Vi kan noget forskelligt i PPR, og det er helt OK.

Der foregår lige nu en diskussion mellem medlemmer af Danmarks Lærerforening og medlemmer af Dansk Psykologforening om behovet for en ny PPR-uddannelse i Danmark. Der er en stor bekymring hos nogle psykologer om, at en ny psykologfaglig uddannelse for lærere og pædagoger vil udfordre titelbeskyttelsen som psykolog, og at den vil ”forfladige” cand.psych. uddannelse fra universitetet.

Jeg mener, det desværre rammer ind i en ærgerlig tendens til at mene, at når man sætter ”skole” foran en akademisk titel, så er den ikke kvalificerende, og man frygter måske at miste sin ”ekspert” funktion.

Mange psykologer i PPR mener således, at der snarere politisk bør arbejdes med PPRs udfordringer som et strukturelt problem og ikke ved at løse problemet med PPR ved at pege på ny skolepsykolog uddannelse. PPR, skole og dagtilbudsområdet skal tilføjes mange flere ressourcer, sådan at psykologerne kan gøre deres arbejde uden at føle sig pressede som i dag, hvor de har alt for mange opgaver.

Der har været en kæmpe underskriftsindsamling og stor opbakning blandt psykologer om nødvendigheden af at få tilført ikke bare mere tid til PPR-psykologer men også mere tid til lærere og pædagoger. Hermed kan mistrivsel hos børn og unge forebygges. Når både lærere, pædagoger og PPR-psykologer får tilført flere ressourcer, så vil det være muligt at arbejde kontekstorienteret, og lærere og pædagoger vil bedre kunne tage imod den rådgivning, PPR-psykologerne bidrager med i det tværfaglige arbejde omkring børnene, når der gives de rette rammer til samarbejdet.

Individsynet overfor kontekstsynet

Udfordringerne i PPR er dog mere komplekst, selvom ressourcespørgsmål også spiller en rolle. Jeg mener, at diskussionen også handler om et eksisterende individ og medicinsk orienteret fokus i psykologuddannelserne på langt de fleste universiteter i Danmark i dag.

Det ligger ikke lige til benet i cand. psych. uddannelsen at forberede og lave forskning på praksisfeltet i PPR med samskabende processer, ressourceorienteret børnesyn, dilemmaerne i arbejdet som forandringsaktører i skoler og dagtilbud ved inklusionsopgaver, de undersøgende, vurderende og rådgivende opgaver i forhold til alle børn og unges psykologiske og pædagogiske behov. Eller for den sags skyld at kunne udøve forskning ud fra ens pædagogiske psykologiske praksis.

Når psykologer i dag taler om deres kvalifikationer qua deres cand.psych. uddannelse, hører jeg desværre sjældent nogen tale engageret om disciplinen pædagogisk psykologi som et vigtigt speciale eller fag på bachelor og kandidaten.

Måske er det, fordi faget pædagogisk psykologisk efterhånden er godt gemt væk bag andre specialer som børnepsykologi, udviklingspsykologi, neuropsykologi, organisationspsykologi, kognitionspsykologi, socialpsykologi m.v., som jo alle også er vigtige discipliner indenfor den pædagogiske psykologi og integreret i den.

Nogle argumenterer for, at kandidatuddannelsen indenfor pædagogisk psykologi på DPU er gearet til PPR-arbejdet, og derfor er det ikke relevant med en ny psykologfaglig overbygningsuddannelse. Men som det er i dag, så søger kun ganske få lærere og pædagoger, der har været ude og arbejde i den pædagogiske praksis i nogle år, cand. pæd. uddannelsen i pædagogisk psykologi. Det er i derimod en yderst populær kandidatuddannelse blandt bachelorer på DPU og nye pædagoger, der kommer direkte fra pædagoguddannelsen.

Kandidatuddannelse hviler på praksisforskning i PPR

Udvikling af en ny PPR-målrettet kandidatuddannelse med mere sammenhæng mellem teori og praksis, hvor de studerende under studiet går ud og afprøver egne små forskningsprojekter i skoler og dagtilbud indenfor den pædagogiske psykologi, mener jeg, vil være nærliggende at satse på i de kommende år.

På min ønskeliste er således en kandidatuddannelse med de nyere systemiske og holistiske praksis – og læringsteorier, der inddrager alle børn og unges udvikling. Samt ikke mindst med studier i børns og unges kognitionsudvikling og fællesskabets mestring ved faglige og sociale udfordringer. Der bør være et stærkt og tydeligt fokus på, hvordan pædagogikken, didaktikken og relationerne i fællesskaberne er ”medicinen” for de børn og unge, der er i mistrivsel, dem der er i fare for at udvikle angst eller skolevægring. Altså ikke med et klinisk sigte men med indhold der omhandler det dobbelte perspektiv ved børn og unges samt voksnes udvikling i dynamiske fællesskaber.

En del af indholdet på en ny PPR-uddannelse er at kunne facilitere forandringer i pædagogiske miljøer og med forældre og børneinddragelse. Det at positionere sig bliver et vigtigt ”håndværk” i PPR ligesom det at vide noget om skolernes strukturer og kultur vil være afgørende for opbyggelsen af tillid og til PPRs bidrag i skolen.

At PPR-uddannelsen viser sig at have effekt, kan vise sig efter nogle år ved, at PPR-medarbejdere nu arbejder i stærke faglige miljøer, samt ved at de fleste ønsker at fortsætte i PPR-regi, så der er færre skift. Som det er i dag, oplever mange PPR-kontorer og skoler desværre, at en del psykologer efter to-tre år i PPR ønsker at søge væk som at arbejde som privatpraktiserende psykolog, familieterapeut eller at arbejde med individuel angstbehandling m.v.

Vi ser det ske mere nu end tidligere, når nogle af de nyuddannede cand.psych’erne er blevet autoriserede i PPR. Og ærgerligt er det, når der er investeret så mange ressourcer til mentorordninger og supervision fra erfarne kollegaer til deres nye kollegaer, hvis der så skiftes til andet job efter få år. Tid der ellers kunne bruges til at tage presset ved de mange opgaver ud i skolerne

Motivationen for PPR arbejdet i pædagogiske miljøer øges med en ny uddannelse

Efter mange år som PPR-leder ser jeg, at den allerstørste udfordring i dag er rekrutteringen af medarbejdere, der ønsker at blive i PPR, og brænder for at bidrage med at bringe psykologien i et systemisk perspektiv ind i de pædagogiske læringsmiljøer og det tværfaglige samarbejde med professionelle, børn og forældre.

Lærere og pædagoger kender til betingelserne og vil søge efteruddannelsen indenfor deres område. Jeg er selv lærerudannet cand. pæd. psych’er og specialist indenfor pædagogisk psykologi og kender til følelsen aldrig at slippe pædagogikken indenfor psykologien.

PPR-arbejdet er simpelthen for mig at se det mest meningsfulde job, man kan ønske sig, hvis man brænder for at arbejde forebyggende og skabe de rette udviklingsbetingelser for børn og unge. PPRs rådgivning er desuden meget efterspurgt, når professionelle og forældre bøvler med systemer og modsatrettede værdisyn – samt når vi skal agere omkring regelsæt, der nødvendigvis ikke altid optræder snorlige.

Flere fagligheder i PPR-kontorerne

Jeg mener, at PPR som organisation overalt skal rumme ansættelsen af flere fagligheder, der kan noget forskelligt, og hvor truslen af ens titel ikke er af betydning. For det er selve opgaven som forandringsaktører i seje processer sammen med andre fagligheder omkring udvikling af børn og unge i deres kontekster, der er det vigtigste. Et PPR hvor der er rammer og viden til at få psykologien m.v. ind i den fællesskabende didaktiske og pædagogiske verden.

Vi kan noget forskelligt og det er OK

- Cand. psych’ere kan noget fra deres uddannelse på det behandlingsmæssige område, det individprægede undersøgelsesarbejde med viden om hjerneprocesser og kognition, og nogle også om det organisatoriske og det at arbejde procesorienteret

- Cand. pæd.’ere i pæd. psykologi i PPR kan noget omkring vejlederfunktionen, gå ud i klasser og indgå som co-teachers, facilitere mellemformer med specialpædagogiske indsatser m.v.

- Logopædiske konsulenter kan noget om den tidlige indsats i sprog og tale.

- Læreruddannede konsulenter inden for læsning, adfærd og generelle skolevanskeligheder sikrer specialistsynsvinkler i det tværfaglige samarbejde på PPR

- Kommende ”skolepsykologer” vil kunne noget omkring formidling og udvikling af forandringer på individ-, gruppe- og organisationsniveau, facilitere frugtbare dialoger mellem forældre og skole og sætte den unge i centrum ved alle pædagogiske beslutninger. Samt deltage helt ude i klasserne og i børnegrupperne med forebyggende pædagogisk psykologisk rådgivning til de professionelle.

Flere kommuner er i dag lykkes med at være godt på vej hen imod en mere tværfaglig organisering i PPR, som bedre sikrer alle børn og unges deltagelsesmuligheder og en rådgivning tæt på praksis men også med tilbud om lettere behandlingsindsatser. Dette udfolder sig i partnerskaber med skoleledelser og praktikere ude på stederne og i ressourcecentrene på skoler. Denne rådgivning sker tidligt og forebyggende, og når der opstår ”vilde problemer”.

Lad os gerne få udviklet en ny psykologfaglig efteruddannelse målrettet PPR-arbejdet, som kan bidrage til at forstærke denne udvikling i PPR og skoler/dagtilbud. PPR-uddannelsen bliver til forskel fra de nuværende kandidatuddannelser målrettet pædagoger og lærere med flere års praksiserfaring. Og lad mig endnu engang slå fast, at der er stadig brug for dygtige cand. psych’ere i PPR, som arbejder procesorienteret og med lettere behandlingsopgaver.