Den stille elev har også en stemme

Jeg har netop læst artiklen “Læreren kan også give den stille elev en stemme i klassen”, der kan findes i det nye nummer af Folkeskolen (nr. 5/2020). Den fortæller om Cecilie Sand der, som lærer, har benyttet en meget konkret tilgang for at give plads til de stille elever.

Artiklen trækker en problematik frem i lyset, der er vigtig. Jeg har, igennem mit lærerliv, tit deltaget eller overhørt snakke om de stille elever og især de stille piger. Jeg er sikker på, at de fleste lærere har haft samme udfordring, som lærer Cecilie Sand har med at få hendes stille elever til at turde være aktiv i timerne.

Nogle lærere har en evne til, helt naturligt og uden de måsker tænker specielt meget over det, at få alle elever til at deltage aktivt i undervisningen. Men lærere er forskellige, og andre kan have større udfordringer i forhold til at få de stille elever engageret mundtligt. De vil, efter min mening, med fordel kunne benytte de værktøjer som beskrives i artiklen.

Men det som artikel især fik mig til at tænke på er, at man som kommunalpolitiker kan tage meget med sig. Nogle politikere vil nok tænke, at det er en del af opgaven som lærer, at få alle elever inddraget i udvisningen. Har de ikke lært det på seminariet? At være lærer er utrolig kontekstafhængigt. De fire år på lærerstudiet vil ikke kunne forberede de nye lærere på alle de problematikker, de kommer til at stå overfor efter endt studietid.

Politisk skal vi sørge for, at holde ro om skolens rammer. I stedet for skal vi arbejde med indholdet og derved give lærerne og ledere mulighed for at udvikle den daglige praksis og undervisning. For det kræver overskud at skulle ændre på egen praksis. Det overskud skal sikres politisk. Vi er i en tid, hvor der aldrig har været flere krav og opgaver, og hvor lærernes tid til at kunne løse disse opgaver ikke før har været så udfordret.

https://www.folkeskolen.dk/1712226/laereren-kan-give-den-stille-elev-en-stemme-i-klassen