Når vi i PPR gør en positiv forskel i det tværfaglige samarbejde

Eksklusion til segregerede tilbud stiger igen, og aldrig tidligere har så mange børn og unge fået en diagnose med sig, når de forlader folkeskolen. Mit ærinde med denne artikel er at skrive om Best Practice i PPR ud fra de mange års erfaringer, jeg har fra mit lærerliv og senere som PPR-psykolog. Mine erfaringer er, at vi kan skabe dagtilbud og skoler for alle børn, når der er et godt, tillidsfuldt og kollaborativt samarbejde. Når der er et menneskesyn hos os alle om, at mangfoldighed er en styrke. Det er OK at være anderledes og samtidig være en del af fællesskabet.

Individualisering af problemer er ofte et problem

Der er i dag en bred enighed i PPR om, at de problemer i børns liv, der opstår bekymringer omkring, må forstås som bevægelige, relationelle og altid i en kontekst. Løsningerne findes ikke ved at individualisere problemerne, men ved at vi i partnerskaber arbejder systemisk omkring de pædagogiske indsatser i forhold til børn og unges udvikling. Men hvorfor er det så svært stadig at få disse visioner omsat? Jeg mener, det er så komplekst et spørgsmål, at man ikke kan forstå det med enkelte årsagsforklaringer som lovgivningen, få ressourcer, kommuners økonomiske politikker, organiseringen af PPR, de professionelles kompetencer, børnesyn, forældrepres, ledelsen betydning m.v. Selv om de tilsammen i forskelligt omfang også kan gøre en forskel.

I arbejdet som PPR-psykolog bliver man ofte kaldt ud, når der er problemer med enkelte børns og unges udvikling og trivsel i børnehaver eller skoler. Når det går godt i det tværfaglige samarbejde mellem skole/ dagtilbud og PPR, er det netop ikke individualiseringen, der er i fokus. Godt nok er den individuelle pædagogiske psykologiske vurdering (ppv) af barnet ofte et meget benyttet og efterspurgt redskab, hvor testresultater og observationer af barnets styrker og svagheder formidles af PPR-psykologen. Men i god praksis er der sat god tid af til den efterfølgende rådgivning og vejledning, som testresultaterne lægger op til. Der er tid til efterfølgende rådgivning og observationer samt møder, ikke nødvendigvis med PPR-fagpersonen alene men i et tæt samarbejde med andre fagpersoner fra skolens ressource center eksempelvis en læsevejleder eller en inklusionspædagog.

De beskyttende faktorer er i hoved fokus

Der er således på stedet et velfungerende, smidigt og fleksibelt samarbejde mellem støttesystemerne, som PPR-psykologerne er en naturlig del af. Støttesystemet kan arbejde forbyggende og gå hurtigt ind omkring de udfordringer, der er omkring enkeltes børns inklusion i fællesskabet. Hoved fokus er på de beskyttende faktorer i barnets fællesskab og på at gøre mere af det, som virker og udvikler fællesskabet og det enkelte barn og unge. Indsatser som i øvrigt skaber robuste børnefællesskaber og sikrer de enkeltes trivsel. Indsatserne kan modstå de udfordringer, som eksempelvis i perioder ses i barnets eller den unges hjem. Her kan der samtidig være et tværfagligt og helhedsorienteret indsats mellem socialforvaltning, PPR og skole/dagtilbud.

Men nu tilbage til ppv’erne, som er lovbefalet og iværksættes, når der er brug for vurderinger af børn og unges specialpædagogiske behov. God praksis er at tage hånd om problemer når de viser sig og ikke vente og se tiden an i forlang tid. Ofte ser pædagogerne de allerførste tegn i vuggestue og børnehave, der senere kan udvikle sig til mistrivsel og faglige og sociale vanskeligheder i skolen. PPR-psykologerne har tid til at tage de yngste børns problematikker op, til at gå ud og observere i praksis i længere tid og give pædagogerne sparring og supervision. Dette sker inden ppv skrivning og forebygger, at det meste af PPrs tid går til at vurdere og teste enkelte børn. PPR-psykologerne er kendte ansigter på stederne og kender børn, forældre og pædagoger. De flytter ikke så tit og bliver i PPR i årevis. De har indsigt i sagerne, og hvad der sker i processerne med børn, der visiteres videre til andre tilbud. De får løbende supervision i deres kollegagrupper omkring de mest komplekse problemstillinger.

PPR-indsatserne hænger sammen med de pædagogiske og didaktiske kerneopgaver.

I den velfungerende praksis er der overlevering fra den ene professionelle til den anden. Indsigt og information går hermed ikke tabt, og forståelsen af det konkrete barn og dets kontekst sker på baggrund af samvær med barnet og den unge og dets omgivelser og ikke alene vha beskrivelserne af tests og børne- og ungepsykiatriske erklæringer og noter m.v.

I den bedste virkelighed ses der ikke en stor udskiftning af PPR-psykologer, ej heller af pædagoger og lærere i barnets dagtilbud eller skole.

PPR-indsatserne hænger godt sammen med de pædagogiske og didaktiske kerneopgaver, og i praksis bygges der bro ved at trække psykologien ind på pædagogernes banehalvdel og omvendt. De pædagogiske psykologiske indsigter i barnets livsvilkår og ikke mindst i dets kontekst samt at udvikling sker over tid, prioriteres i PPR-arbejdet. Tests og vurderinger indgår stadig set i relation til forventelig udvikling, men de er ikke løsrevne og optræder ikke som ikke- kontekstuelle præstationer.

Når PPR-psykologer samarbejder tværfagligt, sker det ligeværdigt med flere fagligheder. Der er ikke et hierarki mellem faglighederne, hvor fx psykiatrien eller det neuropsykologiske får forrang og har mere magt and pædagogers og læreres faglighed. Der vil tværtimod være fokus på pædagogikkens muligheder for udvikling og for inddragelse af forældres og børn og unges egne perspektiver på udfordringerne samt løsninger på problemerne. Pædagoger og lærer taler i denne praksis ikke ”psykologisk” eller benytter diagnosebetegnelser og kategoriseringer, når de kalder på hjælp.

De pædagogiske notater, som lærere og pædagoger benytter ved deres pædagogiske beskrivelser og målsætninger i begyndende forebyggende indsatser i klassen eller i gruppen, har således ikke en neuropsykologisk vinkling men en mere praksisrelevant tilgang. Bekymringer bekræftes ikke ved hjælp af ppv’ernes testresultater, men de tværfaglige ppv’er peger på udviklingsmuligheder for barnet eller den unge via miljøet

Det tværfaglige arbejde drager således nytte af en PPR-indsats, der rækker ud over end mest at bekræfte bekymringer ved hjælp af testresultater, eller at testen udløser ekstra ressourcer eller visitation til andet tilbud.

Stærke børne- og unge fællesskaber for alle

Den pædagogiske psykologiske rådgivning i dagtilbud og skoler er i en Best Practice sammenhæng bragt tættere på de pædagogiske miljøer. PPR-psykologer indgår som forandringsaktører i tætte og ligeværdige samarbejder med praktikerne. At styrke børnefællesskaberne bekræftes i øvrigt i den seneste forskningsrapport af Rolf Hvidtfeldt og Anja Stanek ”Om pædagoger i tværfagligt samarbejde om bekymringsbørn” samt i KLs anbefalinger til den nye regering om ”Trivsel og stærke børnefællesskaber”.

Husk de ca. 5 % der har brug for indgribende indsatser

Jeg mener, at der er brug for at udvikle støttesystemernes samarbejde med den pædagogiske praksis særligt i forhold til de ca. 5 % af børn og unge i alvorlig mistrivsel, der ellers er i risiko for at komme for sent med ind i børnefællesskaberne. Her kan der være brug for mere individuelle og behandlende indsatser og en opfølgning og vedvarende støtte til klassen og skolen med løbende rådgivning fra PPR og andre fagligheder.

For at vi kan få mere god PPR-praksis i kommunerne, mener jeg, at vi ikke mindst bør se på de nye PPR psykologers kandidatuddannelser, og hvorvidt fag og forskning orienterer sig i tilstrækkelig grad mod den pædagogiske praksis, om den kan skabe resonans der og har et hoved fokus på at forberede de studerende i senere at kunne indgå i pædagogiske psykologiske udviklingsprocesser både på individuelt, gruppe og organisations niveau. Hovedopgaven for PPR som andre støttesystemer er at skabe udviklingsmuligheder for alle børn og unge i deres almindelige fællesskaber uden at marginalisere nogen.

At indgå i skoleudvikling bør være en kerneopgave i PPR.