I en ny film, som centeret står bag, viser og fortæller lærer Peter Juncker-Mikkelsen om gode digitale læsestrategier.
”Hvad er digital læsning?” spørger Peter Juncker-Mikkelsen sine elever i starten af en time i 4. klasse på Dyssegårdsskolen, Hellerup. Eleverne svarer hurtigt, at det er, når man læser på internettet, eller når man læser på forskellige enheder som mobiltelefoner, tablets eller computer.
Og det er ikke så underligt. For i klasseværelser landet over er lærebøgerne nemlig blevet suppleret eller skiftet ud med skærme og tablets. Lærere bruger digitale tavler, og elever laver opgaver på tablets eller bærbare computere.
Peter Juncker-Mikkelsens spørgsmål og elevernes svar kan ses i en ny film, som centeret står bag.
Gode digitale læsestrategier
I filmen viser Peter Juncker-Mikkelsen eksempler på, hvilke læsestrategier der er relevante at tage i anvendelse over for digitale tekster, og han viser også, hvordan han modellerer digitale læsestrategier for sine elever i 4. klasse.
Blandt andet arbejder han med en metode, hvor eleverne indleder med at vurdere den digitale teksts relevans for herefter at skimmelæse og til sidst nærlæse den. Han fortæller også, at eleverne er dygtige til at begå sig på digitale enheder, men at de har brug for støtte og gode strategier i deres læsning og søgning, især når de går i stå i mere komplekse søgninger på internettet.
Bag om filmen
Filmen "Digital læsedidaktik" er produceret af Nationalt Videncenter for Læsning for Styrelsen for IT og Læring, Undervisningsministeriet.
Det er sket i projektet Læsning på digitale enheder. Her er viden om læsning på digitale enheder først blevet kortlagt, dernæst formidlet via et praksisrettet materiale. Hent hele materialet på emu.dk