Mindre fornuft og mere følelse ind i indskolingens litteraturundervisning

Der er kommet for meget fokus på litteratur som et instrument for elevernes læse- og skriveudvikling. Vi har glemt, at det også er sjovt at læse, og at litteratur i høj grad rager os som mennesker. Det mener Thomas Roed Heiden, der de sidste to år har været ph.d.-studerende på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. I sit projekt undersøger han, hvordan man via dramapædagogik kan gøre litteratur vedkommende for elever i indskolingen.

Dramapædagogik

Drama er noget andet end teater, understreger Thomas Roed Heiden. Mens teater er centreret omkring et manuskript, som skuespillere, koreografi og scenografi sammen skal bringe til live, så handler drama om at improvisere, om at alle er skuespillere, og om at man skaber noget nyt sammen.

Når man introducerer drama som et pædagogisk redskab i litteraturundervisningen, handler det altså ikke om, at eleverne skal forholde sig snævert til den læste bog, men om at eleverne skal blive medskabere af og deltagere i det litterære univers, som bogen præsenterer. Derfor er dramapædagogik den helt rigtige vej at gå, når sigtet er at gøre litteratur relevant for eleverne.

Et litteraturforløb med tre faser

Helt konkret har Thomas Roed Heiden udviklet en række litteraturforløb sammen med indskolingslærerne i to 1. klasser og en 2. klasse. Omdrejningspunktet er en udvalgt billedbog, og hvert forløb består af tre overordnede faser.

I den første fase læser læreren bogen højt for eleverne, i den anden fase formulerer lærer og elever sammen spørgsmål til bogen. I et af litteraturforløbene var det billedbogen Hr. Pindse af Betina Birkjær og Anna Margrethe Kjærgaard, som læreren læste højt, og i det tilfælde var der tale om spørgsmål til hovedpersonen: pindsvinet Hr. Pindse. Der er i og for sig ikke så meget nyt i at arbejde med litteratur på denne måde, bedyrer Thomas Roed Heiden. I de to faser etablerer eleverne en forståelse af bogens litterære univers. Deres spørgsmål er dog ikke tænkt til at forblive på papiret, tilføjer han, for det kunne jo være, at Hr. Pindse fik tid til at kigge forbi i klassen.

Det er i lyset af denne tænkte mulighed, eleverne formulerer deres spørgsmål, og det åbner op for at digte videre på bogens handling og formulere andre typer spørgsmål. Som et eksempel giver Thomas Roed Heiden et spørgsmål om, hvorvidt Hr. Pindse har et sovedyr. Det er relevant at spørge om, da Hr. Pindse er på vej i vinterhi, samtidig med det indikerer, at eleven sætter sig i pindsvinets sted – og sandsynligvis selv har et sovedyr. Andre spørgsmål, såsom hvem pindsvinet hepper på i fodbold, og hvorvidt han kan lide frikadeller, bevæger sig mere ud over det litterære univers, bogen præsenterer.

Hr. Pindse på besøg

I litteraturforløbets tredje fase kommer Hr. Pindse – eller en anden aktør fra de læste billedbøger – på besøg i klassen. Uheldigvis er læreren ikke til stede den dag, da der var et vigtigt møde på kontoret, men heldigvis har eleverne deres forberedte spørgsmål, som de kan stille pindsvinet i lærerens fravær. Selvom eleverne inderst inde godt ved, at det nok er deres lærer, der har klædt sig ud, så italesætter de det ikke, fortæller Thomas Roed Heiden. For dem er det Hr. Pindse, der står foran dem.

Besøget adskiller sig fra den kendte undervisning og bevirker, at lærer og elever kan indtræde i nye roller. Det betyder, at de kan agere anderledes, og at de kan tale på andre måder, end de kan gøre i den almindelige danskundervisning. Til eksempel observerede Thomas Roed Heiden, at eleverne i en 1. klasse begyndte at råbe i munden på hinanden og grine, da Hr. Pindse trådte ind. En elev gemte sig under bordet. I en anden klasse blev alle elever måbende siddende ved deres pladser. Han oplevede også, at eleverne udviklede nye spørgsmål, i takt med at pindsvinet svarede på deres forberedte spørgsmål. En elev ville gerne vide, hvor længe man sover, når man er i hi. En anden var nysgerrig på, om der mon var en Fru Pindse. Desuden dristede nogle elever sig til at røre ved pindsvinets pels. Hvis Hr. Pindse var kilden, fandt de hurtigt ud af det.

Dramapædagogik som vej til at gøre litteratur vedkommende

Når Hr. Pindse er gået, og læreren atter kommer ind igen i klasseværelset, fortæller eleverne om besøget. De gengiver det, de har oplevet, mens læreren var væk, og de sætter ord på hændelser, som måske også kunne være indtruffet under besøget. Thomas Roen Heiden pointerer, at samtalen virker naturlig for eleverne, og at alle ser ud til at være interesserede i at deltage i den. Det mener han ikke altid er gældende i litteraturundervisningen. Han tilføjer, at nogle elever senere gentager pindsvinets besøg eller inddrager elementer fra billedbogen i deres lege i frikvarteret. Det ser han som et tegn på, at bog og besøg har gjort indtryk og været af betydning for dem. Lærerne har været glade for forløbet, fortæller han videre. De syntes, at det var sjovt at være ”en anden” for en stund, og de lærte meget af at opleve deres klasse på en ny måde. Desuden er de overraskede over den positive respons, som de oplever, at eleverne giver udtryk for.

Med dramapædagogikken har det, der startede som en almindelig højtlæsning af en billedbog, altså udviklet sig til at være et fælles litterært mulighedsrum, som eleverne kunne gå ind i, gå på opdagelse i og digte videre på. Eleverne blev inviteret til at forholde sig sprogligt og medskabende til bogen – og de tog imod invitationen.