Læs mere fra bloggen: Helle Rahbek
Blog
Bogklub i skolen – en del af den frivillige undervisning
Kan man det?
Ja, hvorfor ikke?
Vi bruger rigtigt mange kræfter på at lave forskellige tiltag, der kan være med til at øge læselysten hos eleverne. Ofte er fokus på dem, der har mistet læselysten eller for at fastholde den for dem, der er ved at blive bogdroppere. Jeg synes imidlertid også, at man skal dyrke dem, der allerede har læselysten. På vores skole er vi med i læslystprojektet: Lystlæsning i fritiden understøttet af PLC for mellemtrin og udskoling under Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Som ét af de tiltag vi har igangsat, har vi i år startet en bogklub for læseglade børn.
Vi har lavet to tilbud – et for 3.-4.klasse og et for 5.-6.klasse. Vi synes, det er nødvendigt at opdele eleverne i disse to grupper, da det ikke er den samme litteratur de læser, og for at finde litteratur som er målrettet til aldersgruppen. For 3.-4.klasses vedkommende ligger bogklubben i slutningen af deres skoledag. Det var ikke muligt at lægge den udenfor undervisningen, både på grund af forskellige mødetider, men også pga. af bustider. For 5.-6.klasse ligger bogklubben udenfor skoletiden.
Vi lavede en lille film til eleverne, hvor vi spurgte ind til om de bl.a. kendte til det med ikke at kunne lade en bog ligge, at man bare har lyst til at læse mere af samme slags osv. Derefter fik alle elever en folder med hjem, hvor vi havde beskrevet, hvad bogklubben går ud på. Man kunne kun tilmelde sig ved, at deres forældre skrev til en af os. Man binder sig for at deltage alle 6 gange i løbet af skoleåret. Det er vigtigt for os, at vi har forældrene med til at bakke deres børn op. Nogle af de elever der har meldt sig har udfordringer omkring læsningen, men er rigtigt dygtige til at snakke om de tekster og litteratur de har lyttet til. Så vi har opfordret forældrene til at læse op for dem, der har svært ved det.
12 elever fra 3.-4.klasse og 10 fra 5.-6.klasse har meldt sig. To af bøgerne har vi indkøbt til eleverne, mens de øvrige har vi lånt på CFU både analoge og digitale bøger. Første gang havde vi en forventningsafklaring om hvad og hvordan, de tænkte om en bogklub. Vi fortalte også hvilke forventninger vi havde. Derefter lavede vi booktasting omkring den første bog de fik med hjem. Vi læste første kapitel op og sendte en flok super engagerede og glade elever hjem. Det eneste de var utilfredse med, var hvorfor der skulle gå fire uger inden vi mødes igen.
En forældre skrev til mig, at de havde fundet ud af at der var flere bøger i den serie, som eleven skulle læse, og om de godt måtte læse videre i dem. Det er da fedt!
Nu glæder vi os til at mødes med bogklubberne igen, og snakke om den første bog de har læst.
3.-4.kl. har læst De hemmelige youtubere af Maria Rørbæk, mens 5.-6.kl. har læst Verdens værste youtuber af Emil Blichfeldt.
Planen er at vi skal lave forskellige
ting, når vi mødes. En af tingene er små litteraturkort, hvor vi i grupper
snakker om forskellige oplevelser af bogen. Det kan også være at en af eleverne
skal i den varme stol som hovedpersonen, man kan stille spørgsmål til. Vi har
mange idéer der skal prøves af.