Helle Rahbek

Blog

Jeg glæder mig i denne tid

-nu er det snart igen skolebibliotekstid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har det næsten som første skoledag. Uha hvor jeg glæder mig til snart at kunne låne skønne, spændende, morsomme og faglige bøger ud til eleverne igen. Jeg savner i den grad også at formidle litteratur!

I godt to måneder har skolebiblioteket været lukket. De sidste uger dog lukket op som klasseværelse for to skønne hold fra 2.kl. Men intet udlån. Stakkevis af afleverede bøger ligger klar til at blive sat på plads, og blive udlånt igen. Jeg ved heldigvis, at vi på skolebiblioteket er savnet af eleverne. Når jeg møder dem på gangene, i undervisningen og udenfor, og alle spørger: ”Må vi snart komme over til dig og låne bøger”. Det bliver man da glad for!

Der er mig bekendt ikke kommet retningslinjer for genåbning af skolebiblioteker. Så jeg kigger på retningslinjerne for folkebibliotekerne, hvor det er beskrevet, at der åbnes for ind- og udlån. Overført til skolebiblioteket betyder det vel det samme? Altså stadig ingen fælles formidling til klasserne. I retningslinjerne står også ”Det bør klart skiltes, at lånere alene må opholde sig på biblioteket for at aflevere og låne biblioteksmateriale, og der må ikke tages siddende ophold, heller ikke i læsesale.” Så det må vel betyde, at børnene i små grupper kan komme på biblioteket og låne bøger, men skal gå tilbage med det samme?

Helle Rahbek

Lærer, uddannet skolebibliotekar og er nu PLC-vejleder. Pædagogisk konsulent ved Via Center for Undervisningsmidler og master i børnelitteratur. Jeg vil skrive om det, jeg synes rører sig på PLC-området, lidt om dagligdagen på PLC og nyt fra CFU, som kan bruges på PLC. Jeg tænker også i tips og gode ideer til PLC.

I min verden tænker jeg, at det er positivt, at vi snart kan låne bøger ud igen. Men først venter der en del praktisk arbejde bl.a. oprydning efter, at der har være klasseværelse to steder på biblioteket. Reoler skal flyttes på plads, ekstra rengøring og aftaler med lærerne om udlån. Men så….

Helt juble kan man jo ikke endnu, for der kan ikke formidles og skabes den særlige atmosfære, der normalt hersker i udlånstimerne. Men jeg tænker at når eleverne kommer i små grupper, så kan man godt lige nå at få en lille snak om bøgerne. Læreren eller bibliotekaren sørger for udlån og aflevering. Så der kun er én der rører ved scanneren.  Søgemaskine kan ikke tilgås endnu. Der vil simpelthen være for megen afspritning og kontrol med at det bliver gjort. Jeg har flittigt indkøbt nye bøger i hele perioden. Dem forestiller jeg mig at udstille på flere borde, så indskolingsbøger ligger et sted og mellemtrinsbøger et andet. Jeg har også bestilt nye plakater og bogmærker – næsten som ved skolestart.

Vi er på vej …. Alt bli’r godt igen!