Lægger psykiatrioplægget op til, at PPR skrives ud af Folkeskoleloven - og ikke mere arbejder forebyggende tæt på skoler og dagtilbud?

I psykiatrioplægget fra Sundhedsstyrelsen efterspørges der bl.a. flere ressourcer til psykiatrien indenfor børn – og ungeområdet, som er hårdt tiltrængt overfor de allermest sårbare og psykisk syge i Danmark. Det er bestemt et område, der skal støttes op om.

Også PPR i kommunerne bliver omtalt som et område, der skal ske ændringer omkring. Oplægget anbefaler en ensartet PPR i kommunerne med én indgang, hvor forældre kan henvende sig og få hurtig udredning og behandling fra PPR. Også de praktiserende læger støtter op og ønsker ventetidsgaranti på individuel udredning fra PPR svarende til 30 dage som i Sundhedssystemet.

Men sker dette, kan det blive på bekostning af det helt store udviklingsområde i PPR i dag, nemlig at de mange indstillinger til udredninger og diagnosticering skal mindskes via kvalificerede forebyggende indsatser i læringsmiljøerne og kompetence- og kapacitetsopbygning. En række kommuner har i de senere år udviklet velfungerende tværfaglige støttesystemer for at øge det forbyggende arbejde. Her arbejder PPR i partnerskaber med lærere og pædagoger i forebyggende inkluderende indsatser som co-teachers og med aktionslæring og er fysisk tæt på skoler og dagtilbud.

Når børn og unge viser de første symptomer på mistrivsel i fællesskaberne, skaber det mærkbare resultater, når der er et støttesystem på stedet, der fleksibelt og nemt kan arbejde sammen med barnets lærere, pædagoger og forældre med forebyggende indsatser i fællesskabet - lige der hvor børnene er til daglig. Desværre anbefales dette ikke i det faglige psykiatrioplæg, som har fokus på den individuelle behandling i PPR.

Tidlig hjælp til midtergruppen efterlyses

I læringsfællesskaberne i almenområdet ses ofte en midtergruppe med tegn på lettere grad af mistrivsel, som først og fremmest har brug for en indsats via deres læringsmiljø og via skole/hjemsamarbejde. De kan hjælpes tidligt, inden problemerne bliver for store, og skolefravær viser sig. De otte trivselsindikatorer fra Børnekonventionen er et eksempel på redskaber til forebyggelse og til et mere ressourceorientret børnesyn. De kan benyttes som analyseredskab af skole og PPR ved børns og unges begyndende mistrivsel og som udviklingsmarkører på, om vi er på rette vej.

Vi skal allerede i de forebyggende indsatser hurtigt kunne sætte tiltag op i læringsmiljøet i organisationen, som fremmer børns respekt, ansvar, fritidsaktiviteter, inklusion, sundhed, faglige udvikling og deres omsorg for hinanden. For børn i begyndende mistrivsel skal der være en kapacitet på skolen til at medvirke til at håndtere mistrivsel, mobning og uro, hvor klasseteamet kan få en systematisk og tidlig støtte med sparring og observationer fra skolens tværfaglige ressourcecenter, som PPR-psykologer og PPR-vejledere er en naturlig del af. PPR-medarbejderen har også en organisatorisk forståelse med sig, når hun rådgiver skolen.

Spørger vi de udsatte børn og unge selv, er de allermest optaget af at få tidlige indsatser i gang, så de kan deltage på lige fod med de andre i fællesskaberne. De ønsker ikke at blive udredt, udskilt eller stigmatiseret som en, der ikke hører til eller ikke gør sit bedste. Det er netop her, PPR skal lægge krudtet, så senere skolefravær kan forbygges.

Når PPR er tæt på ude i skolerne, kan skolen også få vurderet den lille gruppe af børn og unge i alvorlig mistrivsel, der har brug for en hurtig individuel udredning og specialiseret støtte, dem som har brug for individuel behandling og psykiatriske undersøgelser.

Men det bør være en mindre del af tiden i PPR, der går til dette arbejde.

Størstedelen af PPRs opgaver bør gå til at arbejde forebyggende sammen med skole og forældre i forhold til alle børn og unge og især de ca. 15-20 % af børn og unge på en årgang, der er i risiko for at udvikle vedvarende mistrivsel.

PPR rummer flere faggrupper og er en del af folkeskoleloven

Det er desværre sådan, at når PPR omtales i undersøgelser og medier, så er det psykologerne, der mest fokuseres på. Men der er andre faggrupper i PPR, som udgør en væsentlig del af det forebyggende arbejde i læringsmiljøerne bl.a. lærere og pædagoger med en kandidat i pædagogisk psykologi, talehørekonsulenter, pædagog- og læreruddannede inklusionskonsulenter m.fl. Ofte er det psykologer (cand. psyk’ere), som kommunerne søger at rekruttere til de ledige jobs i PPR. Det kliniske og det udredende arbejde med enkelte børn og deres familier synes stadig at være i høj kurs i samfundet i dag. Det er et paradoks, at den store vægt på klinisk psykologisk arbejde i PPR ikke modsvares af en grundig klinisk psykologisk efteruddannelse.

Mange psykologer i PPR-arbejdet i dag ønsker at arbejde mere konsultativt sammen med andre fagligheder og observere og rådgive helt ude i klasserummene. Desværre er det ikke nemt for dem at få muligheden for det i praksis.

Der er i øvrigt i dag en opmærksomhed på at lave en ny universitetsuddannelse målrettet PPR-området indenfor pædagogisk psykologi, som skal tilgodese skolers og dagtilbuds behov for praksisnær rådgivning fra PPR til deres inkluderende arbejde i klasserne, netop det som lærere og skoleledere i efterspørger.

I en ny spørgeskemaundersøgelse DLF har lavet, fremgår det således, at lærerne oplever at hjælpen fra PPR ikke er realiserbar i praksis.

PPR må ikke blive en ”klinik”

Hvis PPR får én indgang i kommunerne og bliver en slags ”klinik” løsrevet skolens praksis, kunne det så komme til at betyde, at PPR fjerner sig fra det tværfaglige og forebyggende arbejde i skolerne, og PPR kommer til at bestå af psykologer, der er klinisk uddannede, der tester og laver behandling? Forbindelsen med en indgang bliver tydeligere til psykiatrien, men faren er, at det sker på bekostning af PPRs konsultative arbejde og det tætte samarbejde i skoler og dagtilbud.

Vi skal stadig sikre sammenhængene og kompleksiteten i opgaver og samtidig kunne arbejde forebyggende ind i det dobbelte perspektiv både med enkelte børn og med deres omgivelser, og at PPR gør brug af økologiske perspektiver i psykologien. Men også et PPR hvor forældre og børn og unge nemt kan henvende sig. Men kan PPR det, hvis PPR-medarbejderne ikke er kendt på skolen og har let adgang til at bidrage tidligt ind i børns og unges daglige miljøer, hvis ikke de kender skolekulturen og kan indgå i udvikling og kapacitetsopbygning af læringsmiljøerne i den lokale skole eller dagtilbud?