Skarpe fronter og bløde overgange

Hvem har ikke prøvet at have en komplet og aldeles utilpasset elev i klassen. Det man vel nærmest kan kalde ”udenfor pædagogisk rækkevidde”. Hvad stiller man dog op med ham eller hende? Pakker vedkommende ind i flamingo-pap, forsegler pakken for så til sidst at sende den til den fjerneste egn på jorden? Det vil umiddelbart være den nemmeste løsning, men ikke ligefrem den mest pædagogisk anlagte. Og det kan vi jo godt lide, at det er, altså sidstnævnte.  

Hvor grænsen går

Det er som bekendt vigtigt at møde mennesker lige der, hvor de er. Vi kan eventuelt trække dem lidt op, hvis de er nede, eller omvendt hive dem lidt ned på jorden igen, hvis de er lidt oppe at køre. Der er bare det, at når man har med børn at gøre, bliver der nødt til at være en demarkationslinje, der fortæller; hertil og ikke længere – uanset hvad. Det er en hårfin balance, for denne kan samtidig kvæle hele processen, og så ryger tilliden.  

Når kattelemmen ud bliver vejen ind

De fleste uromageres gøren og laden er et udtryk for frustration og manglende opmærksom. Hvis de havde fået de nødvendige tilkendegivelser, ville de næppe have kastet sig ud i deres grænseoverskridende eskapader. At holde et stramt greb indebærer i virkeligheden nok at turde give slip. Børn er lidt som katte lige der. De er stædige asener, de river og de bider, men når først tilliden er der, kommer resten af sig selv. Men modsat katte kan man med mennesker kigge dem dybt i øjnene og sige, at det nok skal gå. At der altid er en vej frem.