Skal det være almindeligt for unge at sige, at man går til psykolog?

Vi bliver for tiden præsenteret for mange undersøgelser, der viser, at børn og unge i stigende grad mistrives og i højere grad får psykiske diagnoser. Interesseorganisationer står på spring i forhold til at påvirke den politiske dagsorden til at øge bistanden af behandlingsformer i skole og PPR og psykiatrien ud fra ofte medicinske individuelle modeller fra sundhedsvæsenet. Angst benævnes som en folkesygdom på lige fod med kræft og hjertelidelser. Konsekvensen er, at der i dag er en voldsom efterspørgsel på psykologbehandling i midtergruppen af børn og unge med milde symptomer, som nok var bedre tjent med et system, der i højere grad prøvede at forstå, hvorfor de unge siger, at de mistrives.

Jeg vil med dette indlæg forsøge at sætte fokus på en anden forståelse af børn og unges mistrivsel end den medicinske, som afkræver øget diagnosticering og flere individualiserede behandlingsformer som psykoterapi. Jeg mener, de voksnes ører skal rettes mod, hvad det reelt er børn og unge udtrykker, når de siger, de er angste og stressede i de mange trivselsmålinger, der i dag foretages i skoler og uddannelsesinstitutioner.

For foruden præstationsræs, at fremtræde perfekt samt de sociale mediers indflydelse på mistrivsel, sker der også i disse år en aftabuisering af det at have det psykisk dårligt. Det er blevet mere acceptabelt at udtrykke, at man har angst eller stress, når man oplever ubehag ved følelser, der ellers er ganske normale at have til dagligt eller i perioder af ens liv. Børn og unge bliver fx spurgt ind til deres trivsel meget mere end tidligere, og de kan hele tiden i aviser og medier læse, at unge har det svært. Dermed bliver de mere åbne for at sige, at de selv har det skidt, og de påvirker hinanden i at italesætte dette. Som en gymnasiepige for nylig udtalte til Berlingske, så er det i dag almindeligt at sige ” jeg går til psykolog” (Berlingske, d. 18.07.22).

Samfundet producerer i dag flere og flere kliniske diagnoser, der svirrer rundt i medierne og flere børn og unge har tillært sig de kliniske betegnelser. Mange kan angst, stress og depressionsdiagnoser til fingerspidserne. Diagnoserne kan give en forståelse og selvindsigt, men er det ved at gå for vidt med at anvende dem i vores hverdagssprog samt i vores støttesystemer i skolerne og i PPR m.v.?

Diagnoserne er tidens sprog, og kan lyde mere alvorlige, end de er. Børn og unge bruger de ord og begreber, de har adgang til, og som andre taler om. Men kan det føre til, at samfundet i nogle tilfælde er med til at sygeliggøre noget, der er normalt? Nemlig at vi på forskellig vis er lidt skæve, og at man godt kan gøre ting, som bærer præg af fx tvangshandlinger eller ritualer uden at have en psykisk lidelse. Jeg mener, diagnosetænkning ville fylde mindre, hvis vi lyttede til de unge, og vi alle udvider normalitetsbegrebet, så ingen behøver særbehandling og skal ud af deres fællesskaber.

Måske er det en mestringsstrategi, når for eksempel børn og unge har skolevægring og bliver væk fra de situationer i klassen, som de oplever som udfordrende? At være ung og teenager er netop den periode i livet, hvor man kæmper med modstridende forventninger og følelser. Man er ved at redefinere sig selv og kæmper ofte i usikkert farvand. Helt naturlige følelser kan ende med at blive følt som unormale, måske fordi vi voksne ikke har vist dem, at livet rummer konflikter, sorg, angst, ubehag og modløshed i perioder, eller vi ikke ser det som svaghed, når vi ikke kan præstere, og hvor vi hele tiden bliver målt på, om vi lever op til samfundets forventninger. Er vi mon for meget blevet fanget i en kultur, der beder de unge mærke efter, giver subjektive forklaringer på mistrivslen, og ikke giver de unge ro til at sove på det besværlige og fordøje det, men hvor vi voksne ønsker at handle på det hurtigt?

Vi ved i PPR, at angst og mistrivsel ikke er noget, vi skal bagatellisere. Vi ved også, at mistrivsel i højere grad rammer alle socialklasser, og det er også vigtigt at fastholde, at det først og fremmest er unge fra ringe sociale kår, der har det sværest og er mest pressede.

Når vi arbejder med forebyggelse af mistrivsel i fællesskaberne, så handler det også om at spotte de få procent, som der skal en længere og kontinuerlig indsats overfor i støttesystemerne, så vi kan lægge ressourcerne der. Der vil altid være nogle, der kræver sundhedsfaglig behandling, og denne gruppe er nok større end tidligere. Men jeg mener, at der mellem dem, der trives, og dem der har det meget dårligt, er en stor midtergruppe, som vil have stor gavn af stille og roligt at blive rummet og inkluderet i fællesskaberne i uddannelsessystemerne fremfor at sidde fast i behandling. Måske kommer dem med relativt små problemer til at fylde for meget i behandlingssystemet? Og ressourcerne bør lægges tidligt og forebyggende i børn og unges kontekster for at sikre deres trivsel generelt. Det er her pædagogikken og didaktikken kommer ind som et primært forebyggende element for mistrivsel og angst. Mobbeforsker Helle Rabøl-Hansen viser med sin praksisforskning, at vi gør for lidt ud af de unges positioner som medlærere og medbetingelser for hinanden.

Til slut vil jeg opfordre de voksne i skolen og hjemmet at spørge de unge, hvad de mener, når de siger, at de er ensomme, de har angst, stress m.v. Der er et vigtigt oversættelsesarbejde, der involverer fællesskabet med de andre unge og deres lærere, samt de voksnes rolle omkring forventninger til de unge. Vi må ikke for hurtigt flippe ud og i handlingens mode videregive et sprog til dem om, at det handler om angst og depression, og løsningen hurtigt bliver, at de skal videre til psykolog og individuel samtaleterapi, og dermed slipper samfundet og dets støttesystemer for at arbejde med problematikkerne i børnenes og de unges fællesskaber og i pædagogikken.

Konklusionen for mig at se er, at vi med den fremtidige indsats på at forebygge angst og mistrivsel hos børn og unge i skole og PPR må rådgive og se symptomerne som mere komplekst i en stadig voksende midtergruppe, som er åbne om mistrivselsproblemer. Pilen peger i høj grad på de voksnes og samfundets ansvar til ikke for hurtigt at lade sig rive med og blive alarmeret over de svar, ungdommen giver, når de konstant bliver bedt om at forholde sig til, hvordan de har det. I stedet for at pilen peger indad på den enkelte og pege på mere individuel terapi, skal vi i stedet først lytte til de unge og høre på, hvad de mener, når vi skal sætte de forebyggende indsatser i gang i læringsfælleskaber.

Noomi Katznelson fra Center for ungdomsforskning og Mai Heide Ottosen fra VIVE er nu i gang med et større forskningsprojekt, hvor forskerne har talt med unge om, hvad er ligger til grund for mistrivslen. Dette bliver spændende at følge.