Skal PPR-psykologer være behandlere eller pædagogiske psykologiske rådgivere? Eller begge dele?

Set i lyset af den massive omtale i medier, interesseorganisationer og blandt politikere om børn og unges mistrivsel, kan vi nemt komme til at foreslå løsninger på denne stigning, som at børn og unge skal have lettere og hurtigere adgang til individuel evidensbaseret psykologbehandling og måske så på bekostning af pædagogiske interventioner. 

Og hvilken faggruppe er ikke mere naturlig at pege på end psykologerne i PPR i kommunerne, som så skal tilføres flere ressourcer til at udføre de individuelle samtaler. 

Argumenter kan være noget i retning af, at psykologer er uddannede til at finde de børn og unge, som er i alvorlig mistrivsel, og som skal viderebehandles i psykiatrien og have en diagnose, sådan at de kan mødes i familie og skole med de rette kompenserende tilgange, som passer til deres diagnoser.

PPR og skole går i den forkerte retning med den øgede kategorisering af børn og unge

Med mine mange år på bagen som lærer og senere skolepsykolog (cand. pæd. psyk.) ser jeg desværre en udvikling indenfor skole og PPR, der går i den forkerte retning, hvor rådgivningen omkring barnets og den unges udviklingsbehov ikke prioriteres til barnets og den unges hverdagsliv med fokus på alle de dynamikker, der er i spil. 

Tværtimod er der en stigende efterspørgsel efter at få individuelle forklaringer på børns og unges manglende tilpasning og udfordringer i skole og hverdagsliv som fx corona-nedlukning, for meget skærm, stress, angst, øget sårbarhed m.v., som afstedkommer øget testning og henvisninger.

Svaret på at hjælpe børn og unge, der har det svært, er i dag ofte, at vi forsøger at finde forklaringer ved først og fremmest at interessere sig for det indre i barnet, teste det, kategorisere hvad der er galt med det og derefter måske tilbyde at yde det individuel kognitiv behandling for den angst og stresstilstand, som ofte følger med. Efterfølgende er det naturligt for PPR at agere som ”eksperterne” med anbefalinger til, hvad andre (forældre og lærere) skal gøre. Psykologen forlader her den terapeutiske og pædagogiske relation og indgår i et videnshierarki, hvor psykologens/lægens/ psykiaterens viden står over forældrenes, lærernes og pædagogernes eller børnenes egne synspunkter.

Også blandt unge selv sker der en psykologisk verdensforståelse (”Hvad foregår der inden i mig”), som de manualbaserede samtaleredskaber fokuserer på.

At lave flere individuelle indsatser i PPR med flere psykologer kræver flere ressourcer. Og er det mon den mest ressource-effektive? Kan den lettere behandling skubbe børn og unge videre med undersøgelser i psykiatrien? Den individuelle behandling kan desværre nemt afkobles barnets og den unges kontekst, og der er en risiko for, at det bliver barnets / den unges og forældrenes ansvar at få behandlingen til at leve videre i de pædagogiske kontekster.

Forbigående trivsel og længerevarende mistrivsel

Men der er andre veje at gå. Som ungdomsforsker Noemi Katznelson viser i sin forskning, så er de fleste unge i trivsel, og vi skal passe på ikke at tegne et generelt billede af mistrivsel blandt de unge. Ofte er der tale om forbigående mistrivsel blandt unge, som oplever overbelastning (og stress), og det viser sig som angstsymptomer, uro i kroppen og manglende overskud til det sociale, og at føle sig anderledes. Men jeg mener, at det vigtige i hendes forskning er, at den alvorlige og længerevarende mistrivsel sker blandt børn og unge, der lever i ringe sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige kår. Det er her, vi skal bruge vores ressourcer først og fremmest.

Mistrivsel kan kobles til de betingelser, børn og unge lever under, inklusive skolen. Psykologer i PPR kan i deres rådgivningspraksis på skolerne derfor med fordel rådgive ud fra en forståelse af sammenhængene mellem det tempo i skolen, børn og unge og deres lærere udsættes for, hvor de måske synes, de aldrig når i mål. En anden udfordring er de unges fokus på præstationer med andres blikke på, hvor gode de er. Samt ikke mindst den psykologisering, vi i dag ser i samfundet med de unges ændrede forhold til sig selv og omgivelserne, og hvor følelserne spiller en større rolle, og hvor de unge vender tingene ind ad.

Jeg mener, at PPR-psykologer skal forebygge, at børn og unge, der er i alvorlig mistrivsel, for sent får den rette hjælp. De mest udsatte børn og unge skal ikke vente på at få hjælp i psykiatrien eller i Socialforvaltningen. Men lige nu er der alt for mange, der henvises til tidskrævende psykiatriske undersøgelser, uden der først er arbejdet med at skabe de rette betingelser i barnets og den unges fællesskaber og pædagogiske miljøer. Her kan strukturerede samtaler, hvor børnene og de unge selv byder ind med løsninger, være en del af den fælles indsats.

Det forebyggende er en form for pædagogik

Professor i pædagogisk psykologi Lene Tanggaard fra Ålborg Universitet taler om, at der er en kæmpeopgave i PPR for de ca. 15 % af børn og unge, der i perioder har særlige behov: PPR og skole skal undgå at udpege enkelte børn og give det ansvaret for mistrivslen. Tal i stedet om hvad vi er fælles om. Undgå at psykologforklaringer tager overhånd og fixerer barnet. Fordyb dem i noget andet end dem selv, hvor de voksne sætter rammerne for eksempel alle børns og unges møde med de kreative faglige rum og kunsten.

Jeg mener, at kerneopgaven indenfor den pædagogiske psykologi er at arbejde med at skabe bevægelser i grupper og fællesskabende didaktikker, fremme et ressourcefyldt børnesyn, sammenflette viden og skabe plads til forskellighed. PPR skal også arbejde med at fremme det kreative, håndens arbejde, litteraturen som det fælles tredje hvor universelle følelser, modgang og mestring kan findes i teksterne og kan samtales om i gruppen i læringsmiljøet. Det forebyggende er en form for pædagogik, hvor elever opsluges af noget, er aktive og engagerede og oplever aktiviteterne som meningsfulde. Dette er en god beskyttelse i læringsrummet. Ikke nødvendigvis hele tiden at gå ”meta” og forholde til sig selv. Det er hvad pædagogisk psykologi også handler om.

Vi ser i disse år skoler, der viser meget gode resultater ved, at elever, der ikke trives og måske er i risiko for megen skolefravær, bliver gladere elever ved at få mere praktik i skolen. Her skabes sammenhænge mellem den teori, de får fra skolen og de praktiske ting, de fx oplever på værksteder på erhvervsskoler, som skolen samarbejder med. De unge viser deres omgivelserne, at de kan noget mere end forventet. De fire bogstaver ADHD er ikke længere i fokus, de får selvværd, og deres muligheder for at afslutte folkeskolen med afgangseksamen i dansk og matematik og indgå i en ungdomsuddannelse er nu større. Også de fysiske fællesskaber som at spille fodbold i en klub kan styrke børn og unge og deres interaktioner, når de er på hold sammen. Og spillet kan forebygge ensomhed og det at føle sig anderledes i skolen.

PPR på to ben

Hvad skal PPR så? Jeg mener, at vi skal gå på to ben. Vi må aldring være langt væk fra barnets og den unges hverdagsliv, når vi i det tværfaglige samarbejde skal rådgive i forhold til de ca. 5% som har brug for udredning og behandling og en vedholdende pædagogisk indsats både inden og efter udredning og behandling.

Ikke mindst skal PPR være tæt på med den forebyggende pædagogiske psykologiske rådgivning i forhold til de ca. 15 %, som i perioder har brug for særlig støtte eller opmærksomhed hos deres omgivelser i skole og hjem.

Vi skal passe på, at PPR ikke ses som en klinik med psykologbehandling, men at der mest af alt er kapacitet og ressourcer i PPR til at arbejde forebyggende og tværfagligt og med direkte pædagogisk og psykologisk rådgivning ind i børnenes og de unges hverdag i skoler og dagtilbud.

PPRs opgaver ligger således primært i skolerne og dagtilbud, hvor deres rådgivning både omfatter forhold på individuelt -, gruppe- og organisations niveau og kan skabe resonans. Det er et komplekst område, som kræver specialviden og kendskab til pædagogisk praksis og den nyeste forskning.

Desværre er de fleste universiteter i Danmark, der udklækker psykologer i dag, ikke orienteret mod at uddanne deres kandidater indenfor pædagogisk psykologi målrettet PPR- arbejdet. Det er er kæmpe udfordring, at der fx på Københavns universitet ikke mere er pædagogisk psykologi på kandidaten. Mange psykologistuderende har således demonstreret over, at også udviklings- og socialpsykologier er blevet til mindre fag på deres studie, mens andre fag bliver tydeligere, som mere uddanner dem til behandling og udredninger og til at virke i den naturvidenskabelige og medicinske verden.

Måske kan vi kigge mod Skotland og Dundee Universitet og deres pædagogiske psykologiske kandidatuddannelse. Her er uddannelsen til ”Educationel Psychologist” meget mere orienteret mod, at de studerende skal ud og arbejde i skoler med forandringer på individuelt, gruppe og organisations niveau og kunne forbinde teorierne med pædagogiske praksis.

I dag påhviler det kommunerne i DK selv at uddanne PPR-psykologer indenfor pædagogisk psykologi eller sende dem afsted på kurser, når nyuddannede psykologer ansættes i en PPR-afdeling. Det bliver spændende at se, hvad der sker af udmeldinger den kommende tid, når EVAS PPR-undersøgelse offentliggøres, og der muligvis besluttes en ny psykologfaglig overbygning uddannelse for lærere og pædagoger bl.a. på baggrund af denne landsdækkende undersøgelse.