PPR og lettere behandlingsformer

PPR er midt i en brydningstid, hvor det gennem de senere år synes at stå klart, at PPR skal arbejde mere forebyggende og tværfagligt orienteret med tidlige indsatser tæt på den pædagogiske praksis.

Et PPR der hurtigt og fleksibelt kan bidrage med supervision, sparring og psykoedukation – samt med at facilitere de forandringer, der sker i undervisningsmiljøet og på netværksmøder med professionelle, forældre og barn. Og altid med det udgangspunkt at sikre, at alle skolens børn får de bedste muligheder for at udvikle sig.

Her vil PPRs fokus naturligt være på børnesynet og de betingelser, der er i miljøet omkring børnene for at fremme denne udvikling. Det vil sige på samarbejdet mellem de professionelle i klassen, på børnenes samarbejde med hinanden, forældrene og barnet, på didaktikken og undervisningsaktiviteter og på ressourcesynet. PPR ser også på, om børns behov bliver mødt af de voksne.

Det sociale og faglige bør naturligt gå hånd i hånd i de mere forebyggende indsatser. Via en mere eksperimenterende tilgang i undervisningen, kan vi måske få nogle af de børn med ind i fællesskabet, der er i risiko for at falde fra, når de deltager sammen med andre om de faglige spørgsmål. Og her motiveres og engageres i en mere praksisorienteret undervisning. Her har PPR en vigtig opgave i det pædagogiske psykologiske udviklingsarbejde.

Det forebyggende og indgribende arbejde omkring børn i vanskeligheder

Lovgivningen lægger op til en individuel vurdering og fokus, idet børns eventuelle behov for specialundervisning skal ske blandt andet via en ppv / pædagogis psykologisk vurdering. PPR vurderingen tager stadig i mange tilfælde udgangspunkt i en beskrivelse af et barns sociale og faglige vanskeligheder, hvor pædagogikken skal kompensere for barnets vanskeligheder, og hvor barnet skal tilpasse sig skolen. Dette på bekostning af et mere ressourceorienteret syn hvor barnet er i centrum, og hvor der ses ”med barnet og ikke på barnet”. Ja, hvor det er skolen og dagtilbuddet, der tilpasser sig barnets behov.

PPR og kommunerne har i disse år også et mere individuelt behandlende fokus. Det hænger bl.a. sammen med det store og aktuelle politiske fokus på behandling af angst og depression som middel til at undgå henvisning til psykiatrien. 37 kommuner har fået bevilget ressourcer fra satspuljemidler og er i gang med at planlægge og udføre projekter om evidensbaserede lettere behandlingsformer, som kalder på ekspertiser indenfor kognitiv behandling, familieterapi m.v. Det viser, at PPR kan spænde bredt og også kan være en behandlende enhed, som kan arbejde med individuelle samtaleforløb. Fx i forbindelse med skolevægring og angst. Dette kan som nævnt forebygge kommunernes indstillinger til børnepsykiatrien, som er presset med et stigende antal af børne- og unge-henvisninger.

Men spørgsmålet er, om vi mon så også er på vej til et PPR, hvor nogle er kliniske psykologer, der arbejder med udredninger og behandlinger, og andre er pædagogiske psykologer, der arbejder ud fra et dobbelt perspektiv i forebyggende og foregribende indsatser i børnenes miljøer og tæt på lærere og pædagoger? Hvor den forebyggende rådgivning i undervisningsmiljøet både retter sig mod det enkelte barns deltagelsesmuligheder i fællesskabet og med alle børns deltagelse, og med positive emotioner, trivslen og samhørigheden.

Hvad efterspørger lærere og pædagoger?

Når lærere og pædagoger efterspørger et PPR, der er tæt på deres praksis, spørger de både til PPRs fagligheder, der kan bidrage til positive forandringer i undervisningsmiljøet - og til, at de som klasseteam bliver styrket i at kunne håndtere inklusionsopgaven. At indgå i disse sammenhænge kræver, at der er tillid til psykologfagligheden i PPR, at psykologer kan forstå skole- og institutionskulturen, og at skole og PPR har et fælles sprog med et PPR kendskab til de forskellige pædagogiske værdier, didaktik og undervisningsplanlægning.

Men skoler og dagtilbud efterspørger også, at der er mulighed for individuelle forløb for børn og unge med eksempelvis angst- og ADHD-problematikker, som er tiltaget gennem de seneste år. Og uden at de skal gennem et længere forløb med visitation til andre instanser, men at den individuelle behandling sker i PPR, der er tæt på skolens praksis.

Sammenhænge mellem de forebyggende, foregribende og indgribende systemer

Jeg er optaget af, at det individuelle og indgribende arbejde ikke tager over i PPR på bekostning af udviklingen af det tidlige og forebyggende arbejde, der foregår i barnets og den unges fællesskaber. Jeg mener, at det er her, de primære indsatser fra PPR skal ske, så skolefravær og henvisninger til andre ekskluderende tilbud kan forebygges. Måske engagement, trivsel i klasserummet, struktur i timerne, pædagogiske motiverende fællesskabende ”flow” aktiviteter m.v. netop kan være med til at forbygge, at børn bliver ensomme og angste senere i skoleforløbet?

Det er rigtigt godt, at PPR skal kunne løse disse lettere behandlingsopgaver på det indgribende niveau, men det er vigtigt, at der sikres forståelse for, at dette kun kan gøres effektivt, når de individuelle problematikker fortsat ses i konteksten omkring det enkelte barn på de forebyggende og foregribende niveauer.

Jeg er optaget af, at vi i skole og PPR ikke kun skal beskrive arbejdet på de tre niveauer - forebyggende, foregribende og indgribende, men at vi også bliver bedre til at beskrive sammenhængen mellem disse tre niveauer. Det har konsekvenser for det indgribende niveau, hvorledes arbejdet prioriteres og lykkes på de to øvrige niveauer.