Den røde tråd

”Det gælder om at få børn ned i så mange kaninhuller som muligt,” fortæller grafisk designer Kenn Munk, som sammen med kunstner Annabelle Nielsen udgør En Hemmelig Klub. De har lavet installationen ”Den røde tråd”, som består af en gigantisk lysekroneagtig udsmykning, hvorfra et væld af røde tråde forgrener sig til bogreolerne i Kolding Bibliotek. Følger man de røde silkebånd, finder man kort gemt i udvalgte bøger. Installationen er tænkt som en læseengagerende interaktiv skattejagt.

Projekt Læselyst og læserum er sat i søen af Koldingbibliotekerne i tæt samarbejde med Designskolen i Kolding, Syddansk Universitet og en række lokale skoler og deres PLC’er. Den bærende ide har været at bringe læsning ind som en naturlig del af børnenes leg og at inddrage børn som medskabere i udviklingen af læselystfremmende tiltag. I projektet er der udviklet ti prototyper gennem en designproces med børn, lærere, designstuderende, kunstnere, forfattere, scenografer og youtubere. På projektets afsluttende konference fik centerets udsendte medarbejdere mulighed for at krybe ind i læseskabe, slænge sig i HUGME, som er et kæmpemæssigt mangearmet bløddyr, og gå på opdagelse i En Hemmelig Klubs magiske system, ”Den røde tråd”.

Magisk bureaukrati

I udviklingen af ”Den røde tråd” har En Hemmelig Klub været særligt inspireret af bureaukrati som en måde at bringe leg og materialitet i spil i børnenes omgang med bøgerne i biblioteket. Kortene, som børnene finder i bøgerne, instruerer dem i at stemple, skrive, signere og registrere, og der skal ofte rives blanketter af: ”Børn elsker bureaukrati, så længe det ikke har betydning,” forklarer Kenn Munk, og han fortsætter: “Bureaukrati er ritualer. Det handler om, at du skal gøre ting på en bestemt måde. En fællesnævner for leg og bureaukrati er regler.” Annabelle Nielsen supplerer med at fortælle, at de har været inspirerede af skattejagt, historiefortælling og gammeldags biblioteker, hvor man kan fare vild.

Et af kortene, som børnene kan finde i bøgerne via et rødt silkebånd, opfordrer til at skrive en ny slutning til bogen. Formularen har et perforeret blanketagtigt skrivefelt og lyder: “Skriv dit navn nederst, og læg den ind i bogen præcis dér, hvor historien skal ende. Husk at rive denne del af sedlen af og give den til bibliotekaren.” Andre kort leder frem til retten til at anbefale en bog, hvilket børnene gør ved at stemple ”godkendt” i biblioteksbogen og signere den. Børnene får også mulighed for at skrive videre på en fælles bog, der står på hylden med biblioteksbøger, eller de kan skrive en anmeldelse, som bibliotekaren lægger ind i en bog, der minder om den læste til glæde for den næste låner på jagt efter godt læsestof.

En Hemmelig Klub har arrangeret de forskellige blanketter i en fin æske med inddelte rum, hvilket leder tankerne hen på Børnenes Postkontor: “Børnene synes, at biblioteksbøger er hellige. Vi arbejder med et system, hvor børnene gerne må lave om på bøgerne, skrive videre på dem, stemple i dem,” forklarer Kenn Munk og Annabelle Nielsen. De fortæller videre, at de opfatter skolen som et miljø med mange regler. Derfor har de været optagede af at skabe et rum, som stimulerer børnenes nysgerrighed og lyst til at gå på opdagelse. Ud over de mange forskellige kort, som alle er forbundet via røde silkebånd til den lysekroneagtige udsmykning i loftet, er der også bogen Kardinalen, hvori der gemmer sig en lille stenfigur ved navn, ja netop, Kardinalen. Når man finder figuren, skal man beholde den i lommen i en uge uden at sige det til nogen. Overhovedet! Nogle af de inviterede børn til konferencen har afprøvet ”Den røde tråd”, og en af dem fortæller, at det var umuligt ikke at fortælle familien om stenfiguren i lommen i en hel uge. Men der var formentlig også børn, som glemte at levere figuren tilbage. Derfor har En Hemmelig Klub også sørget for at have nogle ekstra kardinaler i baghånden til at supplere med.

Nye perspektiver på læsning

Et gennemgående motiv til konferencen er læsefællesskaber og læserum. Rektor ved Kolding Designskole Lene Tanggaard opfordrer til, at folkeskolen ændrer tilgang fra et for ensidigt fokus på færdigheder og individuelle, kognitive processer til, at læsning er noget, man gør et konkret sted og gerne i fællesskab med andre. I projektet har man undersøgt og eksperimenteret med denne udfordring på kryds og tværs.

Thomas Illum Hansen, forskningschef ved UCL, præsenterer en model over læsningens drivkræfter udarbejdet i samarbejde med bibliotekskonsulent Lisbet Vestergaard og Centralbibliotekerne. Modellen forsøger at bidrage til et udvidet sprog om børns læselyst ved at foreslå en kategorisering af læseglæde, -motivation, -engagement og -interesse. Når man har spurgt elever om, hvorfor de ikke er så glade for at læse, svarer de bl.a.: ”Når du har læst bogen, så kan du ligesom ikke bruge den mere” og “I et spil, der er jo hele tiden nye opdateringer.” Modsat begrunder elever med høj læselyst bl.a. deres læsning med, at man kan fordybe sig i en historie og i en anden verden.

I projektet Læselyst og læserum har man først og fremmest været optagede af at inddrage børn. Derfor har en masse elever sammen med forskere, studerende og designere udviklet og afprøvet de ti prototyper, som har været på besøg på de deltagende skoler. Vi slutter dagen af med en tur i ”Læseskabet”, som er et lille skab, hvor man inde i mørket kan tænde for forskellige lys- og lydkilder, men nok så vigtigt kan trække gardinet for. Skabet har lige akkurat plads til to børn eller én udsendt medarbejder ad gangen.