Er specialklasser de rigtige rammer for børn med massivt skolefravær?

Jeg vil forsøge at svare på nogle af de spørgsmål, vi ofte i PPR hører fra forældre og professionelle: Hvorfor mistrives så mange børn og bliver væk fra skole? Hvad har det af konsekvenser, og hvad kan der gøres for at skabe bedre muligheder i de almindelige læringsmiljøer?

I det følgende vil jeg pege på, at løsningen ikke kun ligger i at få flere ressourcer til individuelle undersøgelser med henblik på at indstille til specialklasse eller lave individuel behandling. Vi bør også som samlet system arbejde tidligt og forebyggende ved de allerførste tegn på mistrivsel, og ikke individualisere problemerne til enten barnet selv, forældrene eller skolen. Der findes nemlig ikke enkle og korte svar på, hvordan man bedst kan hjælpe.

Det væsentligste er, at man har de fornødne ressourcer og specialpædagogiske styrker til at forebygge.

Vi hører forældre fortælle, at indsatser ofte kommer for sent i gang, da der blandt andet er ventetid hos PPR til specialforanstaltninger. Men min pointe er, at henvisning til specialklasse ikke er en garanti for, at barnets trivsel og faglige udvikling ændres markant. Det viser sig faktisk, at nogle elever, der flyttes fra specialområdet til almenområdet, både trives og lærer mere.

Selvfølgelig skal der være hurtig hjælp til børn og unge, der vurderes at have brug for en individuel indsats, men jeg mener, at vi skal investere mere i at forebygge ved at opbygge kapaciteten i dagtilbud og skole. Herunder at sikre tidlig fællesskabende didaktik og relationer i form af tilstrækkelige professionelle hænder med de rette kompetencer. Vi ser lige nu gode resultater med co-teaching i klasser, hvor to lærere eller en lærer og pædagog sammen planlægger det fag-faglige indenfor de sociale fællesskaber. Dette er med til at sikre, at flere børn deltager aktivt - også de socialt og fagligt udsatte børn.

Skolen har det primære ansvar for den gode kontakt

Et af de centrale tiltag er at skabe bedre muligheder for skole-hjemkontakten, som både lærere og forældre kan opleve som svær. Forældre er ofte meget pressede, når de oplever, at deres barn ikke vil i skole, men det er ikke forældrenes ansvar alene at skabe den gode kontakt og sikre samarbejdet. Det er i høj grad også skolens.

Forældre og skole bør rådgives til at være insisterende på at mødes og på at formidle barnets perspektiver. Når de første tegn viser sig på, at barnet ikke vil skolen, kan skole og PPR i samarbejde med forældre lave en grundig afdækning af, hvad barnet selv tænker om skolen. Vil barnet gerne i skole, men kan ikke? Hvis barnet gerne vil, hvad forhindrer det så? Er det noget i klassen? Er det det faglige, der er svært? Er der tale om mobning og en hård tone? Er der mange vikarer eller er det skoledagens opdeling, lydniveauet? Der kan være mange årsager, som skal afdækkes. Måske er der noget, forældrene skal gøre anderledes omkring basale behov som søvn og sund kost m.v. Måske skal skolen se nærmere på, hvordan barnets skoledag ser ud. Måske er der pressede lærere, der ikke har overskud til de nære relationer med børnene m.v.

Det handler ofte om at få fællesskaberne omkring barnet til at fungere for at kunne yde de rette indsatser i et fælles ansvar. Skolefravær handler ikke kun om barnets iboende vanskeligheder, men også om fællesskabet i skolen.

Vi møder også om børn og unge, som er glade for deres skole og hvor lærerne gør det supergodt - men som savner venner. Disse børn kan være ramt af angst og skal derfor have hjælp til at blive mere robuste og vende tilbage til det liv, de længes efter. Her skal PPR-psykologen være tæt på med rådgivning og evt. tilbyde et lettere behandlingstilbud.

Et yderst vigtigt tiltag er at inddrage de andre børn. Vi må som udgangspunkt gå ud fra, at disse ikke er ligeglade med klasse kammerater, der ikke trives. Her er lærere og pædagoger afgørende for at rammesætte fællesskaber og skabe dialoger. Det er skolens faglige og sociale fællesskaber, der er den sikreste vej til, at skolevægring ikke opstår. Nest-skolerne i Aarhus er et godt bud på, hvordan man konkret sætter ind med strukturer og rammer for at inkludere børn med udviklingsforstyrrelser gennem specialpædagogiske tiltag i almenklasen. Rammerne i Nest viser os, at inklusion og deltagelsesmuligheder i en almindelig folkeskole lykkes, når alle kan se, hvad der konkret sættes ind med. Det handler ikke om, at forældre eller lærere ikke har det rette mindset, når der udtrykkes tvivl ved inklusion i almensystemet. Det handler om, at ledelse og professionelle kan udtrykke, hvad de gør i den fælleskabende didaktik.

Hvilken rolle spiller den digitale verden?

Et andet aktuelt spørgsmål er, hvilken rolle den digitale verden spiller for børns og unges tiltagende mistrivsel og skolefravær? Igen er der ikke et enkelt svar. På den ene side kan de sociale medier være med til at fastholde børn og unge i deres relationen til vener og skole, fordi de via disse er forankret i fællesskaberne. Mange drenge gamer med deres venner og hænger derfor stadig fast i fællesskaberne, selvom de har været væk længe. Men samtidig er de digitale platforme med til at skabe en præstations- og performerkultur, som mange børn og unge kæmper med. De voksne må ikke give op og lade børn færdes ureguleret på nettet i en tidlig alder.

Et lille beskyttet miljø eller …?

På spørgsmålet om børn med massivt skolefravær vil have godt af et tilbud i et mindre beskyttet specialmiljø, kan svares, at det kan tænkes, hvis vi er så langt i et barns eller unges fraværsforløb, at alle har givet op. Eller hvor der ikke er sket investeringer i de professionelle muligheder, som er nødvendige for at løfte opgaverne. Der er mange dygtige og engagerede lærere og pædagoger, der laver motiverende aktiviteter og fælleskabende didaktik i deres klasser. Der er også kommuner, der laver uddannelsesforløb, klasseloft, forældredialoger og fx har to professionelle i klassen, som kan forbygge skolefravær. Uanset hvor godt uddannet man er, så er det vanskeligt at løfte hele opgaven omkring et barns skolevægring, hvis man som lærer står alene med den. Som professionel har man brug for sparring fra kollegaer, fra PPR og andre fagligheder, og man har brug for ledelsesopbakning samt rum og rammer til at disse dialoger kan udfolde sig.

Min konklusion er, at de første forebyggende indsatser i et forløb bør flyttes fra at kigge på det enkelte barn til at løfte blikket over på den konkrete pædagogiske praksis og undervisning. Derfor skal støtten være dér, når de første tegn på mistrivsel viser sig. Men  også når barnet gradvis tilbagesluses til klassefælleskabet efter et længere skolefravær, skal der være et parat støttesystem med PPR, som er tæt på praksis.