Put energi ind i fællesskaber og skab kreativitet i undervisningen

Formålet med dette indlæg er at rette skolers og PPRs opmærksomhed på at pleje kreativitet i fællesskaber. Dels ved at finde ud af, hvad kreativitet kan være og udforske, hvordan den opstår og dels for at belyse, hvorfor det er vigtigt bevidst at pleje den.

Kreativitet skal ses som et fælles anliggende i skolen. Jeg mener, at PPRs rådgivning har en tilbøjelighed til at have et for stort fokus på individuelle kategoriseringer, som kan hindre pædagogiske tiltag og kreative processer som primære interventionsmål. Ved at se på kreativitet som resultatet af bl.a. forskellighed, kan vi være med til at reducere stigmatisering i klasserummet i forhold til alle elever - og måske især de elever, der lærer og tænker anderledes end de fleste.

Jeg er blevet inspireret af professor i pædagogisk psykologi Vlad Glaveanu fra Dublin Universitet, som har lavet en pod-cast om kreativitet i undervisningssystemet. Han viser en ny forståelse for kreativitet og pointerer, at det er vigtigt at pleje den i alle skolens fag. Han spørger således til nye måder at forstå kreativitet på, så det ikke mest handler om noget, der findes inde i den enkelte elev som resultatet af individets mere eller mindre medfødte, biologiske og neuropsykologiske strukturer - men snarere at forstå kreativitet som resultatet af processer i elevernes kontekst ud fra sociale og kulturelle tilgange. Her spiller blandt andet sprog, kultur, miljø, normer ind. Disse begreber er med til at danne os mennesker, ikke mindst i en samfundsmæssig sammenhæng. Dette giver mening i skolen, for lærere ser ikke blot på børnenes biologi eller studerer deres hjerner i klasserummet, men er også optaget af deres interaktioner i læringsprocesserne.

Historisk er kreativitet beskrevet helt tilbage i romantikken med kunstens indtog i samfundslivet, samt senere med geniet, der skaber nye ideer og erkendelser. Kunstneren eller geniet var ofte en ”han” og ekstrem individualistisk. I 50ernes psykologi kom det individuelle ”jeg-paradigme” i fokus, hvor alle har potentiale for kreativitet. Dette blev anvendeligt i undervisningen, idet den viser, at vi kan pleje det kreative i ethvert menneske. Men hvordan det udmøntes i praksis - uden at tænke kreativitet som medfødt og resultatet af særlige kognitive strukturer, kan et ”vi-paradigme” (den sociale kulturelle tilgang) måske fortælle os noget om, idet den fokuserer på konteksten. På det sociale og på klimaet i klassens fællesskaber fremfor individuelle kompetencer og det ”geniale”.

Psykologer kritiserer ofte denne social-kulturelle tilgang, idet de ser, at den ignorerer den mentale dynamik i et menneske. Men følger vi udviklingspsykologen Vygotskys spor, så er alt det, der sker inde i et menneske, også noget der sker mellem mennesker. Der er altid kommunikation og et socialt syn på menneskets bevidsthed, en form for inter-individualisme kan man sige.

Ifølge den social-kulturelle tilgang til kreativitet begrænser vi os, hvis vi ser kreativitet som momenter af indsigt, der er personlig og psykologisk. Selvfølgelig får vi kreativ indsigt, bliver geniale m.v., men de kreative ideer er altid integreret i praktiske interaktioner og aktioner i ens omverden med brug af objekter, på steder m.v.

Kreativitet kan defineres ud fra diversitet. Jo flere forskelle vi finder frem til, desto større muligheder er der for nye ideer. Vi ser det også i tværfaglige gruppeprocesser, som der er lavet meget forskning på. Det, der fremmer kreativitet, er når der er åbenhed for forskellige synspunkter. Dels ved, at der gives rum for dem, og dels ved, at fagpersonerne viser respekt for synspunkterne. Gruppen behøver ikke være enig, men skal snarere føle, at de forstår og er nysgerrige på andre mennesker, og hvor de kommer fra.

I skolen må vi have opmærksomhed på, hvordan faglærere i fx matematik og geografi ser forskelligt på undervisningen, men også på, hvordan eleverne ser på hinandens forskelle, og hvordan vi giver dem rum til at udtrykke disse forskelle. Det handler ikke om, at skolen skal bryde med det traditionelle, det gængse, men derimod om at bygge videre på det i nye (historiske) sammenhænge. Vi ved fra teorierne, at læring sker ved at bygge videre på det gamle. Denne transformation sker også i kreative processer.

Kan kreativitet hæmmes?

Især i den vestlige verden tænker vi på kreativitet som noget individuelt - som selvudtryk. Af og til forsøger vi endog, om vi kan måle den i tests. Vi ser lærere, der underviser i faget billedkunst, identificere deres fag som kreativt og med et stærkt kulturelt paradigme. Der er visse fordele ved dette individuelle fokus. Vi ser det således i humanistisk terapi hos fx Carl Rogers: Hvis du forbinder dig til dit indre kreative potentiale, så kan du opnå velvære og trivsel. Det er nemt at være enig i. Men udfordringen er, at hvis vi kun zoomer ind på denne individualiserende diskurs, så kommer vi nemt til at gøre individer alene ansvarlige for deres præstationer. Dette korresponderer godt i en neo-liberal, kapitalistisk konkurrencestat med dens optagethed af vedvarende fremgang og øget forbrug. Mennesker kan blive rige af at være kreative og skabe nyt. Men det kan også presse mennesker ved konstant at skulle præstere mere og mere.

Ud fra et socialt-kulturelt perspektiv bør vi i stedet interessere os mere for relationerne i organisationer, og hvordan vi skaber miljøer med kreative situationer mellem mennesker. Situationer, hvor det ikke kun handler om merforbrug, men på, hvordan fællesskaber meningsfyldt skaber nye ideer sammen. I undervisningssammenhænge må vi reflektere over dette, når vi fremmer og plejer kreativitet.

Findes der gode råd til, hvordan skolen kan skabe kreative miljøer i klasser?

Der findes ikke en recept. Hvis vi kendte ”sandheden”, ville det ikke lede os til kreativitet. Generelt kan det dog siges, at kreativitet relaterer sig til diversitet, hvor forskellighed ses som en styrke. Nye metoder og værktøjer fører ikke i sig selv til mere kreativitet, men der er forhold, skolen kan fremme for at få mere kreativitet ud i fagene:

Organisationen / skolen værdsætter diversitet og forskelle

Elever udtrykker deres forskellige synspunkter i klasserummet

Læreren er ikke den komplette autoritative person længere (hvor læreren anses at have viden, der overleveres til eleverne, der er mest lyttende)

Der er rum for interaktioner i klassen med deling af forskellig viden, som også er modsatrettet viden

Læreren stiller ikke spørgsmål til eleverne, hvor svaret kendes på forhånd.

Læreren og eleverne oplever ikke kaos i klassen, når kontrollen om hvem der har de rigtige svar slippes

Tillad ”ikke viden” i klasserummet som et grundprincip i undervisningen

Brug åbne spørgsmål

Tænk som lærer, at du også vil lære noget nyt i klasserummet

Tænk som lærer, at du ikke kun er her for at undervise men også for at vejlede og guide og samarbejde med PPR og andre fagligheder for at undersøge, hvordan forskelle håndteres og de, der giver benspænd

Elevers og læreres rolle i kreative processer med inddragelse af elevernes perspektiver

Vi ser i nogle skoler, at eleverne i 7-10  års alderen bliver mere passive. Vi ser også det modsatte, at mange skoler er kommet langt med at inddrage eleverne som aktører i undervisningsplanlægningen. Fra børnehavens fokus på legeaktiviteter, hvor pædagoger følger børnenes initiativer, og hvor udvikling ses gennem leg, er den traditionelle skole ofte sådan indrettet, at det er lærere, der underviser, og eleverne forventes at lytte og til dels blive styret af lærebøgernes instruktioner og øvelser m.v.

Den kreative proces kan skabes og udvikles i interaktioner med elever ved medbestemmelse og deling af elevperspektiver.

Er der fag, hvor det ikke er muligt at bruge kreative processer?

Det afhænger af, hvordan vi definerer disciplineret undervisning. Hvordan kan vi integrere kreativitet i alle skolens fag, er ofte et spørgsmål, der stilles? Det er oftest nemmest i billedkunst, hvor kreativitet ligger i fagets identitet, medens der i de mere boglige fag kan ses mere ambivalent på det. I ”UDL” settings (se Universal Design for Learning på U-tube) kan vi se billeder på, hvordan fagene integreres omkring praktiske aktiviteter, og hvor eleverne kan vælge. Viden og kreativitet går hånd i hånd, og eleverne løser spørgsmål, der er relevante i deres liv.

Hvad kan vi gøre for at promovere kreative aktiviteter og fremme elevernes kompetencer?

Lærere har en masse power til at handIe. I stedet for at tænke på, hvad de kan gøre og på ansvarlighed, så tænk på relationer og interaktioner som fremmende for kreativitet. Medtænk eleverne og inddrag dem i stedet for at fortælle dem, hvad han eller hun skal gøre for at være kreativ. Og ja lærere har mere magt i klasserummet til at fremme disse processer ved at tillade sig selv at være ”ikke vidende” og ved at inddrage eleverne som aktører.

Desuden kan der kigges på de fysiske rammer i klasserum. De traditionelle klasseværelser med borde og stole i rækker, der vanskeligt kan flyttes rundt på. Dette udbyder nødvendigvis ikke til kreative processer.

 I stedet kan vi i moderne klasserumsindretninger eksempelvis se et langt arbejdsbord, hvor eleverne kan flytte rundt efter aktiviteter. De har selvfølgelig en fast plads til deres egendele. Men det er et rum, der opmuntrer til at bevæge sig rundt ligesom vi ser i co-teaching med flere stationer. Med lærere og klassekammerater der er guidende og undersøgende. Måske skal vi have et opgør i skolen med, at elever sidder på faste pladser og bliver ved med den samme aktiviteter i mange minutter af gangen?

Forskelle - og opståen af kreativitet - ses nemlig, når elever oplever deres forskelligheder, når de bevæger sig rundt. Der er en spejleffekt i at bevæge sig rundt og få fat i andres oplevelser og tænkning. Dette sker nødvendigvis ikke på samme tid, men der er en rød tråd i undervisningen om det.

Så der er meget, skolen kan gøre for at pleje kreativiteten i fællesskaberne:

åbne magtstrukturerne i klassen og gøre dem mere horisontale

invitere eleverne til åbne drøftelser om forskellige perspektiver og lave pædagogiske aktiviteter fra dette

arbejde med det fysiske miljø i klassen og fremme mere mobilitet og bevægelse via indretningen, borde og stoles placering, vægillustrationer

gøre brug af den nye teknologi, zoom, Skype, virtual reality i undervisningen etc.

Skoler kan have simpelt indrettede lokaler med sorte tavler og kridt m.v., og alligevel kan fantastisk kreativitet finde sted her, også selv om møblerne og lokalet er af ældre dato, som flyttes rundt på. Måske handler det mere om mindsettet for mobilitet og fleksibilitet, vi nøje kan overveje?

Skolen kan også have kreativitet gennem den nye teknologi. Der findes som sagt ikke én måde, ét værktøj, men det handler om at forstå den kontekst, som vi er i, og så fremme de kreative processer.

Et sidste råd er at være nysgerrige på elevers kulturelle baggrunde. Lærere ved selvfølgelig, når de planlægger undervisning, at deres elever kommer med forskellige livserfaringer og kulturelle normer, og at elever stiller forskellige spørgsmål til tingene. Alt dette kendes fra didaktikken og læringsteorierne. Her understreges det, at der skal være en øget opmærksomhed på, at skole og PPR finder de ofte ”her og nu” situationer, hvor nye ideer og kreativitet kan blomstre, og at rammerne er der for at pleje dem. Vi kan eksempelvis ikke bare sige, at brainstorming er en fantastisk metode til kreativitet, for kan vi sige, at fokus på forskelle er vigtig i brainstorming?

Mange vil dog vende tilbage til læseplanerne og elevvurderinger og være tilbøjelig til at mene, at de  vil gå imod denne opmærksomhed om at pleje kreativiteten, idet de styrer det indhold m.v., der forventes i undervisningen. Desuden bliver lærerne også evalueret på ud fra elevernes outcomes. Der er meget pres på lærerne.

Men der er en masse muligheder i at nå til det samme fra læseplanerne m.v. ved at benytte forskellige spor. Vejen til, hvad der ønskes i fagene, kan fremmes gennem kreative aktiviteter og mindset.

Mindsettet for at fremme kreativitet i skolen

Der bør derfor arbejdes på alle niveauer på, at ”mindset” for kreativitet lever. Det handler ikke blot om innovation i fællesskabet. Vi kan alle kan gøre så meget mere for kreativiteten. Vi ved fra den styrkebaserede aktivitets teori, at aktiviteter baseret på, at der ikke tænkes på unikke/ geniale og individuelle præstationer, fra starten er dynamisk. Blikket er på at se verden – i klasserummet som en mikro af verden.  Tænk på samtalerne i klasseværelset. Tænk på vores samtale lige nu - du siger noget, jeg ved endnu ikke, hvad jeg vil sige, men jeg siger måske noget ud fra det, jeg hører, er interessant og brygger videre på det.  Er dette en kreativ samtale? Vi er måske tilbøjelig til ikke at tænke sådan, for vi er fanget i et mere individualiserede og fast mindset, hvor kreativitet hænger sammen med enkeltes unikke ideer.

Der er udkommet en bog ”The Possible” på Oxford University Press af Vlad Glavenau. Bogen er kort og konkret med guides til skolen for mere sociale kulturelle tilgange til kreativitet. Den kommer ikke udenom de mere hjernemæssige, personlighedsmæssige og intelligensmæssige forudsætninger for kreativitet. Disse er der jo allerede hos den enkelte. Men kreativitet handler også fællesskabernes om kultur og samfund. Samt hvorfor vi er kreative. Dette er et vigtigt spørgsmål at tage med også i skolens formål omkring dannelse i stedet for, at vi bare tager for givet, at kreativitet er vigtigt.