Lær mig dine sange

En af de ting jeg elsker allermest ved sang er, at sang på så mange måder er en genvej. Da jeg var lille, var sangen en genvej til ro ved sengetid. Da jeg blev lidt større var den en genvej til de utallige drømme som boede i sangene, en genvej til at mestre udtalen af engelske ord og en genvej til styrke. Intet kunne indgyde mod som det at trodse tyngdeloven, stående på en dækgynge, mens man sang Gasolins 'Sirenesang' - uden at forstå halvdelen af ordene. Det virkede bare.

Mit gæt er, at vi næsten allesammen har sange, som bor i os, fordi de har betydet noget for os mens vi voksede op. De sange er i særlig grad blevet genveje - de er genveje til vores selvforståelse. Vi hører dem, og de vækker genklang. Ikke nødvendigvis om lykke og lyse nætter, men om noget der har betydning for os. Glimt af, hvem vi er.

Jeg har tænkt på det i den forløbne uge, hvor medierne har været fulde af historier og spekulationer om terror og radikalisering og marginalisering, og hvor nogle af de mest fornuftige ting der er blevet sagt har handlet om, at vi må blive ved med at være åbne og lyttende og interessere os for hinanden. På tværs af kulturelle forskelle.

Og noget af det første der falder mig ind er, endnu engang, at sang er en genvej. Også mellem dig og mig. Jeg vil lære dine, og du må lære mine. Vi kan synge dem sammen. Grine sammen, når vi snubler i hinandens sprog og versefødder. Tidligt, mens vi stadig er nysgerrige børn. Af mange grunde - hvoraf én er, at marginalisering har svære vilkår, hvis vi har gode genveje til hinanden.