Læs mere fra Specialpædagogiske foreninger:
Lyt til eleverne: Her er andre måder at lave PPR-observationer
Psykologer har ofte kun kort tid i klassen, når de observerer i forbindelse med PPV. Men det er afgørende at fokusere på sammenhængene mellem individet og fællesskabet, skriver Jette Lentz.
Offentliggjort
Jeg ønsker med et eksempel på praksis i skolen at vise, hvordan praksisnærhed i PPR kan se ud, når psykologer er med nede i klassen.
En PPR-psykolog Hanne er i en 1. klasse for at observere en elev, der beskrives som et barn med ”neurodivergens”. Skolen har i samarbejde med PPR besluttet så vidt muligt at undgå at benytte diagnosebetegnelser om elever, der i perioder har brug for yderligere støtte.
Hanne kommer efter aftale med lærerne med om mandagen og noterer først, at der er en stor drengegruppe, der ikke virker til at være motiverede for undervisningen. De taler højlydt med hinanden.
Psykologen ser også af og til konflikter mellem dem, hvorefter læreren hæver sin stemme og skælder de pågældende elever ud. Læreren giver en fælles opgave til eleverne, og enkelte af de mest højttalende elever får af og til individuel støtte til at forstå instruktionen. Men når læreren går fra dem, falder disse elever fra efter kort tid og begynder at tale med sidekammeraten.
Psykologen Hanne sætter sig ned til Anna, som er den elev, hun skal observere. Skole og forældre mener, at hun bør undersøges af PPR på grund af mistrivsel og begyndende fravær.
Klassen er i gang med at lave opgaver, da Hanne kommer, hvor de skal forbinde bogstaver, så de danner en figur. Anna har fået lov til at rykke bordet lidt væk fra de andre, fordi hun siger, hun har svært ved uro og larm.
Hun er gået i gang med opgaven og prøver sig lidt frem. Hun virker motiveret, da Hanne sætter sig hos hende. Psykologen laver den samme opgave som Anna, men viser, at hun har svært ved at løse opgaven. Så Hanne kommer ikke videre med opgaven og kan oprigtigt ikke se for sig, hvad hun skal gøre. Anna forklarer Hanne et par gange hvordan, og efter et par gange forstår Hanne det pludselig. Her anerkender Hanne Annas hjælp, at den var vigtig og spørger, om Anna selv har prøvet at have svært ved at forstå en opgave.
Først svarer hun nej, men efter et kort stykke tid, hvor de arbejder videre med figuren, tilføjer Anna at der alligevel er noget, hun ikke kan i skolen. Da psykologen spørger hvad, siger Anna, at hun ikke kan forstå, hvad hun skal gøre.
Hertil spørger psykologen lidt forundret, om hun så ikke spørger de voksne om hjælp. Men det gør hun ikke, for det hjælper ikke - de voksne hører ikke. Hanne spiller lidt dum og siger til Anna, at de voksne måske gerne vil høre. De bliver afbrudt af en klasseinstruktion, og deres samtale slutter.
Mit budskab til skolen
Med eksemplet vil jeg vise, at man kan sætte ind på mange måder, når elever har brug for at udvikle kompetencer indenfor koncentration, opmærksomhed og det sociale. Vi skal have tid til at lytte til eleverne og udvikle emotionelle og omsorgsfulde fællesskaber. Klasserummet og underviserne byder alle velkomne og understøtter psykologisk tryghed, og en fleksibel undervisning til fremme af elevernes motivation til fællesskabende, legende og kreative aktiviteter.
PPR-psykologen var hidkaldt for at undersøge en enkelt elev, Anna. Hun ser hendes behov for samspil og voksne. Hun er lige nu i ekstra fare for at trække sig fra fællesskabet, når hun ikke rækker ud og ses af de andre.
Mit budskab til skole, forældre og PPR er, at der er brug for at undersøge og afprøve forhold i læringsrummet. Om elever understøttes via skolens rutiner og strukturer, og om der lyttes til dem.
Med to undervisere/co-teachers og i nogle tilfælde med støtte og rådgivning fra en udefrakommende ressourceperson fra PPR, der kan hjælpe med at identificere indsatser, kan vi i en fælles indsats komme til at gøre en positiv forskel.
