MGP: Er det børnenes musikfest eller en voksenstyret maskine?

Mine drenge sad klistret til skærmen sammen med deres klassekammerater. Der var fnisen, uro og svær venten undervejs, men da vinderne blev kåret, jublede de som var det en landskamp. MGP kan noget – det samler børn om musik og giver dem idoler, de kan spejle sig i. 

Som musiklærer synes jeg, det er fantastisk, at der findes en platform, hvor børns musik er i fokus. Jeg har tidligere her i Folkeskolen foreslået, hvordan man kan arbejde med MGP. Men alligevel sidder jeg tilbage med en nagende tvivl: Hvor meget af det her er egentlig børnenes eget værk?

Hvem skriver sangene?

Gennem årene har jeg mødt elever, der drømmer om at deltage i MGP. Nogle har selv forsøgt at skrive sange, men teksterne, de præsenterer, er ofte simple og umiddelbare – præcis som man kunne forvente af børn. Selv når jeg har lavet forløb i musikalsk skaben og sangskrivning, nærmer resultatet sig ikke, hvad vi hører i MGP. 

Når jeg sammenligner med de færdige MGP-sange, er forskellen slående. Sidste år handlede mange af sangene om dybe emner, der ikke virker som noget, børn på egen hånd ville skrive om.

Og hvad med musikken? De elektroniske produktioner, de avancerede akkordprogressioner og de professionelt mixede numre er langt fra det, jeg ser børn kunne lave selv – også selvom teknologien i dag gør det muligt at lege med musik. MGP’s regler siger, at børnene selv skal have en aktiv rolle i sangskrivningen, men det er tydeligt, at sangene har været igennem en professionel produktion. Spørgsmålet er, om børnene reelt har skabt noget, de selv ejer, eller om de snarere fremfører et produkt skabt af voksne?

Prisen for at vinde

Der er også en anden ting, der bekymrer mig: Hvordan påvirker det børnene, når de først har været en del af MGP-maskinen? Jeg lagde mærke til det, da to tidligere deltagere optrådte i år. Især en af dem fangede min opmærksomhed: Sidste år var hans ansigt koncentreret, hans øjenbryn rynkede under hele optrædenen. Nu, et år senere, stod han på scenen igen – men med en overdrevent åben mimik. Øjenbrynene var konstant hævede, som om han havde fået at vide igen og igen, at han skulle ændre sit udtryk. 

Jeg fik tanken, om han mon er blevet drillet med ansigtsudtrykket i udsendelsen, både på skolen og i offentligheden?

Det fik mig til at tænke på, hvordan det må være at skulle genopføre den samme sang igen og igen – til events, på tv, til interviews. 

MGP-deltagere bliver pludselig kendte i børnehøjde, men berømmelsen er kortvarig, og det kan være en svær omvæltning. De bliver tydeligvis trænet i at svare værterne og medierne "korrekt", i at præsentere sig selv og i at håndtere opmærksomheden. Men er det en sund proces for børn?

Som musiklærer burde jeg jo være en MGP-fan. Det skaber interesse for musik, og det giver børnene noget at drømme om. Men hvis en elev kom til mig og bad om hjælp til en MGP-sang, ville jeg være nødt til at rette betydeligt i teksten, hjælpe med et dybere tema og nærmest lave musikken for dem. Det ville betyde, at de tog afsted med en sang, de i bund og grund ikke selv havde lavet. Det er hverken motiverende eller rigtigt over for dem.

Og hvad med de børn, der ikke har musikalske voksne omkring sig? Har de overhovedet en reel chance, hvis konkurrencen i virkeligheden handler om, hvilke voksne der kan skabe den bedste sang på barnets vegne?

Musik eller underholdning?

MGP er selvfølgelig nødt til at have en helt anden kvalitet end skolens forårskoncerter for at kunne fungere som tv-program. Et simpelt sammenspil med akustiske instrumenter, nærmest en forårskoncert, ville ikke fungere på TV. Derfor er det nødvendigt, at sangene bliver professionelt produceret. Men det betyder også, at MGP i sidste ende måske mere er en konkurrence i, hvem der har de bedste voksne omkring sig, end en egentlig fejring af børns musikalske kreativitet.

MGP inspirerer – mine egne drenge er beviset på det. De heppede og drømte sig måske selv på scenen. Men hvis MGP virkelig skal være et sted, hvor børn skaber musik, burde vi måske gentænke formatet. For lige nu føles det mere som et voksenstyret show med børn i front end en egentlig fejring af børns egen skaberkraft.

Eller tager jeg helt fejl, og bekymrer mig unødigt? Måske har nogle af jer musiklærere derude faktisk været en del af processen, og kan fortælle mig en helt anden historie? Så hører jeg meget gerne om det i kommentarfeltet herunder.