Opgør med silotænkning for at sikre de bedste betingelser for udsatte børn Handleplaner i det tværfaglige samarbejde er vel ikke til for nogen andre end barnet og den unge? Og ikke bare for PPR, skolen, socialforvaltningen eller psykiatrien?

Komplekse problemstillinger omkring børn og unge i udpræget mistrivsel kræver et velfungerende tværfaglig og koordineret samarbejde, hvor flere instanser ofte er inddraget. En udfordring i dette tværfaglige samarbejde om fælles handleplaner kan være at børn og forældre bliver objekter og ikke subjekter.

Forsker Mats Andersberg fra Linneuniversitet i Sverige har undersøgt forskellene i anvendte samordnede individuelle planer som SIP, som de i Sverige benytter i det tværfaglige samarbejde omkring børn og unge og i Barnets Plan i Skotland.

Tværfaglige handleplaner bliver ofte iværksat for at undgå, at børn og unge falder mellem flere stole, hvor forskellige fagligheder er præget af silotænkning, som holder fast på hver deres egne fagligheder. I Barnets Plan fra GIRFEC (Getting It Right for Every Child) i Skotland, som regionen Kronoborg i Sverige og Barnets Stemme projektet i Område Indre by/Østerbro i København er meget inspireret af og er ved at implementere, er barnet og den unge i centrum i planerne. De voksne fra skole, PPR og socialforvaltning laver sammen med forældrene en fælles plan med udgangspunkt i barnets perspektiver på, hvad det har behov for, så det kan udvikle sig med de voksnes støtte. Barnet og den unge gøres i Barnets Plan tydeligere til et subjekt i arbejdet med handleplanen end et objekt som i de mere traditionelle handleplaner, både i ord og handling. Som det fremstår i Barnets plan fra Skotland bygger denne på et helhedsperspektiv. Der satses på forebyggelse med tidlige indsatser for at støtte børn og unge, der er i risikofyldte livssituationer og deres forældre. Her benyttes de otte trivselsindikatorer fra FNs børnekonvension artikel 12. De fastlås som grundlæggende for, at barnet kan udvikle sig i positiv retning.

Uklarhed om roller og ansvar

En af de problemstillinger der ofte går igen i det tværfaglige samarbejde mellem flere instanser er, at der er uklarhed om roller og ansvar, og hvilke roller de respektive instanser og professionelle skal indtage i dette samarbejde. Her ser det ud til, at de i Skotland har fat i noget vigtigt med deres handleplaner i det tværfaglige samarbejde. De centrale dele i rammerne omkring GIRFEC er disse særlige roller:

The Named Person (tovholderen) fra barnets hverdag i fx skolen, som er den ansvarlige for at koordinere indsatser og inddrage aktørerne fra flere instanser/professionelle.

The Lead Professional, som har hovedansvaret for at møder holdes, planer følges op. For skolebørn ligger denne hos skolelederen. Dette hindrer, at der ved forskellige problemstillinger eller situationer er forskel på, hvem der er ansvarlig for handleplanens udførsel. Ansvaret kan skifte undervejs i processerne ved tværfaglige indsatser, hvilket kan være svært for forældre i de gængse handleplaner at navigere rundt i.

Mats Anderbersgs undersøgelse over benyttede handleplaner i Sverige viser, at der desværre ofte forgår parallelle indsatser fra forskellige fagpersoner og instanser. Det leder til ineffektive møder med flere myndighedspersoner, hvor hver især redegør for deres respektive udredning og argumenterer for, at den kommer frem, når der skal en fælles beslutning. Det skaber et skel, hvis der er udpræget silotænkning hos fag personerne, hvor hver aktør er optaget af at overvåge, om deres egne interesser og behov afspejles i beslutningerne. Jeg mener, at vi også kan genkende dette billede fra handleplansarbejdet i Danmark.

Handleplaner bør tværtimod være samordnede og inddrage barnets og den unges synspunkter og koncentrere sig om at gå tidligt ind og identificere ekstra støtte i en periode til det aktuelle barn og familie for at forebygge problemer senere. I disse situationer er det vigtigt, at der arbejdes tværfagligt med én plan, frem for med planer fra flere af de forskellige instanser. Barnets plan fra GIRFEC i Skotland er præget af, at indholdet er tydeligt struktureret omkring de otte trivselsindikatorer (at være tryg, hjælpsom, kunne præstere, være sund og aktiv, respekteret og inkluderet). Deltagerne på planlægningsmødet analyserer deres forskellige ”data” og erfaringer med barnet selv, forældrene og lærere, inden de sammen beslutter, hvad de skal gøre.

Børneplanlægningsmøder i skolen med barnet i centrum

Det er ikke først ved en pædagogisk psykologisk vurdering, at børneplanlægningsmøder og forløb starter med en tværfaglig handleplan. Dagtilbud og skole er ofte de første, der ser udfordringerne omkring børn og unges trivsel og udvikling.  Børneplanlægningsmøder med en handleplan koncentreret om barnets behov initieres af skolen og dagtilbuddet, og der inviteres ofte en anden instans fx PPR , Socialforvaltning m.v. med i de mest komplekse forløb. Handleplanen indeholder da både de pædagogiske mål, som skal opnås for barnet i det pædagogiske miljø med andre børn og med lærerne og pædagogerne samt målene for den yderligere støtte og indsatser fra PPR, socialforvaltning m.v. Det kræver en samordning af disse indsatser, for at dette skal kunne ske.

I de skotske handleplaner understreges, at børn/ unge og deres forældre skal forberedes på at deltage på de tværfaglige møder, så de kan have indflydelse i beslutninger og deltage med deres synspunkter på de tværfaglige børnemøder. Også civilsamfundet og personer i frivillighedsorganisationer eller foreninger kan være mulige initiativtagere og deltagere.

Ofte er tværfaglige møder i den gængse forstand præget af asymmetriske magtrelationer, hvor nogle deltagere ikke har mandat til at beslutte, hvilket kan skabe ineffektivitet i det samskabende arbejde. Skolens rolle i det tværfaglige samarbejde omkring komplekse problemstillinger med børn og unge står ikke stærkt som jævnbyrdige partner med socialforvaltning og børne-og ungdomspsykiatri, som anses for at være eksperterne på børnene. Skolen kan desuden have vanskeligheder med at kunne indkalde disse instanser til handleplansmøder i samme udstrækning, som disse instanser selv kan. Også selv om skolen og læringsmiljøet ofte angives at være den vigtigste aktør omkring det forebyggende arbejde omkring barnet og den unges muligheder for udvikling fagligt og socialt.

Undersøgelser af eksempelvis Rolf Hvidtfelt fra Ålborg Universitet, som forsker i børns og forældres indflydelse på handleplansmøder, viser, at forældres og børns indflydelse er ret begrænsede trods de gode intentioner. De skal ofte tilpasse sig de tilstedeværende organisationsstrukturer, fremfor at disse tilpasses ud fra forældrene og børnene og de unge.  Der er dog også beretninger fra PPR om, at børn og forældre føler sig mindre udsatte, når der er én blandt de professionelle, som støtter dem i at fremføre deres synspunkter. Det er desuden her vigtigt, at tekster og guidelines i handleplaner har en optimistisk og positiv fremtoning.

Hvad der skal gøres for at udvikle det tværfaglige handleplansarbejde med barnet i centrum

Handleplanerne kan og skal ikke løse de forskellige instansers udfordringer omkring deres indbyrdes samarbejde og ansvar men snarere være løsningsorienteret omkring barnets problematik. Børnene og forældrene ses ofte selv at skulle tage et for stort ansvar for både formidling og information og omkring samarbejdet mellem de forskellige instanser, som PPR jo ofte er en del af.

Ingen handleplaner kan dog forandre det faktum, at udfordringerne omkring dem også kan handle om organisering i siloer, pressede budgetrammer, personale svigt og en øget administrativ byrde. Dette kan være svært at hamle op imod hos engagerede og ressourceorienterede professionelle, som i deres arbejde er fokuseret på sammenhænge og i at sætte barnet og den unge i centrum for deres arbejde.

Der er brug for, at universiteter og professionshøjskoler i deres forskning og pensum sætte fokus på børneperspektivet og det ressourcefyldte børnesyn, uanset om det drejer sig om det didaktiske planlægningsarbejde, deltagelse i processerne omkring børns udvikling, social og organisationspsykologiske emneområder eller omkring de fagfaglige emneområder. Barnet eller den unge får hovedrollen og bliver ikke et objekt som i nogle af de gængse værktøjer, der i dag benyttes i skolen ved planlægning af undervisningen samt i det tværfaglige arbejde i de mest komplekse problemstillinger.

Ja, skolen bør være den naturlige arena for det samskabende arbejde, fordi børnene og unge befinder sig en stor del af deres tid her. Det er her handleplansmøderne er, og det er her handlinger udspringer sig fra til gavn for barnets læringsmæssige udvikling. Handleplaner må ikke ses som et redskab til at kontrollere og udmønte ansvar men som et fælles værktøj for alle de involverede.

Skolen er desuden et relevant sted at samles, idet den har en unik rolle i tidligt at opdage alle børns behov og få yderligere indsatser i gang fra bl.a. PPR , som er tæt på, og fra andre i det tværfaglige arbejde. 

Er det i virkeligheden først og fremmest skolen, som kan være det mest naturlige sted for udvikling af børnesynet indenfor det tværfaglige arbejde? Det er i hvert fald her, de professionelle (lærere, pædagoger og i et vist omfang PPR psykologer) møder børnene i dele af deres hverdagslivs rammer. Udviklingen af børnesynet kan både komme fra den enkelte skole selv i samarbejde mellem ledelse og pædagogisk personale, men den kan også komme via kommunale udviklingsprojekter som i udviklingsindsatser, der handler om at give plads til forskellighed. Her er det så vigtigt, at børnesynet gennemsyrer de forskellige tiltag inkl. udviklede materialer som pædagogiske notater, kvalitetsværktøjer, fælles handleplaner med Socialforvaltningen, PPR, psykiatri m.v., sådan at sprogbrug, procedurer og obligatoriske værktøjer understøtter denne udvikling. Her mener jeg, at der er en svær men vigtig opgave for forvaltninger / PPR. Nemlig at sikre at det ønskede mindset for tidligere indsatser spejles i de nye initiativer. Samarbejdet i de mest komplekse problemstillinger omkring børns og unges trivsel beror på et velfungerende tværprofessionelt samarbejde og ikke på enkelte personers engagement. 

I den optimale verden i skolen anvender vi og gennemfører vi handleplaner/barnets plan med forskellige faglige indsatser. Vi følger op og vurderer effekterne for de enkelte børns positive udvikling. Hermed er der skabt en unik mulighed for at se på, om det, som vi i det tværfaglige arbejde i nært samspil med forældre og barnet/den unge har igangsat af ændringer, virker og har en positiv effekt på barnets udvikling.

Barnet er altid den vigtigste evidensmarkør på, om tværfaglige indsatser virker. Så husk nu også i skolen og i PPR at spørge og lytte til børnene og de unge, når vi sammen evaluerer indsatserne.