Specialpædagogiske foreninger

Specialpædagogiske foreninger

Blog

Hjernen på eventyr

– et forsvar for kunst og praktik for alle elever, også dem i mistrivsel

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På bogmessen i Bellacentret tilbage i november hørte jeg psykologiprofessorerne Lene Tanggaard og Svend Brinkmann samt Thomas Rømer drøfte ”Dannelsens oversete betydning”. Spændende at høre deres forsvar for dannelsen, når de gør op med det som et lidt støvet og gammeldags begreb i dagens skolen.

Specialpædagogiske foreninger

Mine egen tanker efter denne seance er, at når vi har et indvendigt forhold til viden i modsætning til et udvendigt forhold, der kan måles, så skal vi måske til at udvikle vores sprog om det på lærerværelserne, i PPR m.v. I dag hører vi om dybdelæring, dybdeleg m.v., måske kunne der også være en forbindelse her?

Vigtige begreber som tillid, dialog, engagement og anerkendelse kan ikke måles. Ikke desto mindre er disse potentialerne til det at blive et menneske, som sker i dannelses- og udviklingsprocesser i vores fællesskaber. Dette sker også, når vi er ude i praksis og får praksiserfaringer. Når vi taler med børn og andre voksne. Via kunst, musik, men også praktiske erfaringer (fx reparation af tøj, skære i træ) kan vi genvinde de praktiske forhold i undervisningen, hvor vi ser værdien af at genbruge, hvor vi genkender på tværs af historiens gang, møder magten og kærligheden fra andre tidsperioder m.v. Vi skal tillade at fordybe os, lade unyttige tanker blive nyttige, eller når vi i praktiske gøremål glædes over at være ved at være i synk med noget, fx et bestemt materiale eller i en snak.

En påstand kan være, at moderne pædagogik og skolens faglighed med formålsfiksering og metoder har svære vilkår, når de skal tematisere fagligheden ved hjælp af kunsten, historien, naturen og praktiske temaer. Men for at blive dannede og kreative, skal vi tænke i processer. Processer der ikke nødvendigvis har et mål.

Stoffet kan mindske mistrivsel.

I virkeligheden kan vi nemlig ikke styre læreprocesser. Vi kan aldrig helt vide ikke, hvad eleverne har lært Det, vi kan gøre, er at have øje for elevernes opmærksomhed og deres evne til have fokus og ikke lade sig forstyrre. Stoffet gør lige pludselig noget ved eleverne, uden at lærebogen / instruktøren fikserer dem. Der skabes en forbindelse med verden, og dette kan mindske mistrivsel.

Desværre sker dette ikke så tit i skolen. Måske af og til på museerne? Her ser eleverne kærlighed til tingene, som ikke måler, om de har lært det eller til, at det skal bruges til noget.

Kunsten kan noget særligt i forhold til kreativitet, men vi skal også passe på ikke at romantisere den, for den udfolder sig, når der er noget, vi skal gøre eller løse sammen og altid indenfor en ramme.  Kreativitet kræver ikke frihed eller ansvarsløshed. Det potentielle og kreative rum er ifølge den britiske børnepsykolog Winnicott et fristed, hvor barnet kan fastholde og bearbejde oplevelser og erfaringer i en symbolsk form. Barnet kan bruge rummet til at finde en balance mellem den indre subjektive verden og den ydre objektive verden. Dette kan ske gennem æstetiske udtryksformer som fx ”skønhed” i form af billedkunst, teater og musik.

Vi vil alle gerne have glade elever uanset hvilken kulturbaggrund eller forudsætninger, de enkelte elever har.

Når vi i PPR sammenhænge vurderer og rådgiver omkring børn, der på den ene eller anden måde er udfordret, så skal vi huske, at alle børn har ret til at opleve dannelsen og de kreative processer i deres fællesskaber i skolen. Dette styres ikke mest af kommunen eller af samfundets læringsmålssystemer, tests m.v. men af lærerne, pædagogerne og børnene i deres fælles kreative dannelsesprocesser.

Powered by Labrador CMS