Problematisering af tests i PPR

Forskere indenfor pædagogisk psykologi på DPU peger på, at inklusion handler om at anlægge et mere positivt og anerkendende blik på mangfoldighed i skolerne samt at organisere samarbejdet anderledes i forbindelse med udredninger. Anne Morin og Fabio Dovigo har et vigtigt budskab til PPR, skole og psykiatri om, at viden fra WISC, BRIEF; ADOS og andre tests, der bruges meget af PPR psykologer og psykiatere til kortlægning af børns og unges vanskeligheder, desværre alt for meget kommer til at fylde og blive sandheden om barnet. Hverdagsviden fra lærere, pædagoger og forældre får mindre indflydelse på vurderinger og planer, der lægges. 

Anne Morin har fulgt en række børn i forløb, hvor PPR er inddraget. Disse ender ofte i en udredning eller måske en henvisning til psykiatrien. Fra møder med forældre og professionelle har hun observeret, at det ofte er viden fra tests, som har udspring i den naturvidenskabelige tradition, der er dominerende på møder. Dermed bliver læreres og forældres hverdagsviden ikke i samme grad bragt i spil. Tilbagemeldingsmøder fra psykiatrien bærer ofte præg af envejsdialog med psykiater eller specialpsykolog for bordenden.

Fabio Dovigo taler om Zombieeffekten, og at antallet af børn og unge med diagnoser stiger, når normalitetsområdet snævres ind. Han advarer mod diagnosticering og dermed stigmatisering af børnene, som PPRs brug af tests kan lægge op til - og hylder i stedet mangfoldigheden og forskellighed i skolen.

Forskelligheder må ikke defineres som problematiske

For lidt inklusion men også for meget inklusion i skolen er begge problematiske og øger risikoen for eksklusion. For lidt inklusion internaliserer problemer i de enkelte børn og hindrer skolens håndtering af børn med mange forskellige forudsætninger. Alle forskelle vil så opleves problematiske.

For meget inklusion øger risikoen for, at børnenes forskellige behov for udvikling ikke bliver set og handlet på af skolen, og der sker ikke en positiv udvikling for fællesskabet og de enkelte børn. Her anses næsten alle børn for at have et problem eller et særligt behov, som lærerne skal tage hensyn til.

Hvad betyder denne viden for PPRs rådgivning?

Jeg mener, at vi i PPR skal være optaget af at indtage en mere afbalanceret holdning til de tests, som  psykologerne ofte benytter i forbindelse med de pædagogiske psykologiske vurderinger. Testkultur kan være med til at øge stigmatiseringen af børnene og hæmme et mere anerkendende og positivt syn på børns forskelligheder. Psykologerne har masser af erfaringer med, at tests er vigtige arbejdsredskaber, og de er bestemt ikke ubrugelige. Tests kan for eksempel være med til at afklare, om et barns udfordringer i skolen hænger sammen med en autismespektrum-forstyrrelse.

Lyt til hinanden – og tal med hinanden

Men når de professionelle (fx psykologer og lærere) ikke er enige, eller forældre ikke er enige med de professionelle (og omvendt), bør vi ikke lade testens resultater eller en evt. diagnose være svar på, hvad der er galt. Sæt i stedet alles viden i spil. Løsningerne ligger i barnets kontekst og de muligheder, der er i miljøet for at tilpasse sig barnets behov. Den primære opgave for psykologen bliver derfor at være tæt på fagpersonerne samt barn og forældre med praksisnær rådgivning. Og ikke mindst i et samarbejde, hvor den enkelte har betydning og forskelligheder værdsættes. Mine egne erfaringer fra mange års arbejde i PPR er, at vi aldrig må undervurdere betydningen af at tale sammen, og at vi sikrer, at der er ligestilling i dialogen. Jo tidligere vi taler sammen om udfordringer, og jo tidligere vi handler på dem i nærmiljøet, jo bedre kan vi forebygge udredninger og diagnoser.

Tests må aldrig stå alene

PPR-psykologerne udfylder i disse år mere og mere rollen at være med til at skabe forandringer på forskellige niveauer i skolen. I denne organisering er det ikke kategoriseringer og diagnoser, der kommer til at fylde i det tværfaglige arbejde omkring barnet. En vigtig opgave for PPR er at være med til at sikre, at handlemulighederne for alle bliver styrket. Og vigtigst af alt: aldrig at glemme også at lytte til barnets eget perspektiv på muligheder.

Barnet er altid meget mere end sin diagnose. Alt dette ved vi jo godt fra observationer og samtaler med betydningsfulde voksne og fra barnet selv. Så lad resultaterne fra det tværfaglige arbejde og samtalerne med børn og forældre blive endnu mere gennemgående ved udarbejdelse af de lovpligtige pædagogiske psykologiske vurderinger.